Tragedien i Sovjet kan ikke bruges til at retfærdiggøre de grupper, som har påberåbt sig behovet for at forny marxismen, men som i praksis har bidraget til svækkelse af den internationale kommunistiske bevægelse.

af Miguel Urbano Rodrigues
Det er ikke altid let at trække skillelinjen mellem revolutionære og reformatorer.
Blandt dem, som afviser nyliberalismen og imperialismen, men ikke klart går ind for kapitalismens ødelæggelse, sameksisterer der tendenser, som er meget uhomogene.
En betydelig del hævder, at det ved at erobre de institutioner, som borgerskabet selv har skabt, er muligt gradvist at forvandle samfundet. Dette forsøg led nederlag i Chile med Folkeenheden. Under helt andre betingelser forsøges det i dag i det bolivarianske Venezuela og - inden for rammerne af en bred, men skrøbelig ramme - i Lulas Brasilien. I Ecuador har Lucio Gutierrez allerede afsvoret det progressive projekt og forrådt dem, som valgte ham. I Argentina og Paraguay udvikler der sig nye erfaringer. I det sidste af disse to lande annoncerede Nicanor Duarte reformer med et revolutionært indhold. Men hans fortid som minister i reaktionære regeringer og som systemets politiker fraråder, at man gør sig for tidlige forhåbninger.
På universiteterne og i intellektuelle kredse har en anden tendens vundet tilhængere. Ud fra en tilsyneladende revolutionær tale nægter denne tendens selve revolutionens mulighed, idet den afskriver eller undervurderer massernes kamp. Som alternativ til kampen om magten og imod imperialismen præsenterer den i stedet messianske projekter af nyanarkistisk art.
Som eksempel kan jeg nævnte italieneren Toni Negris demobiliserende doktrin om 'Imperiet' og bogen 'Forandr verden uden at tage magten' af skotten John Holloway, der for tiden er professor ved universitetet i Puebla i Mexico.
De stiller sig begge frem som marxister, men lægger begge afstand til marxismen med hensyn til verdensopfattelse og former i kampen mod kapitalismen. I virkeligheden er Marx' dualisme ikke end andet end dualismen mellem den socialistiske fremtid og den kapitalistiske nutid, mellem kapital og arbejde, mellem borgerskab og proletariat.

Revisionisme og reformisme gentager sig
Det er indlysende, at marxismen per definition er en videnskab under stadig fornyelse. Når kommunistiske ledere vælger at forholde sig ubevægelige, udelukker de folket fra deltagelse, forvandler partiet til en bureaukratisk maskine, og dogmatismen erstatter kreativiteten. Resultatet er en karikatur af marxismen. I Sovjets sammenbrud og kapitalismens genrejsning i Rusland har vi et forfærdeligt eksempel på konsekvenserne af en politik, som fornægter Marx og Lenin og forvandler marxismen til en statisk lære, som har status af statsdogme.
Men tragedien i Sovjet kan ikke bruges til at retfærdiggøre de grupper, som har påberåbt sig behovet for at forny marxismen, men som i praksis har bidraget til svækkelse af den internationale kommunistiske bevægelse.
I Italien blev Italiens Kommunistiske Parti på få år af de falske fornyere forvandlet til et socialdemokratisk parti, som stillede sig på borgerskabets side. Fornyelsen betød afsværgelse af marxismen, accept af nyliberalismen og meddelagtighed i imperialismen.
I Frankrig deltog det kommunistiske parti under 'mutationens' fane i Jospins socialistiske regering, som på tre år privatiserede flere virksomheder end de to foregående højreregeringer og gav sin støtte til den imperialistiske aggression mod Jugoslavien.
Det er ikke tilfældigt, at højrefløjen i Amerika og Europa giver bred dækning til grupper og personligheder, som erklærer sig som marxister og igangsætter kampagner imod revolutionære partier med krav om, at de fornyr sig. Kapitalismen allierer sig derefter med de 'gode kommunister' imod de 'onde kommunistiske'. Det skete for nylig i El Salvador og Portugal. Men i begge tilfælde blev masken revet af de falske fornyere. De afslørede sig som folk, der ønskede at gå i alliance med borgerskabet.
Ungdommen, som misinformeres af et perverst mediesystem, bringes til at tro, at de rystelser, som rammer de marxistiske partier, er et nyt fænomen og uadskillelig fra 'kommunismens fallit' som projekt. Men denne konklusion er uden historisk grundlag.
Lenins og Rosa Luxemburgs polemik mod Bernstein og Kautsky (1) bevarer til stadighed deres aktualitet, netop fordi de bevægelser, som tror, at samfundet kan forandres radikalt gennem gradvise reformer af kapitalismen, siden dengang gentager sig periodisk. Revisionismen og reformismen forsvandt ikke med den russiske Oktoberrevolutions sejr. De ændrede stil, men ikke mål. Sovjets sammenbrud og SUKP's manglende evne til at bygge et socialistisk samfund, der svarede til Marx' projekt, bidrog naturligvis i høj grad til at stimulere den reformistiske tale på venstrefløjen. Men som tendens er den et gammelt fænomen, som gentager sig generation efter generation.

