Netop fordi systemets krise, og frem for alt krisen i dets bastion og motor, er strukturel, åbner der sig gennem folkenes kamp perspektiver for et globalt svar, der ikke er blevet behørigt udnyttet af de revolutionære partier og organisationer.

af Miguel Urbano Rodrigues
Der findes ikke et historisk sidestykke til de protester, som gik forud for angrebet mod Irak. Det, som skete, bekræfter folkenes kolossale muligheder for at ændre deres liv.
Der er nu gået fem måneder, og Irak administreres af en nordamerikansk prokonsul, som rådgives af et skyggeagtigt regeringsråd. Folkene går ikke mere på gaden i massive protester. Og støtten til det irakiske og afghanske (og palæstinensiske) folk er faldet til et meget lavt niveau.
Kontrasten mellem de to situationer inviterer til seriøs debat om de temaer, som er blevet diskuteret på de Sociale Fora.
Det er indlysende, at de sociale bevægelser har udfoldet en vidunderlig bestræbelse, hvis resultater overstiger de mest optimistiske forventninger. Menneskeheden skylder dem meget. Startskuddet til kampen kom fra dem. Men deres evne til at gribe ind har uoverstigelige begrænsninger, hvis de ikke har øjnene rettet mod permanente og veldefinerede strategiske mål. Deraf nødvendigheden af en komplementær, sammenflydende og harmonisk handlen fra bevægelsers og partiers side.
Hvor bred den folkelige revolte end er, så mister den - hvis den ikke går videre et spontant svar - sin impuls og opløses uden at nå den fase, som kulminerer i det frontale sammenstød med fjenden, i dette tilfælde den hegemoniske imperiale magt. Massernes beredvillighed til at kæmpe er altid betinget af komplekse subjektive faktorer, som er uadskillelige fra de konjunkturbestemte situationer. Afvisningen af den 'forebyggende' krig viser dette.

Revolutionære partier
Man kan med rette argumentere, at der i verden i dag kun er få revolutionære partier, som på passende vis formår at spille den uerstattelige rolle, som tilfalder dem i vores tids store kampe.
Men det er netop i kriser som den, menneskeheden gennemlever, at det revolutionære parti i en meget kompleks interaktionsproces vokser, forandrer sig og påtager sig den rolle som organisator og opdrager, som bevægelserne isoleret set ikke kan spille. I en dialektisk proces bidrager partiet til at uddybe klassebevidstheden, men det er også på underfundig vis under indflydelse af de skabende omformninger, som masserne tegner sig for i kampens hede.
Det er indlysende, at den nuværende krise ikke stiller os over for muligheden af en opstand i gammel stil.
Men gentagelsen af store, periodiske protester med deres ebbe og flod er ikke vejen fremad.
Netop fordi systemets krise, og frem for alt krisen i dets bastion og motor, er strukturel, åbner der sig gennem folkenes kamp perspektiver for et globalt svar, der - gentager jeg - ikke er blevet behørigt udnyttet af de revolutionære partier og organisationer.

Revolutionær ydmyghed
Revolutionære intellektuelle som Samir Amin og Istvan Meszaros yder et vigtigt bidrag til den løbende debat gennem deres diagnoser af den senile kapitalismes krise. Røntgenfotograferingen af et system, som ikke kan finde løsninger på sine problemer og i stedet tyer til irrationalitet, er et varsel til menneskeheden om den enorme fare, der lurer.
Sovjets sammenbrud bør tjene som vaccine mod deterministiske drømme. Den socialisme, som slog rødder dér, var ikke den, som Marx og Lenin forestillede sig. Men tilbagefaldet til kapitalismen var en tragedie for menneskeheden.
Den nærmeste fremtid er en ubekendt størrelse.
Få gange har revolutionær ydmyghed været så nødvendig som i dag.
Georges Gastaud - den kløgtige, franske kommunist og tænker - minder os om, at 'fredsaktivisterne må frem for alt forbinde sig med arbejder- og fagbevægelsen, de republikanske kræfter som er tilhængere af national suverænitet, og de anti-fascistiske kræfter som er imod de friheds-begrænsende love, eftersom indsættelsen af den amerikanske hær i Bagdad - efter Beograd, Kabul og Samarcanda - også er et enormt tilbageskridt for arbejderne, som i hvert land, indbefattet vores, kæmper for demokrati og socialt fremskridt'.
Er dette kun et forslag til et kampprogram for hans land, for Frankrig?
Nej, Gastaud har en global opfattelse af kampen. I sammentræffet og samtidigheden af mange og forskelligartede aktioner imod imperialismen og den nyliberale politik peger han på den eneste effektive strategi, som er i stand til at underminere imperialismens magt, slå revner i dens maskineri og skabe betingelser for dens endelige nederlag.
Forbind kampen mod krigen - sagde Gastaud på en konference i Lens - med kampen for at forsvare lønnen, købekraften og den offentlige service, med afvisningen af oprustning, hangarskibe og andre 'europæiske styrker'.'
De nationale kampe, som er særligt mobiliserende, må derfor ikke være løsrevet fra de internationale aktioner. At bevæge sig i retning af en globaliseret strategi for masseaktionerne må være et stadigt mål. Først og fremmest for arbejderklassen.

