En stadig mere præcis skillelinje går mellem de bevægelser og partier, som vil ændre historien i et revolutionært perspektiv, og de partier og bevægelser, som har en helt anden holdning.

af Miguel Urbano Rodrigues
På Verdens Sociale Forum og de sociale fora i Europa fremsætter visse personligheder den ide, at der skulle være en uforsonlig modsætning mellem de sociale bevægelser og de politiske partier.
Denne manøvre går imperialismens ærinde.
Det bliver stadig mere nødvendigt, at de roller, som de sociale bevægelser og de revolutionære partier spiller i de nuværende store kampe i forbindelse med den civilisationskrise, som menneskeheden gennemlever, komplementerer hinanden. Diskussionen om forholdet mellem partier og bevægelser mister hele sin betydning, hvis den føres ind på småpolitikkens område.
Modstillingen parti-bevægelse er fiktiv. Vores overvejelser må derfor gå på, hvilke mål de kræfter, som deltager i kampen mod den nyliberale globalisering, sætter sig, og hvordan de griber ind i kampen. Globaliseringen er skabt ud af kapitalismen, og som sådan kan den i dag - sådan som også Kissinger og Thomas Friedman erkender - ikke overleve uden den 'usynlige næve', som bakker den op (militæret). Imperialismen, der er kapitalismens sidste fase, sikrer nu fortsættelsen af det system, som skabte den.
Partier og bevægelser er ikke abstrakte og ensartede kræfter. For at bedømme deres deltagelse i historien må man se på, hvad de vil, og hvordan de handler.
En stadig mere præcis skillelinje går mellem de bevægelser og partier, som vil ændre historien i et revolutionært perspektiv, og de partier og bevægelser, som har en helt anden holdning.
De meningsforskelle, som i dag findes mellem de sociale kræfter, der afviser den nyliberale globaliserings umenneskelige projekt, finder deres praktiske udtryk i handlemåder, som under komplekse kriser gennem århundrederne har afspejlet forskellige ideer om menneskehedens udvikling.
Ikke alle, som fordømmer den nyliberale globalisering, ser kapitalismens forsvinden som en historisk nødvendighed.

Mellem alt og intet
Marx lagde altid stor vægt på forholdet mellem dagskampen og slutmålet, mellem den objektive faktor, de sociale vilkår, og den subjektive faktor, ønsket om revolution. Viljen til revolution er dialektisk, aldrig mekanisk.
Men at revolutionen er umulig på kort sigt, betyder ikke, at man skal opgive slutmålet.
Her i begyndelsen af det 21. århundrede presser det amerikanske imperiums politiske, økonomiske og militære hegemoni mange af de mennesker, som fordømmer det, ud i en pessimisme, som får dem til at anse den gennemgribende forvandling af samfundet for en absolut umulighed. Eftersom socialismen er umulig inden for en overskuelig fremtid, mener de, at det mindste onde er at leve med en kapitalisme, som er mindre aggressiv og farlig end den, som den nyliberale globalisering pådutter os.
Dette standpunkt er ikke originalt. Kendskabet til den polemik, som den europæiske venstrefløj i begyndelsen af det 20. århundrede havde om grundlæggende spørgsmål med hensyn til strategi og taktik, er efter min mening meget nyttigt for de nuværende generationer.
Vi ved, at historien aldrig gentager sig på samme måde. Men den daværende idekamp var afgørende for, hvilket valg man tog, og hvordan man stillede sig til kapitalismen. Den hjælper dermed til at afklare debatten om kampen mod det uhyrlige magtsystem, som i dag truer menneskeheden.

Bevægelsen er alt
Fra og med slutningen af det 19. århundrede, og i endnu højere grad efter den russiske revolutions nederlag i 1905, begyndte det tyske Socialdemokrati, som dengang var marxistisk og havde store revolutionære traditioner, at vise sin reformistiske tendens. De menige medlemmer af partiet, den mest ansete venstreorganisation i Europa, fastholdt et revolutionært perspektiv. Men ledelsen lagde lidt efter lidt afstand til programmet og den praksis, som det foreskrev.
Hvorfor? Fordi den troede, at revolutionen var uopnåelig.
Eduard Bernstein var teoretikeren for den ideologiske mutation, som blev sammenfattet i teorien om, at bevægelsen er alt, og målet er intet.
Politisk medførte dette, at partiet indtog en forsonlig holdning i dialogen med borgerskabet, såvel i parlamentet som på det faglige område. Tysklands Socialdemokratiske Parti var forløber for de strategier, som forkyndte samfundets forandring alene ad institutionel vej.
Marx og senere Lenin tillagde kampen for arbejderklassens dagskrav stor betydning. De betragtede den som et nødvendigt vedhæng til den revolutionære kamp.
Helt anderledes var de tyske og østrigske reformisters perspektiv. Det umiddelbare - dvs. kampen for nye erobringer på det sociale område og befæstelse af de eksisterende - forekom Bernstein og hans tilhængere at være et uafvendeligt resultat af historiens gang. Vedhænget blev til strategisk mål. Og revolutionens ide blev skrinlagt.
I praksis kappede man broen mellem det revolutionære program og slutmålet, der blev anset for en utopi.

