Når Einstein var imod delingen af Palæstina, var det, fordi han anede og frygtede den udvikling, der er sket. Ingen jøde med erindring om den Anden Verdenskrigs rædsler kunne unde palæstinenserne den tilværelse, der er blevet dem til del i dag.
af Kjeld Stenum
I november 1949, godt et år efter den FN-sanktionerede deling af Palæstina og staten Israels oprettelse, skrev den berømte videnskabsmand Albert Einstein:
'Det var mindre vor fejl og mindre vore naboers fejl end mandatmyndighedens fejl, at vi ikke opnåede et udelt Palæstina, hvor jøder og arabere kunne leve som lige og i fred med hinanden. Hvis én nation hersker over andre nationer, som det var tilfældet under det britiske mandat over Palæstina, så undlader den sjældent at følge den berømte metode: divide et impera.
I jævne vendinger betyder dette: Skab uenighed mellem de regerede folk, for at de ikke forener sig med henblik på at afkaste sig det åg, der er påtvunget dem. Nu er åget fjernet, men uenighedens sæd har båret frugt og kan endnu skade i nogen tid - skønt vi håber, det ikke bliver i lang tid.'
Synspunktet er bemærkelsesværdigt. Ikke fordi det ikke er hørt fra andre, for det er det. Heller ikke så meget fordi Albert Einstein var en berømt videnskabsmand. Men fordi han selv var jøde og ovenikøbet en verdenskendt og fremtrædende talsmand for jødisk kultur. Det var ikke noget letkøbt synspunkt, men dyrekøbt erfaring.
Han havde selv været nødt til at flygte som offer for den kapitalistiske del-og-hersk-politik, som de tyske nazister havde udøvet i hans hjemland. Og det var bestemt ikke en nem udtalelse uden risiko for omkostninger. Præsidenten for det USA, han var flygtet til, Harry Truman, skrev i sine erindringer om perioden:
'Jeg var af den anskuelse, at den foreslåede deling af Palæstina kunne åbne vej for et fredeligt samarbejde mellem arabere og jøder. Skønt det under de nuværende omstændigheder var vanskeligt at forlige araberne og jøderne, forudså jeg, at jøderne og araberne i sidste instans kunne komme til at arbejde side om side under De forenede Nationers foreslåede plan, der krævede, at de delte områder skulle indgå en økonomisk union.'
Udover dette var Harry Truman kun elleve minutter om at udsende sin anerkendelse af staten Israel, efter at den var blevet proklameret. Og sådan har forholdet mellem USA og Israel været lige siden, uanset hvad USA ellers har sagt om menneskerettigheder, og Israel har gjort for at krænke dem.
Det er ofte sagt, at dette skyldes rige amerikanske jøders pression mod Det Hvide Hus. Jeg tror, at det er en myte, og at den myte er både anti-jødisk og racistisk. Selvfølgelig findes der amerikanske jøder, der støtter Det Hvide Hus´s politik overfor Israel. Men jeg er også sikker på, der er og hele tiden har været mange jøder, der ligesom Einstein kunne se det fatale i staten Israels oprettelse.
Begrundelsen for den amerikanske politik er, at efter at briterne selv blev for svage til at udøve del-og-hersk-politikken, som Einstein talte om, så overtog amerikanerne rollen. Mellemøsten er på grund af olien så vigtigt et område for imperialismen, at den militære tilstedeværelse der må sættes igennem uanset midlerne.
Al Qaeda og den såkaldte krig mod terror er en udmærket grund til militær tilstedeværelse, men den varer ikke evigt og bliver tyndslidt, efterhånden som verdensopinionen gennemskuer den. Den vedvarende konflikt, som følger af en befolknings undertrykkelse af en anden, er en langt sikrere permanent grund. Staten Israel er den sikreste og mest loyale garant for sådan en vedvarende konflikt i området.
Når Einstein var imod delingen af Palæstina, var det, fordi han anede og frygtede den udvikling, der er sket. Ingen jøde med erindring om den Anden Verdenskrigs rædsler kunne unde palæstinenserne den tilværelse, der er blevet dem til del i dag.
Harry Trumans økonomiske union ser vi virkeliggjort som et slavebundet Palæstina, hvor leveforholdene er så umulige, og befolkningens afhængighed af at slave for de israelske undertrykkere så udtalt, at det overgår det hedengangne sydafrikanske apartheid-regimes bantustans. Men dette er et produkt af imperialismen, ikke af jødedommen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278