At skabe en kampatmosfære
Det er op til arbejderklassen og de revolutionære partier, som er knyttet til den, i hvert land at skabe en kampatmosfære, som permanent - jeg insisterer på dette ord - og over mange fronter mobiliserer masserne til kamp mod den dødelige trussel, som det fascistoide magtsystems strategi betyder for menneskeheden. I bestræbelserne på at undgå ebbe i de folkelige mobiliseringer må der udføres et afklaringsarbejde uden sidestykke. Verden er ikke på tærsklen til en verdensomspændende revolution. Men den nordamerikanske imperialismes fascistoide irrationalitet kan føre til holocaust, til menneskehedens udslettelse. Deraf følger nødvendigheden af at forklare den jævne borger, alle mennesker, at invasionen og genkolonialiseringen af Irak inden for rammerne af det nordamerikanske imperiale projekt 'kun er et trin - som Gastaud siger - i den ubegrænsede klassekrig mod de suveræne nationer, mod verdensfreden, mod arbejdernes landvindinger'.
Men paradoksalt nok omfatter mobiliseringen mod optrapningen af det imperialistiske herredømme flere klasser, hvad der giver den en praktisk talt uhørt karakter. Den peger ud over den mest kampberedte klasse, fordi truslen er blevet verdensomspændende.
Da kapitalismens udvikling op til første verdenskrig førte menneskeheden frem mod en imperialistisk krig, advarede Rosa Luxemburg om, at det alternativ, som folkene stod over for, kunne sammenfattes i valget mellem socialisme og barbari. Hvordan skulle man imødegå den truende tragedie? 'Når folkets flertal når til den overbevisning - var hendes svar - at krigene er et barbarisk fænomen, helt umoralske, reaktionære og vendt imod folket, så bliver krigene umulige'.
Som bekendt kæmpede folkene ikke for at afværge Første Verdenskrig. Og heller ikke Anden Verdenskrig.

Verdensomspændende bevægelse mod krig
Der er nu gået halvfems år. Situationen er blevet alvorligere. Meszaros gentog Rosas advarsel i en dramatisk kontekst. Vi er ikke engang i stand til tegne profilen af en fremtidig socialisme, men vi kender prologen til det barbari, som kan føre til afslutningen af det menneskelige eventyr.
Men for første gang fordømte folkene i en verdensomspændende bevægelse krigen, en imperialistisk krig, der er uadskillelig fra planerne om verdensherredømme. Protesten var ikke tilstrækkelig til at bremse den, men den anviste vejen. Hvis det, der var spontant og havde en kort varighed, blev til en organiseret, permanent udfordring og kamp, ville krigen blive stadig vanskeligere, og dørene til barbariet ville lukke sig.
Rosa Luxemburg sætter politikken, livet og revolutionens teori og praksis ind i en helhed, idet hun kløgtigt og konsekvent anvender Marx' metode.
Og denne opfattelse af helheden, overbevisningen om, at ubøjelig trofasthed mod slutmålet må have forrang for omstændighederne, især hvis de er forbigående, er den holdning til historien, som i dag gør indtryk, fordi den hjælper til at forstå og kæmpe.

Målet glemmes
Parolen fra Verdens Sociale Forum har bredt sig ud over kloden og er blevet gentaget millioner af gange. Men det er ikke nok at proklamere, at 'en anden verden er mulig'. Når man gør fremskridt i sin søgen efter vejen, farer flertallet vild i en labyrint at sekundære gangstier. Målet glemmes.
Og hvorfor?
Fordi der kræves en total og stadig beredvillighed til at kæmpe et slag af ukendt varighed imod en formidabel modstander, som forekommer uovervindelig, selv om det ikke er tilfældet.
Subjektet i dette uafvendelige slag er folkene. Men kampen er total, favnende og verdensomspændende, omfatter flere klasser og stiller i virkeligheden krigslignende krav. Og derfor kan de bevægelser, som fører denne kamp og udfordrer imperialismen, men samtidig fungerer som tidevandets ebbe og flod, ikke klare sig, hvis de ikke samarbejder med fortropspartierne om den strategiske opgave at tilføre den anti-imperialistiske kamp den organisation, som er kilde til social bevidsthed.
Det er en kendsgerning, at de revolutionære selv i perioder med store historiske brud altid udgør et mindretal. Og det er ligeledes en kendsgerning, at socialismen som alternativ til barbariet hverken har ansigt eller dato i kalenderen. Kapitalismens endeligt, imperialismens nederlag, tegner sig ikke i horisonten.
Men de revolutionære kæmper - hvis de er ægte revolutionære og skal retfærdiggøre dette valg - ikke for at være med i de sejrrige revolutioner, som vil omforme verden. De kæmper derimod med ord og handling for, at disse revolutioner bliver mulige, selv om det rækker ud over deres forbigående eksistens.

Globaliser kampen mod det imperialistiske barbari. Det er titlen på et oplæg, som blev holdt af Miguel Urbano Rodrigues på seminaret 'Den nye international virkelighed under USA's førerskab', som blev organiseret af Brasiliens Kommunistiske Parti i september 2003.
Miguel Urbano Rodrigues er redaktør, medlem af Portugals Kommunistiske Parti og tidligere EU-parlamentariker.
Dagbladet Arbejderen har bragt oversættelsen over 3 artikler:

Globaliser kampen mod det imperialistiske barbari
En stadig mere præcis skillelinje går mellem de bevægelser og partier, som vil ændre historien i et revolutionært perspektiv, og de partier og bevægelser, som har en helt anden holdning.
læs mere

De falske fornyere
Tragedien i Sovjet kan ikke bruges til at retfærdiggøre de grupper, som har påberåbt sig behovet for at forny marxismen, men som i praksis har bidraget til svækkelse af den internationale kommunistiske bevægelse.
læs mere

Et globalt svar er nødvendigt
Netop fordi systemets krise, og frem for alt krisen i dets bastion og motor, er strukturel, åbner der sig gennem folkenes kamp perspektiver for et globalt svar, der ikke er blevet behørigt udnyttet af de revolutionære partier og organisationer.
læs mere