Satanisering af kommunismen
I dag tales der kun lidt om det tyske Socialdemokratis historie, selv om partiet indtil den russiske revolution stod frem for de europæiske arbejdere som den mest respekterede af de marxistiske organisationer i verden. Det er en ubekvem historie for partiets nuværende ledere, for den viser udviklingen af et parti, der opstod som et revolutionært projekt og endte med at tilbede den kapitalisme, som det oprindelig satte sig som mål at ødelægge.
Vejen var lang. Skilsmissen mellem den marxistiske teori og den praksis, som afsvor denne, var i mange år uklar for flertallet af medlemmerne.
Derfor har Rosa Luxemburgs skrifter om dette emne ikke mistet deres aktualitet og er rige på lærdomme.
I sin kritik af økonomisterne mindede George Lukacs om, at 'totalitetens kategori, helhedens universelle og determinerende forrang for delen, er essensen i den metode, som Marx overtog fra Hegel og på original vis gjorde til grundlag for en helt ny videnskab (é) Det, som er grundlæggende revolutionært i den proletariske videnskab, er ikke kun den kendsgerning, at den sætter det revolutionære indhold op imod borgerskabets videnskab, men frem for alt selve metodens revolutionære væsen. Totalitetens kategoris forrang er bærer af videnskabens revolutionære princip'.
En af Rosa Luxemburgs største fortjenester er netop, at hun tyede til Marx' dialektiske metode for at fortolke historien og analysere samfundet på sin tid. Ved at placere metoden midt i klassekampen gjorde hun den til et redskab for skabelse af fremtiden.
På venstrefløjen viger mange intellektuelle i dag tilbage fra at bruge ordet revisionisme, når de kritiserer politiske personligheder og kræfter, som stiller sig frem som fornyere af marxismen og samtidig aktivt deltager i sataniseringen af kommunismen.
Denne frygt for ordene er ikke berettiget. Marxismen er ikke ensbetydende med en ukritisk tilslutning til Marx' værk. Den er, som Lukacs fremhæver, den videnskabelige vished om, at hans undersøgelsesmetode 'kun kan udarbejdes, udvikles og uddybes i dens grundlæggeres ånd, og at alle forsøg på at overvinde eller 'forbedre' den uundgåeligt vil føre til, at den forfladiges, banaliseres og forvandles til noget eklektisk'.

Slutmålet er alt
Hvor vil jeg hen med alt dette, vil man nok spørge.
Jeg mener, at forsvaret af Marx' metode er mere nødvendigt end nogensinde før på et tidspunkt, hvor diskussionen af spørgsmålet om magten udvikler sig polemisk, især i Latinamerika. Bernsteins gamle teser er, i en ny historisk kontekst og med et andet sprogbrug, blevet finpudset og overtaget af bevægelser, som bekæmper den nyliberale globalisering, og frem for alt af internationalt ansete intellektuelle.
Den zapatistiske subkommandant Marcos' opfattelser af forskellen mellem den revolutionære og oprøreren er velkendte. Han betragter sig som tilhørende sidstnævnte kategori for at identificere sig dens verdensforandrende opfattelse. I det perspektiv, han opruller, er bevægelsen næsten alt. Kampen for magten er underordnet. Og det samme er statens betydning som redskab for den herskende klasse.
Ignacio Ramonets, Pablo Gonzalez Casanovas og andre internationalt respekterede forfatteres tilslutning til Marcos humanistiske, men ikke marxistiske teser viser, hvor nemt disse teser slår rod i progressive intellektuelle kredse. Det ville være en fejl at undervurdere vægten af denne reformtendens, som også har andre nuancer.
Når lederne af nogle venstrefløjsbevægelser kritiserer kapitalismens onder og hævder, at spørgsmålet om magten er sekundært, betyder denne holdning i praksis - uden at de er bevidst om det - at de søger at reformere kapitalismen og ikke kæmper for at omstyrte den.
Vi står her ikke over for et akademisk spørgsmål. For dem, som er tro mod Marx' arv, er slutmålet et praktisk spørgsmål og ikke et emne for spekulation.
Kampen inden for institutionerne for at erobre små bidder af den kapitalistiske stat og demokratisere denne må, ligesom dagskampen på alle områder, være en stadig opgave. Det er bydende nødvendigt. Men disse bestræbelser er på ingen måde uforenelige med kampen for slutmålet - den revolutionære omformning af samfundet - og må tværtimod underlægges dette mål.
Rosa Luxemburg omskrev Bernstein og sagde, at 'bevægelsen som mål ikke er noget i sig selv for arbejderklassen; slutmålet er alt'.
Efter 100 år er disse ord stadig gyldige.

Globaliser kampen mod det imperialistiske barbari. Det er titlen på et oplæg, som blev holdt af Miguel Urbano Rodrigues på seminaret 'Den nye international virkelighed under USA's førerskab', som blev organiseret af Brasiliens Kommunistiske Parti i september 2003.
Miguel Urbano Rodrigues er redaktør, medlem af Portugals Kommunistiske Parti og tidligere EU-parlamentariker.
Dagbladet Arbejderen har bragt oversættelsen over 3 artikler:

Globaliser kampen mod det imperialistiske barbari
En stadig mere præcis skillelinje går mellem de bevægelser og partier, som vil ændre historien i et revolutionært perspektiv, og de partier og bevægelser, som har en helt anden holdning.
læs mere

De falske fornyere
Tragedien i Sovjet kan ikke bruges til at retfærdiggøre de grupper, som har påberåbt sig behovet for at forny marxismen, men som i praksis har bidraget til svækkelse af den internationale kommunistiske bevægelse.
læs mere

Et globalt svar er nødvendigt
Netop fordi systemets krise, og frem for alt krisen i dets bastion og motor, er strukturel, åbner der sig gennem folkenes kamp perspektiver for et globalt svar, der ikke er blevet behørigt udnyttet af de revolutionære partier og organisationer.
læs mere