Den klodsede politik har Bush, Blair og Fogh præsteret. De valgte at skyde med spredehagl i stedet for at sætte retfærdigheden i højsædet.

af Kjeld Stenum
Hvordan tænker en terrorist? På min boghylde har jeg den hedengangne Rote Arme Fraktions politiske manifest, forfattet til brug i halvfjersernes Vesttyskland. Tankegangen var gennem nålestiksaktioner at provokere borgerskabet til at kaste masken og afsløre sit fascistiske ansigt.
Det mente man ville forene arbejderklassen og derefter lede til revolution. Vi har en del erfaringer for, at det langtfra er en given ting, at det går sådan. Det er sjældent, en arbejdsmand tørster så meget efter hævn over samfundets magthavere, at han føler sig tiltalt af mord og bombesprængninger.
Et vist minimum af retssamfund betyder mere for ham. Og handler borgerskabet klogt, kan det sagtens isolere den håbefulde terrorist fra arbejderklassen alene på baggrund af hans blodige gerninger. At handle klogt er at isolere terroristen ved at respektere grundlæggende retsprincipper og undlade at trappe kamp mod terrorisme op til klassekrig.
Det er det modsatte af at reagere med fascisme. Ja, en arbejdsmands kærlighed til freden er i reglen så stor, at selvom borgerskabet sjældent lever helt op til retfærdighedens principper og som regel blander en lille smule fascisme ind i deres magtudøvelse, så vælger han alligevel at stille sig på det borgerlige retsvæsens side, imod terroristen.

Jeg kommer somme tider til at tænke på det, nu mens afsløringerne vælter ned over Bush, Blair og Fogh, og Irak-krigen mere og mere antager karakter af krig mod civilbefolkningen, som Vietnam-krigen i sin tid gjorde.
Nu har jeg ikke læst noget politisk manifest fra Al Qaedas side, og det har heller ikke været almindeligt, at vi er blevet gjort bekendt med politiske krav, endsige at de i det hele taget offentligt har påtaget sig ansvaret for deres aktioner. Men hvordan har de tænkt?
Jeg tror, de har tænkt omtrent som terroristerne i Rote Arme Fraktion, skift blot ordet 'arbejderklasse' ud med ordet 'muslim' og ordet 'kapitalistklasse' ud med ordet 'amerikansk imperialist'.
De har tænkt, at med tilstrækkeligt krasse nålestiksaktioner ville de kunne tvinge USA til at kaste den demokratiske menneskerettigheds-maske og afsløre sit sande imperialistiske ulvefjæs. Og det ville få alle muslimer til at forene sig i kampen for at smide USA ud af Mellemøsten.

Man kan sige, at de spillede umådelig højt. Deres nålestiksaktioner har været særdeles krasse. Rote Arme Fraktions politiske mord på udvalgte enkeltpersoner var vand i sammenligning, og det var en væsentlig del af denne terrorgruppes strategi, at ofrene for nålestiksaktionerne var medansvarlige for det samfunds forbrydelser, hvis forfatning de ønskede at omstyrte. Det har ikke betydet så meget for Al Qaeda-terroristerne.
Der har nok været en vis symbolsk værdi i målene for de fleste af deres aktioner, men det har ikke generet dem, om tusinder af sagesløse civile røg med i købet. Ja, ved bomber mod tog og diskoteker kan det være svært at se noget symbolsk, det er ren terror mod civile.
Man skulle tro, at enhver statsleder med den mindste smule politiske tæft ville have så let ved at isolere disse terrorister fra enhver rettænkende muslim, som han ville have ved at knipse i fingrene.

Sådan er det som bekendt ikke gået. Al Qaeda-terroristerne har fået den forenede muslimske krig mod amerikansk imperialisme, som de har ønsket sig. Nu skal man ikke undervurdere, hvor stort hadet til USA er i den arabiske verden.
Det USA, der fører kynisk split-og-hersk-politik og holder hånden under de mest reaktionære regimer for at bevare kontrollen med Mellemøstens olie. Og ikke mindst det USA, der holder hånden under apartheid-staten Israel og er ansvarligt for, at et helt folk terrroriseres og henvises til at leve i flygtningelejre.
Og det er utvivlsomt rigtigt, at mange unge muslimer var presset så langt ud i desperat fanatisme, at de ligefrem sympatiserede med aktionerne mod World Trade Center. De så kun det amerikanske symbol, der faldt, og ikke de sagesløse fortvivlede, der sprang ud af dets vinduer.
Men det var kun fanatikerne, der så sådan på tingene. I hele den vestlige verden var fordømmelsen massiv, og det har den også været blandt de allerfleste rettænkende muslimer.
Fra dette udgangspunkt skulle der en umådelig klodset politik til for at nå frem til den nuværende situation, hvor traditionelt fjendtlige grupper som sunni-muslimer og shia-muslimer forenes med hinanden og med Al Qaeda i befrielseskrigen mod den amerikanske besættelse, hvor større og større dele af opinionen i den vestlige verden vender sig imod krigen, og hvor statsledere som Bush, Blair og Fogh mere og mere isoleres og får anklager om løgne og fordrejninger på halsen selv fra deres egne.

Den klodsede politik har Bush, Blair og Fogh præsteret. De valgte at skyde med spredehagl i stedet for at sætte retfærdigheden i højsædet. I stedet for at appellere til muslimers retfærdighedssans og isolere terroristerne fra dem valgte de at bruge bomber og tortur mod hvemsomhelst. Selv for kapitalismen er de uduelige som statsledere. Historien vil dømme dem.