Vi ved godt at I har bitterligt fortrudt, at I kaldte det normalizerung. Men spindoktorer kan også dumme sig. Hvad er egentlig problemet med Christiania...
af Knud Josefsen, læge, medlem af Christianshavns Lokalråd, nabo til Christiania
Vindene blæser lidt mildere for Christiania, men loven som blev vedtaget i går er stadig dybt problematisk for fristaden og kan være begyndelsen til enden på over 30 års fuldstændig enestående social integration.
Christianitterne bor i luksuslejligheder for 250 kroner om måneden. De betaler ikke ejendomsskat, personskat, moms; ikke engang for el, gas og vand. De er kriminelle - hele bundtet - har tuberkulose, misligholder de historiske huse og giver pokker i deres aftaler med staten. De er kort sagt møg-irriterende, for: Hvorfor skal vi andre så?
Og dog. Christianitterne betaler faktisk hvad der bliver opkrævet, og hvad staten har aftalt med dem. Også ejendomsskat, selv om de ikke ejer deres huse, og selv om de ikke får alle de ydelser som ejendomsskatten dækker i resten af kongeriget.
Renovation, vedligeholdelse af veje, rottebekæmpelse, skorstensfejning og den slags klarer christianitterne nemlig selv. Og mange har banklån til dækning af vedligeholdelsesarbejder på deres huse. Det er faktisk det juridisk tungeste argument for, at christianitter har opnået rettigheder over deres boliger.
Godt så. Men der er altså kun ti af 40 bevaringsværdige huse tilbage fra da Christiania blev født. Det siger Ulrik Krag selv, og det har han sagt mange gange - og så bliver det mere rigtigt. Med al respekt: Det er tvivlsomt om den såkaldte SAVE undersøgelse, som husene er bedømt efter, kan anvendes under de specielle forhold i Christiania. Det er derimod uomtvisteligt, at en meget stor del af de historiske huse overhovedet eksisterer, fordi Christiania opstod. Ellers var de blevet revet ned, for en stor del af dem var erklæret uegnede til beboelse.
Så er der de 'historiske' voldanlæg. Bliver de mere historiske af, at der gror græs på dem, end at der gror buske? Og hvorfor skal de samme volde i Tivoli, Jarmers Plads, Ørsteds Parken, Botanisk Have, Rosenborg Have, Østre Anlæg, Holmen og Christianshavns Vold ikke føres tilbage?
Det holder ikke rigtig, vel? Vi ved godt at I har bitterligt fortrudt, at I kaldte det normalizerung. Men spindoktorer kan også dumme sig.
En lille gruppe mennesker har i verdens største sociale eksperiment opnået et fuldstændig skelsættende resultat af total social integration. De har skabt et sted hvor kunst, arkitektur, virksomheder - hvoraf der er flere pr indbygger end i resten af Danmark - og menneskeværd blomstrer mere frodigt end i udenstads-Danmark. De er blevet et verdens-brand og en af Danmarks største turistattraktioner. Alt sammen uden at ville det. Og uden hjælp fra omsorgs-Danmark.
Er problemet simpelthen, at de gør det bedre end os? At de på bare 30 år har forvandlet nogle fuldstændig uinteressante tungmetalsforurenede våbenfabriks-bygninger til et levende utopia. Ja, de er faktisk møg-irriterende. Med deres tre gule prikker for i'erne i Christiania. Kendt og anerkendt i hele verden. Altså bortset fra Danmark, naturligvis.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278