Dansk Folkeparti lyder som en stemme fra fortiden, der har genoplivet de gamle religionskrige.
af Peter Jørgensen
Når man lufter sin modstand mod EU hænder det af og til, at man bliver stillet over for spørgsmålet - er du så gammel-nationalist ligesom Dansk Folkeparti? Sådan er det nu engang EU-modstandernes skæbne at blive sat i bås med Mogens Camre og Ulla Dahlerup. Det var netop de to der torsdag repræsenterede Dansk Folkeparti i DR1's valgudsendelse.
Der et par tilforladelige udsagn fra Camre og Dahlerup. For eksempel at det er uacceptabelt, at der flyttes magt fra det nationale parlament til EU-parlamentet og at EU-forfatningen skal stemmes ned. Det er dét der gør den ægte danske stemme så farlig. For der er mere end det, meget mere. Det virker næsten som om, at det demokratiske spørgsmål er indpakning for noget slemt.
Spørgsmålet om parlamentarikernes lønninger og forbrug blev rejst. Ulla Dahlerup tilbød at rejse efter regning og dernæst at donere de ubrugte midler til en fond for en forening, der skulle give økonomisk støtte til danskere, der er blevet overfaldet af de indvandrere, der er strømmet ind i landet. Et taktisk medieforslag, der har til formål at uddybe racemæssige og religiøse skel. Det var meget ubehageligt at høre på.
Linien blev forsat på spørgsmålet om Tyrkiet, hvor Camre & Dahlerups begrundelse for at Tyrkiet ikke skal optages i EU er, at det er et muslimsk land. En rigtig og internationalistisk begrundelse kunne jo være, at EU ikke skal opbygges som en supermagt (hvad der virkelig ville blive tilfældet med en stærk bastion i Mellemøsten) . Dernæst selvfølgelig, at det slet ikke ville være godt for tyrkerne, der har kæmpet for demokrati i så mange år at sætte det overstyr med det samme i EU.
Og det blev værre endnu. Ulla Dahlerup værdsatte USA og forsvarsminister Rumsfeld - også efter offentliggørelsen af USA's systematiske tortur i Irak og andre steder. USA forsvarer frihedsrettighederne, mener Ulla Dahlerup og fortsatte: 'Vælg ikke de forkerte fjender. Vores fjende er islamisk fundamentalisme, som har hængt friheden op i en løkke i en loftsbjælke'.
Det er helt klart, at Dansk Folkeparti er ikke et parti for det jævne folk - for arbejderklassen, for solidaritet og for internationalisme. Og slet ikke udtryk for 'den danske stemme'. Dansk Folkeparti lyder som en stemme fra fortiden, der har genoplivet de gamle religionskrige. Den folkelige danske EU-modstand er baseret på noget helt andet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278