Nu forenkler beskæftigelsesministeren reglerne for at udføre frivilligt arbejde på dagpenge og efterløn. Det betyder, at flere, der modtager dagpenge eller efterløn, kan deltage i frivilligt arbejde uden at blive trukket i dagpenge eller efterløn
af Claus Andersen, Århus
Som ministeren siger er det fra 1. 8 2004 muligt: 'at en revisor på efterløn fører regnskabet for den lokale badmintonklub, at en maler på dagpenge deltager i det årlige frivillige malerarbejde på spejderhytten eller at en social- og sundhedsassistent kan udføre lettere omsorgsopgaver'. Det initiativ er vi mange i 'Foreningsdanmark', der takker for. Unødige forhindringer skal ryddes af vejen. Det vigtigste er, at folk har lyst til at levere en frivillig indsats. Gennem frivilligt arbejde kan man skabe velfærd og livskvalitet for sig selv og andre.
'Foreningsdanmarks' skæbne venter i Bruxelles
Det frivillige arbejde kan ikke gøres op i penge og alligevel. Regler og økonomi skal ikke være en hindring for folks engagement og der er stadig forhindringer. Afskaffelsen af portostøtten belaster det folkelige og kulturelle liv i Danmark. Regeringen har sparet 155 millioner kroner på portostøtten og 4. 800 danske forenings- og medlemsblade er uden portostøtte. Det kunne jo 'lugte af', at regeringen ønsker at lukke munden på mennesker, der ikke er enig i dens politik. Medlemsbladene er livsnerven i foreningsarbejde og kan ikke bare erstattes af e-mails og web-sider. Alle er jo ikke online eller har de nødvendige it-kompetencer. Regeringen har, som kompensation, oprettet en 'bladpulje' på 28, 4 millioner, men vores kulturminister glemte bare at undersøge om det var lovligt efter EU-reglerne. Biblioteksstyrelsen forventer at få svar fra EU-kommissionen senest den 19. maj. Udvalget vil herefter samles og behandle foreningernes ansøgninger den 24. maj, så man kan udsende svar til foreningerne i uge 22. Biblioteksstyrelsen understreger dog, at planen afhænger af om man modtager et svar! Nu ligger 'Foreningsdanmarks' økonomiske skæbne altså og venter i Bruxelles. Det er da ikke smart.
Tilbudsaviser fradagsberettiget
Til gengæld er de 40 kilo tilbudsaviser fradagsberettiget og supermarkederne sparer 640 millioner kroner i skat. Vi modtager hvert år 40 kilo tilbudsaviser, men de løser en samfundsopgave, mener vores skatteminister, Svend Erik Hovmand (V) : 'De hjælper svage forbrugere med at finde de billigste varer. For mange er det ikke lige meget, hvor de kan få den billigste liter mælk'. Et mønstereksempel på regeringens floskler om, at de vil gøre en særlig indsats for de mennesker, der har mest brug for hjælp.
Kørselsgodtgørelse modregnes
Det frivillige arbejde har flere forhindringer. Kørselsgodtgørelse i forbindelse med frivilligt socialt arbejde kan modregnes i ens kontanthjælp, idet kørselsgodtgørelsen bliver betragtet, som en indtægt. Det er da slet ikke smart. Det er da heller ikke smart, at kulturministeren fjerner tilskuddet til den frivillige selvejende institution KLO, Kultur og Litteratur Orientering for læsehandicappede. Den frivillige institution har én ansat og 30 frivillige indlæsere, der indlæser bøger til blinde/ordblinde. Kulturministeren fjernede, efter 23 år, støtten til dette frivillige arbejde og institutionen er i fare. Heldigvis bliver institutionen kraftigt støttet af den lokale Vejen Kommune, men hvad sker der så med støtten ved de kommende kommunesammenlægninger?
Noget ud af det
Man får ikke noget for det, man får noget ud af det. Det frivillige arbejde er en af velfærdssamfundets ressourcer. De frivillige kan noget, som det offentlige ikke kan. Det frivillige arbejde er guld værd, men frivilligt arbejde er ikke, at få løst nogle samfundsmæssige opgaver til en billig penge. Frivilligpolitik handler om at sikre de bedste vilkår for et frivilligt engagement, der er båret af viljen og lysten til at gøre en indsats til gavn for andre. Regler og nedskæringer skal ikke være en hindring for folks engagement, så 'smid nu ikke guldet på gaden' med usmarte restriktioner og nedskæringer.
Claus Andersen er bestyrelsesmedlem i Fribørsen, der formidler frivilligt socialt arbejde.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278