Det der foregik i Abu Ghraib er krigsforbrydelser. Tilsvarende er det, der dagligt begåes af politiet og fængselsmyndighederne i USA intet mindre end forbrydelser mod menneskeheden.

af Emile Schepers, aktivist fra Chicago
Vi har alle set billeder fra Abu Ghraib-fængslet og forberedt os på at det bliver endnu værre. Man forsøger at tørre ansvaret af ved at påstå, det drejer sig om nogle få sadistiske fængselsbetjente. Men forholder det sig nu virkelig sådan?
Kontrollen med de fængslede blev overdraget til en skummel blanding af hærens efterretningstjeneste, 'civile entrepenører' og CIA. CIA er aldrig blevet stillet til ansvar for årtiers lemlæstelse og massemord. CIA stod i Vietnam bag drab på tusindvis af civile, man troede var modstandere af USA (Operation Phoenix). I Latinamerika har CIA uddannet adskillige 'afhøringseksperter' i torturens og ydmygelsens raffinerede kunst.
De civile intrepenører er ofte eventyrere ansat til at udføre det beskidte arbejde, netop fordi det er lettere for disse at undgå at blive stillet til ansvar for de forbrydelser, de har begået. De civile entrepenører i Irak, omfatter mange tidligere medlemmer af Sydafrikas apartheid-regimes døds- og tortur apparat, blandt andet den berygtede 'Koevoet'-enhed, der begik nogle af de værste forbrydelser mod den sydafrikanske befolkning.
Men hvad med de medlemmer af Abu Ghraib-holdet, der kommer fra USA's strafferetslige sysem? Her er der ingen grund til at nære tillid og fortøstning. De modbydelige metoder, man anvender for at blødgøre indsatte før afhøringerne (eller for lettere at kunne kontrollere dem) er vidt udbredte i USA og visse steder hører uhyrlighederne som i Abu Ghraib eller endog værre ting, til de almindelige rutiner.

Også her hvor jeg bor
I Illlinois, hvor jeg bor, går der ikke én måned uden en ny skandale, hvor denne type for overgreb kommer for dagens lys. Det bedst kendte tilfælde er historien om politikommissær Jon Burge, der fra 1980'erne frem til 1990'erne, gjorde tortur af afroamerikanske indsatte til almindelig praksis på Chicagos South Side politistation - først og fremmest for at fremtvinge tilståelser. Elektrochock med ledningerne fastfjort på kønsorganerne, ører og andet samt fingerede kvælnings- og drukningsforsøg blev foretrukket, fordi de efterlod færre mærker på kroppen.
Burge blev afskediget efter at skandalen kom frem, men han blev aldrig dømt. En særlig udnævnt anklager undersøger for tiden Burge-sagen. Den tidligere guvernør i Illinois, George Ryan, løslod i 2002 nogle af Burges ofre fra dødsgangen og indførte et stop for eksekvering af dødsstraf.
Men Burge kunne aldrig have handlet på egen hånd. Hans og hans underordnedes gerninger i det, der er blevet kendt som 'Skrigenes Hus', var alt for kendte. De offentlige anklagere må bestemt have været bevidste om, at de fremlagde sager, hvor tilståelsen var fremkommet under tortur.
En medskyldig er Richard M. Daley, tidligere offentlig anklager i Cook County, der nu er borgmester i Chicago og den nuværende offentlige anklager Richard Devine, der var Daleys underordnede.
Nogle har sammenlignet USA's seksuelle ydmygelser af irakiske fanger med forholdene i Maricopa County, Arizona, hvor sheriff Joe Arpaio tvang mandlige indsatte til at paradere rundt i lyserødt kvindeundertøj.

Ashcroft vidste hvem han ansatte
Dén mand, som justitsminister John Ashcroft valgte til at stå for uddannelse af fangevogtere i Irak, Lane McCotter, blev i 1997 tvunget til at trække sig fra sit job som leder af fængselsvæsenet i delstaten Utah på grund af de skandaløst brutale forhold, der blev skabt under hans opsyn, der blandt andet forårsagede at en psykisk syg indsat døde, efter han havde været lænket og nøgen igennem 16 timer. Det er ganske enkelt ikke tænkeligt, at Ashcroft og andre fra Bush-regeringen ikke skulle kendte til McCotters baggrund. Enhver, der for tiden søger et betydningsfuldt job hos regeringen, bliver grundigt tjekket af sforbundspolitiet FBI. Bush regeringen har været ligeglade eller måske anså de brutaliteten hos McCotter for at være en fordel.
To af de værste forbrydere, der udpeges i rapprterne fra Abu Ghraib, er tidligere straffede. Charles Grainer arbejdede i Greene State Fængslet i Waynesburg, Philadelfia, som er et veritabelt helvede - det er her Mumia Abu Jamal sidder på dødsgangen.

For at kontrollere fangerne
Bogen 'Amerikas nedsmeltning: Politi og fængsler i kriseperioden' (Forlaget Verso, 1999) af Christian Parenti, forudsiger, hvad der kan ske, hvis man lader fængselsbetjente bevogte fanger i et fremmed land. Han påviser at fængselmyndighederne ofte medvirker til at skabe en fængselskultur, der opfordrer til homoseksuelle voldtægter (fange mod fange), heteroseksuelle voldtægter (fortrinsvis mandlige betjente, der voldtager kvindelige indsatte), voldelige racemæssige konflikter og andre former for ekstrem vold. Parenti og mange andre, der har studeret forholdene, konkluderer at denne form for opførsel tolereres og endog tilskyndes af myndighederne, fordi det gør det lettere at kontrollere fangerne.
I ét af de tilfælde Parenti nævner, anvendte fængselspersonale fra Californien bevidst en særlig ubehagelig person med øgenavnet 'Bootie Bandit' til at kontrollere oprørske, unge, mandlige fanger, ved at voldtage dem indtil de adlød. Bootie Bandit behøvede ikke at lede efter ofre. Fængselsbetjentene leverede mændene direkte til hans celle og belønnede ham faktisk for at voldtage dem.
Selv om den slags konstant finder sted i USA's fængsler, er der ikke nær den samme offentlige protest, som tilfældet har været med Abu Ghraib. Hvad der foregik i Abu Ghraib er krigsforbrydelser. Tilsvarende er det, der dagligt begåes af politiet og fængselsmyndighederne i USA intet mindre end forbrydelser mod menneskeheden og må behandles som sådan.

Artiklen har været bragt i ugeavisen Peoples Weekly World, der udgives af USA's Kommunistiskr Parti. Oversat af Arbejderen. Redaktionen har indsat mellemoverskrifter.