Terror og tortur bruges i alle krige. Det er ikke mere `humant` end masseslagterierne i Verdun, Dresden, Auschwitz, Hiroshima og My Lai
af Per Mortensen, tidligere Bopa-sabotør
Terror er en politisk ikke en militær måde at udøve magt på. Terror er brutale handlinger, hvor civile mennesker bliver udsat for død og lemlæstelse. Her skal bringes en række eksempler fra nyere tid:
I 1807 bombarderede englænderne civile i København med raketter, for at få kongen til at udlevere den danske flåde.
I 1864 bombarderede preusserne civile i Sønderborg med langtrækkende kanoner, for at få de danske soldater til at rømme Dybbøl.
I 1938 bombede nazistiske flyvemaskiner civile i Guernika, for at få Spaniens lovlige regering til at kapitulere.
I 1939 bombede Sovjetunionen civile i Helsingfors, for at få baser i Finland.
I 1940 bombede tyske Stukas civile i Rotterdam, for at få Holland til at overgive sig.
I 1941 bombede Luftwaffe civile i Coventry, for at straffe Winston Churchill, og som hævn bombede Royal Air Force civile i Hamborg.
I 1944 bombede engelske og amerikanske flyvere civile i Dresden, for at udmatte Nazityskland, og som gengældelse sendte den tyske Værnemagt V2 raketter mod civile i London.
For at få den japanske kejser til at kapitulere kastede USA i 1945 atombomber over civile i Hiroshima og Nagasaki.
Millioner civile dræbt
Hvor mange civile og uskyldige mennesker der blev dræbt i Anden Verdenskrig vides ikke nøjagtigt, men af krigens ofre var de cirka 40 millioner civile. Af soldater blev der dræbt cirka 20 millioner, og af dem var de 13 millioner russiske og de fem millioner tyske.
Siden 1945 har der været mange krige. I Korea, Vietnam og Jugoslavien, har luftangreb på civile igen har været en del af den militære strategi. De civile tab i Vietnam var på cirka to millioner, og i Afrika har opgøret med kolonimagterne ført til millionstore folkemord.
I 2001 fløj selvmordspiloter to rutemaskiner ind i World Trade Center i New York og dræbte cirka 3000 civile. Hvorfor piloterne gjorde det er uklart, men had til vestlig økonomisk imperialisme og fundamentalistisk religiøsitet har sikkert indgået i handlingen.
Tortur er brutale, ofte dødelige, handlinger der bruges, hvis man ønsker at flytte store befolkninger væk fra det land de bor i, og tortur indgår i alle etniske udrensninger. Tortur begåes af politiet i diktaturstater, og af soldater i besejrede og besatte stater.
Tortur er en direkte personlig måde at udøve magt og had på, og den opfattes som mere afskyelig end massemord udført af bombepiloter fra stor højde. Ved tortur er offer og bøddel i fysisk kontakt, hvilket fører til en mental forråelse.
Bødlerne og deres støtter kan få voldsomme angstanfald. De bliver til bange mennesker, og for at overleve må de opfinde en tro på, at de gavner en god sag. Når bødlerne giver elektriske stød på ofrenes erogene zoner, må de tro at de frelser demokratiet og menneskeheden.
Vrøvl om tortur
Tortur bruges ikke af danske kriminalbetjente og i dansk retspleje, og alle teorier om at man kan frelse 1000 mennesker på Hovedbanegården ved at give en mørk mand elektriske stød i underbukserne er noget modbydeligt vrøvl.
Under besættelsen var jeg medlem af Bopa, og vi var vel cirka 50 der blev arresteret af Gestapo. Vi fik alle tortur i varierende grad. Fra rigtig mange tæv, til knuste fingre. Fra at hænge nøgen i et rør og få en pistol op i endetarmen, og til en fingeret henrettelse.
Men kun få (under fem) brød sammen og opgav måske et enkelt navn inden de første 24 timer. Men ingen opgav nogensinde reelle navne senere.
Terror og tortur er teknikker der bruges i alle krige og de er ikke mere “humane” end masseslagterierne i Verdun, Dresden, Auschwitz, Hiroshima og My Lai. Derfor bør alle krige stoppes, alle hære nedlægges, alle våbensystemer ødelægges og alle våbenhandlere straffes.
Men dette kan først ske, når vi ikke mere stemmer på de politikere, der vælger krigen som en løsningsmodel på sociale og økonomiske konflikter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278