Men selvom I er demokratisk valgt, så er I ikke nødvendigvis gode. Og hvad I har at give andre lande, er ikke nødvendigvis godt.

af Kjeld Stenum
Demokrati er en højt besunget dyd i vores moderne samfund. Man kan godt med stor ret hævde, at det har status af at være et absolut gode. Samfund, som er demokratiske, er vi sikre på er grundlæggende i orden, og samfund, som ikke er demokratiske, er vi næsten sikre på, der er noget fordækt ved.
Demokratiets navn tillader vi os i stigende grad at blande os i suveræne landes indre anliggender. Ikke længere blot i form af udtalelser, resolutioner og sanktioner, nej, efterhånden er det gængs opfattelse, at vi har lov til militær intervention i lande, hvis styre vi ikke anerkender som demokratisk.
Vi har lov til med magt at afsætte dette styre, og hvis landets civilbefolkning vender sig imod således at blive påtvunget vores demokrati, har vi lov til at bekrige denne civilbefolkning også. Det største onde, vi ved om, er demokratiets modsætning, nemlig tyranni, diktatur og terror, og i vores forsvar for demokratiet har vi lov at benytte alle disse ting.
Man kan knapt stille spørgsmålstegn ved demokratiet uden at få en anklage for terrorisme på halsen. Ikke desto mindre er det netop spørgsmålstegn ved demokratiet, denne skærveknuser skal handle om.
Man kan sige, at det er lidt uheldigt, at demokrati her på jorden aldrig findes i en absolut og ideel form, men altid som noget historisk konkret og mangelfuldt. For eksempel er det ikke mere end hundrede år siden, at det selv i vores samfund var almindeligt at regne et lands styre for demokratisk, selvom den halvdel af befolkningen, som tilfældigvis var af hunkøn, ikke deltog.
Også i dag har vores demokratier materielle jordiske grænser, for eksempel skal man have borgerret og også en vis alder for at deltage i det, og væsentlige sider af samfundslivet er unddraget demokratisk kontrol. Men lad den side af sagen hvile her. Det, som er vigtigere at diskutere, er, at demokrati jo ikke nødvendigvis sikrer, at et samfund udvikler sig godt.
Ting er ikke nødvendigvis rigtige, fordi flertallet mener, de er rigtige. Og det skyldes ikke bare manglerne ved det demokrati, vi har. Det skyldes, at demokrati alene er mangelfuldt som middel til at sikre et moralsk højt udviklet samfund. Pia Kjærsgård og Jesper Langballe får ikke ret bare ved at have et flertal bag sig.
Det, som sikrer et godt samfund, er ikke, at alles stemmer tæller lige meget, men at alle lever sig tilstrækkeligt ind i hinandens situation og livsvilkår til at bekymre sig om at tage vare på hinanden. Det gør vi, hvis vi forstår hinandens lykke som forudsætning for vores egen lykke. Og hvis vi kan leve os ind i hinandens situation, så vi ved, hvordan vi gør hinanden lykkelige.
I samfund med stor reel ulighed mellem samfundsmedlemmerne, social og kulturel ulighed, kan nogen godt opfatte det, som om deres lykke er truet af andres lykke, og at de altså kun kan blive lykkelige ved at træde på andre.
Og den meget velbjergede evner ofte slet ikke at leve sig ind i den socialt nødstedtes situation. I sådanne demokratiske samfund med stor reel ulighed kan man komme ud for, at mindretal marginaliseres yderligere, måske ligefrem berøves borgerrettigheder.
I sidste instans kan selv apartheidsamfund eller racistiske styrer som den tyske nazisme for et halvt århundrede siden udvikles ved demokratiets barm.
Demokrati sikrer altså ikke med nødvendighed, at samfund udvikler høj moral. Det modsatte kan også ske. Dette forekommer mig at være ubestrideligt sandt, selv om det er et kritisk spørgsmålstegn ved vores højt besungne demokrati, og jeg føler mig endda hverken som terrorist eller totalitarist.
Det, som sikrer en høj moral i et samfund, er ikke demokratiet som sådant, men at samfundets medlemmer også reelt har tilstrækkelig ens levevilkår til at ønske og evne at leve sig ind i hinandens behov og fornødenheder. Samfund, der har det, vil formentlig også udvikle sig demokratisk. Men at demokratiske samfund omvendt vil udvikle den lighed er der ingen garanti for.
Og vi ved det egentlig godt. Når vi skal definere det, vi forstår ved demokratiske værdier, i hvert fald i vores skandinaviske tradition, nævner vi også ting som beskyttelse af mindretal, for eksempel kulturelle eller nationale mindretal, og beskyttelse mod monopoler og altfor koncentreret økonomisk magt.
Men disse ting har jo strengt taget ikke noget at gøre med princippet om, at alles stemme skal tælle lige meget. Tværtimod, det er positiv særbehandling af minoriteter og negativ særbehandling af borgere med stor økonomisk magt, og positiv og negativ særbehandling er jo det modsatte af, at alles stemme skal tælle lige meget.
Vi nævner dem som dele af demokratiets dyder, men ret beset er de ikke dele af demokratiet, men forsøg på at kompensere for, at vi godt ved, vores begreb om demokrati er foreneligt med store reelle uligheder. Den, der tilhører en marginaliseret minoritet i et demokratisk samfund, kan ikke sætte sig igennem alene i kraft af sin stemmeret.
Og den, der har stor økonomisk magt, har tusind andre måder at sætte sig igennem på udover stemmeafgivningen. Demokrati er særdeles mangelfuldt som definition på det gode samfund.
Tænk venligst på det, Bush, Blair, Fogh, inden I næste gang giver jer til at tortere og myrde løs i en civilbefolkning, der ikke vil forstå de demokratiske velsignelser, I har at bringe. Det kan godt være, I er demokratisk valgt. Ja, nogen vil nok stille spørgsmålstegn selv ved det for nogen af jer. Men selvom I er demokratisk valgt, så er I ikke nødvendigvis gode. Og hvad I har at give andre lande, er ikke nødvendigvis godt.