En anderledes krise
Der er enighed blandt det kræfter, som bekæmper den nyliberale globalisering, om at menneskeheden i dag står over for en civilisationskrise, som grundet dens kendetegn er uden sidestykke.
Men denne erkendelse falder sammen med bevidstheden om, at krisens ofre endnu ikke er klar til at kæmpe på organiseret vis mod de ansvarlige for krisen.
Den kendsgerning, at der ikke har været en fælleserklæring fra de tre første møder i Verdens Sociale Forum viser, hvor svært det er at udnytte det umådelige potentiale, som kommer til udtryk i folkenes protester mod nyliberalismens følger, i kampen.
Gennem mere end et århundrede har imperialismen i sin kamp mod arbejderne skubbet økonomiske modsætninger mellem de forskellige magtcentre til side og handlet globalt, når den stod over for afgørende spørgsmål.
Det samme sker ikke i den anden lejr, blandt de kræfter, som bekæmper den nyliberale globalisering. Der er talrige bevægelser og progressive organisationer, som endnu tror på muligheden af en menneskelig kapitalisme opnået gennem reformer ad institutionel vej. Denne holdning viser sig frem for alt i de frygtsomme positioner, som de indtager over for imperialismen og navnlig USA's magtsystem. Teorier som Toni Negris fornægter i dag selve imperialismens eksistens. Ifølge forfatteren til 'Imperiet' forvandles og opløses imperialismen, som ikke længere kan regne med et hegemonisk magtcentrum, fordi USA angiveligt ikke længere befinder sig i en situation til at udfylde denne funktion.
Den forvirring, som skabes af demobiliserende doktriner som denne, gavner klart nok den strategi for verdensherredømme, der er udviklet af et magtsystem, som gennem en politik for militarisering af kloden begynder at antage fascistiske træk.

Af natur kontrarevolutionært
Imperialismen er i praksis kapitalismens eksistensmåde. Håbet om, at den kan udvikle sig, blive menneskelig og tage skridt til at mindske kløften mellem udbyttere og udbyttede, afslører manglende viden om systemets logik. Men talen om fred mellem arbejde og kapital bedrager stadig millioner af mennesker. Når Lula i Davos omfavnes af Soros og IMF's ledere, og når Tony Blair kalder ham til London sammen med Kirschner og slår på trommer for den tredje vej, så skaber dette forvirring. Og i den tredje verden skaber det illusioner om den konkrete mulighed for at reformere verden gennem en politik som den, der føres af den nuværende brasilianske præsident, der hyldes af imperialismen.
Borgerskabet kan som klasse ikke i længden indtage en progressiv position, fordi det af natur er kontrarevolutionært. Deraf følger, at det er umuligt at reformere systemet, så det alene gennem bevægelsernes handlen fører til kapitalismens negation.
Det messianske budskab, som sataniserer de revolutionære partier og tildeler en mytisk bevægelsernes bevægelse rollen som den, der frigør menneskeheden fra de kræfter, som undertrykker den, ansporer ikke den organiserede kamp. Den demobiliserer.
Bevidstheden om, at imperialismen er en stor fjende, som må bekæmpes globalt, vinder frem, men meget langsomt. Derfor er det yderst nyttigt at genlæse marxismens klassikere.

Strukturel krise
På kongresser og seminarier, i diskussioner om Marx' værk og hans tænkning, lægges der ikke nok vægt på et aspekt i arven efter ham: nødvendigheden af at forstå historien i lyset af en metode, som kræver, at problemer placeres i tidens konkrete situationer.
Undertiden samles opmærksomheden om store abstrakte temaer, der er løsrevet fra nutidens udfordringer.
En af den skabende marxist, ungareren Istvan Meszaros', største fortjenester har været, at han ved at anvende samme metode som forfatteren til 'Kapitalen' advarer os om en side af kapitalismens nuværende krise, som kun er lidet udforsket, nemlig at denne krise i modsætning til tidligere kriser ikke er konjunkturbestemt, men en strukturel.
Kapitalens system fungerer gennem et labyrintagtigt netværk af modsigelser, som den ikke formår at overvinde. Den har nået sit klimaks. Men balancen mellem forbrug og destruktion, som er nødvendig for kapitalens reproduktion, er brudt. Som Meszaros fremhæver, har den kapitalistiske globalisering sat kræfter i gang, som ikke alene betyder, at systemet ikke kan kontrolleres af nogen som helst rationel proces, men også at det er ude af stand til at udfylde den kontrolfunktion, der defineres som dets eksistensbetingelse og legitimering.
Eftersom akkumulationen, kapitalismens løftestang, ikke fungerer som førhen, udtænkte de mest tilbagestående kræfter i USA's magtsystem en projekt for evig dominans og kontrol over kloden. Dette projekt, som de nu søger at føre ud i livet, er en trussel mod menneskeheden. Den nye verdensomspændende imperialisme, som er fanget i det djævelske kredsløb produktion-destruktion, kan ikke holde sig gående uden de såkaldte 'forebyggende krig', som fyrer op under den senile kapitalisme.

