Selv om vismændene indrømmer, at produktivitetsmålinger i den offentlige sektor er forbundet med uhyre stor usikkerhed, bager de videre på deres politisk bestemte konklusioner.

af Karen Sunds
De økonomiske vismænd offentliggjorde i går deres halvårsrapport. Og her begiver de lærde herrer sig ud i et stærkt ideologisk korstog, til forsvar for mere udlicitering og privatisering af den offentlige sektor.
I rapporten opremses den ene neoliberale teori efter den anden om, hvorfor udliciteringer, indførelse af Offentlig-Privat Samarbejde, resultatkontrakter og andre former for markedskræfter vil betyde en mere effektiv og produktiv offentlig sektor.
Børsen jubler på lederplads over vismændenes korstog, og der er næppe heller tvivl om, at det passer fint til Fogh-regeringens politiske dagsorden.
Ifølge vismændene er produktiviteten i den private sektor i perioden 1997-2002 steget med 2,5 procent om året i gennemsnit. I den offentlige sektor har den derimod været stagnerende eller direkte faldende, hedder det. Værst står det til på skoler og gymnasier, ifølge vismændene.

Politisk konklusion
Skatteyderne kunne spare to milliarder kroner om året i udgifter, hvis blot alle kommuner ville udlicitere lige så meget som den tredjedel, der har udliciteret mest, regner vismændene sig også frem til.
Går man længere ind i vismændenes analyse, indrømmer de ganske vist, at måling af produktivitet er en meget vanskelig sag, når det gælder den offentlige service. Prisen på offentlige velfærdsydelser kan ikke fastsættes ligesom prisen på en pakke rugbrød, og det er svært at måle kvaliteten af ydelsen.
Vismændene indrømmer således også, at produktivitetsmålingerne er forbundet med uhyre stor usikkerhed.
Alligevel bager de videre på deres politisk bestemte konklusioner.

Tvivlsomt regnestykke
Der er flere ting, der gør, at vismændenes regnestykke er mere end tvivlsomt.
For det første: Al erfaring viser, at der er et stort bureaukrati forbundet med at gøre et område klar til udlicitering. Den leverede ydelse skal prisfastsættes, kontrakten skal udarbejdes, og forhandles. Det er en udvikling, der betyder, at der bliver stadig mere administrativt arbejde i den offentlige sektor, og dermed også færre ressourcer til at tage hånd om gamle fru Jensen. Dette bureaukrati er reelt penge ud af vinduet.
For det andet: Disse præstationsmålinger tager slet ikke højde for al det arbejde, som tidligere blev udført af de offentlige ansatte, men som nu ikke udføres, fordi det ikke er med i præstationsmålingen.
Lad os tage et eksempel: Førhen ordnede den kommunalt ansatte gartner de ting, han mødte på sin vej: et væltet træ eller et ødelagt hegn, det blev da også lige ordnet, selvom opgaven egentlig lød på at slå græs. Det gør det ikke mere. For det har gartneren ikke tid til mere, hvis han skal nå det fastsatte mål for græsslåningen pr. time.
Eller den offentlige ansatte rengøringskone på sygehuset, der førhen gav patienten en hjælpende hånd. Det gør hun ikke mere, for rengøringsnormen skal jo holdes.
Betyder en sådan omlægning, at vi har fået en mere produktiv offentlig sektor? Måske på papiret. Men ikke i realiteternes verden.
Til regnestykket hører så også samfundets udgifter til alle de offentlige ansatte, som nu bliver nedslidt før tid.

Social kapital
Men der er også et andet tab, som der ikke tales så ofte om: nemlig det, som med et fint ord kaldes social kapital: nemlig den værdi, der tilføres 'produktionen', fordi de ansatte er engagerede og tager ansvar for helheden.
Det er den sociale kapital, der er ved at blive slidt ned nu. Fordi de offentlige ansatte ustandselig mistænkeliggøres og fremstilles, som om de er halvdovne. Fordi ethvert forsøg på at tænke i helheder straffes.
At det faktisk er en reel risiko, kan man overbevise sig om, ved at se på erfaringerne fra New Zealand. Her har man netop slidt den sociale kapital ned. Resultatet af de dramatiske neoliberale reformer var ikke som forventet et hop i produktiviteten i samfundet, men faktisk det stik modsatte.
Men alt det nævner de økonomiske vismænd ikke et ord om. En så tendentiøst analyse, som her leveres, efterlader ikke just stor respekt.