Globalt svar nødvendigt
Eftersom den økonomiske, politiske, militære, sociale, kulturelle og miljømæssige krise er global, må svaret på den nyfascistiske strategi, som gennem kontrol over naturresurserne og forebyggende krige er ved at skubbe menneskeheden ud over afgrunden, også være globalt.
Dette er den store udfordring, eftersom betingelserne endnu ikke er til stede til at mobilisere folkene i organiseret og permanent kamp mod en fjende, der er langt mere sårbar, end det synes.
Det er værd at tænke over den kendsgerning, at i en kort periode på nogle uger op til angrebet mod Irak og gennem den første halvdel af april gik snesevis af millioner af mænd og kvinder på gaden i byer på alle kontinenter for at fordømme krigen. Det franske, tyske og russiske folks harme medførte, at regeringer, som er allieret med USA-imperialismen og dens medskyldige, lagde afstand til USA i FN, hvilket også skyldtes modsatrettede økonomiske interesser.
Men da Irak var besat og folkenes proteststorm stilnet af, forsvandt revnerne i kapitalens lak, og ledere som Chirac og Schröder underkastede sig Washingtons vilje. De gav begge deres accept af den situation, som var skabt af den nordamerikanske aggression. Og det samme skete med Putin.

Guerilla-kamp i Irak
I Irak accepterer folket ikke genkolonialiseringen. Næsten dagligt bliver soldater fra besættelseshæren angrebet af modstandsbevægelsen. Den nordamerikanske overkommando erkendte til sidst, at der i Irak var dannet en klassisk guerilla, som har støtte i brede lag af befolkningen. I Afghanistan er folkets kamp mod de udenlandske tropper også taget til. For at tage udfordringen op fra den guerilla, som nu også omfatter kadrer fra det gamle Demokratiske Folkeparti, som var ved magten under den afghanske revolution, overgav Washington kommandoen i Kabul til Nato. Men med undtagelse af hovedstaden kontrollerer invasionsstyrkerne ikke landet.
Den voksende modstand mod det nordamerikanske magtsystems planer om kontrol over Mellemøsten og Centralasien skaber med andre ord gunstige betingelser for udviklingen af folkenes kamp.
Men på grund af de manglende subjektive betingelser er svaret på den imperialistiske strategi svagt og uorganiseret.
Det er derfor en udfordring for de revolutionære partier og organisationer at tænke over årsagerne til massebevægelsens ebbe og uddrage den lære af begivenhederne, som kan gøre det muligt at forstærke kampen mod den imperialistiske strategi, give den permanent karakter og bringe den op på et højere niveau.
***OBS NOTE SKRIFT ***
Noter
1. Lenin polemiserede også meget imod Rosa Luxemburg og tog afstand fra hendes holdninger (før den tyske revolution) til spørgsmål som partiets funktion, forholdet til fagforeningerne, demokratiet osv. Men meningsforskellene gik aldrig ud over den beundring, som han havde for Rosa som revolutionær og ideolog. I en artikel, som han skrev i februar 1922, og som blev trykt i Pravda i 1924, sammenfattede Lenin denne beundring i et forslag: 'Udsendelsen af hendes samlede værker vil tjene som en nyttig lære i uddannelsen af nye generationer af kommunister i hele verden'.

Globaliser kampen mod det imperialistiske barbari. Det er titlen på et oplæg, som blev holdt af Miguel Urbano Rodrigues på seminaret 'Den nye international virkelighed under USA's førerskab', som blev organiseret af Brasiliens Kommunistiske Parti i september 2003.
Miguel Urbano Rodrigues er redaktør, medlem af Portugals Kommunistiske Parti og tidligere EU-parlamentariker.
Dagbladet Arbejderen har bragt oversættelsen over 3 artikler:

Globaliser kampen mod det imperialistiske barbari
En stadig mere præcis skillelinje går mellem de bevægelser og partier, som vil ændre historien i et revolutionært perspektiv, og de partier og bevægelser, som har en helt anden holdning.
læs mere

De falske fornyere
Tragedien i Sovjet kan ikke bruges til at retfærdiggøre de grupper, som har påberåbt sig behovet for at forny marxismen, men som i praksis har bidraget til svækkelse af den internationale kommunistiske bevægelse.
læs mere

Et globalt svar er nødvendigt
Netop fordi systemets krise, og frem for alt krisen i dets bastion og motor, er strukturel, åbner der sig gennem folkenes kamp perspektiver for et globalt svar, der ikke er blevet behørigt udnyttet af de revolutionære partier og organisationer.
læs mere