´Miljøbevægelsen må påtage sig et globalt ansvar og gøre opmærksom på, at det er os, der repræsenterer ansvarlighed - ikke de, der sælger verden i sultens og tørstens supermarked.

af Vandana Shiva, indisk forfatter og miljøaktivist
'Miljøbevægelsen må påtage sig et globalt ansvar og gøre opmærksom på, at det er os, der repræsenterer ansvarlighed - ikke de, der sælger verden i sultens og tørstens supermarked.
Diskussionen begynder med at mænd, som lægger skove øde og bygger dæmninger, der fordriver millioner af mennesker, prøver at få os til at glemme de milliarder af år, hvor naturen brødfødte os uden brug af gift. Nu fortæller de os, vi ikke længere kan producere fødevarer uden pesticider, at vi ikke kan få et godt liv uden plastik. Når den slags mænd taler om omfordeling, forestiller de sig kun én form for vækst, selvfølgelig den de selv kontrollerer.
Vi tænker vækst om ting, der gror, og at ting der gror, også er levende. Det kapitalistiske, mandsdominerede samfund har haft held til at adskille vækst fra liv, og nu siger de: 'Din velfærd er afhængig af vore beslutninger om hvilken halvdel af jer, der vil få mad!'
Jeg tror på at alle - selv den mindste bi - er født med ret til overlevelse og adgang til jordens resourcer. Fra Gandhi har vi arvet et gammelt ordsprog: 'Hvis du forbruger mere end du behøver, stjæler du!'. Det er hvad økologi-debatten drejer sig om. Når du forbruger mere end du har behov for, 'æder' du dig enten ind på andre skabningers økologiske råderum, stjæler fra marginaliserede samfund eller fra fremtidige generationer. Det er under alle omstændigheder tyveri! Jeg vil ikke tilgodeses af deres form for omfordeling!
Der findes en anden måde at tænke vækst på. Vor evne og vor forpligtelse til samt vort ansvar for at opretholde livet. At adskille vækst fra liv medfører automatisk to ting: Det første er, at vækst reduceres til vækst i kapital. Og endnu værre; den isoleres fra enhver form for kontrol med naturens ressourcer. På pengesprog bliver det udtrykt således: 'Det er så og så meget værd i guld eller i tøj eller i jord', men nu løsrives det fra al reel produktion. Nu ser man 3000 milliarder dollars 'spøgelseskapital', der flytter rundt på kloden, og som blot venter på at invadere Ecuadors skove og Indiens kyster, eller på at overtage Mellemøstens olie.
Det er disse 'sultne' penge, som er temaet for den virkelige omfordeling. Og det oplever vi allerede! Der foregår en omfordeling fra de fattige til de rige og den går fra Syd til Nord.
Bæredygtig udvikling og beskyttelse af naturen er den mest elementære form for retfærdighed, fordi det handler om retfærdighed for dyre- og plantearter såvel som for mennesker. Og det handler også om retfærdighed mellem mennesker. Ved at gå tilbage i menneskehedens historie, indser vi at behovet for rent drikkevand og ordentlige fødevarer er fælles.
'Spøgelseskapitalen' bidrager til ulighed.
Ved at sikre vor overlevelse som økologisk art, bliver vi ligebyrdige med træer og fisk, men også indbyrdes lige. Derfor er bæredygtig udvikling den vigtigste faktor for opnåelse af retfærdighed. Modargumenter har gerne udspring i det teknologi-fikserede verdensbilledes myter, som for eksempel at maskiner skaber vækst.

Industrilandbrug er ikke bæredygtig
Fra landbrugssektoren har jeg lært at industrilandbruget er så effektivt, at det anvender 300 enheder for at producere 100. Med økologi kan vi fremstille nøjagtig det samme med en forsvindende lille investering. Og så forsøger de at bilde os ind at maskiner er udtryk for mere effektiv produktion!
Vi har brug for en økologisk revolution, der tager udgangspunkt i, at jordens seks milliarder mennesker og resten af plante- og dyrearterne bør høres, når det drejer sig om klodens skæbne. Vi skal ikke lade os presse i defensiven. Vi må forsvare livet, for den globaliserede økonomi, der fungerer på den multinationale globaliserings betingelser, er ved at udvikle sig til folkedrab.
Der har netop har været afholdt valg i Indien. Et nordamerikansk reklamebuerau udformede BJP-partiets valgslogans, blandt andet: 'Indien lyser op'. Og som tilfældet er med 'Lomborg-drengene', forestillede reklamebuerauet sig at at man kunne 'spinne' inderne til at gå omkring og sige: 'Indien lyser op'.
Men 5000 håbløst forgældede landmænd har begået selvmord, og de har gjort det af to årsager, der begge er knyttet til den globaliserede økonomi:
1. Frihandel må ikke reguleres, og derfor må eksport og import.heller ikke begrænses.
2. Produktion må ikke reguleres. Derfor må for eksempel en virksomhed, der ønsker at sælge ikke-spiringsdygtig såsæd have totalt frie hænder.
Kombinationen af disse to faktorer har betydet, at indiske landmænd idag er dybt forgældede. Og Indien er ikke det eneste eksempel. Alle europæiske og nordamerikanske småbønder er på vej ned i afgrunden.
Én af grundene til at jeg har arbejdet så hårdt mod WTO, er at Verdenshandels-organisationens regler skaber privat ejendomsret til dét, der tilhører menneskeheden. Privat ejendomsret til såsæd, privat ejendomsret via patenterrettigheder, privat ejendomsret til vand, privat ejendomsret til selve livet! I praksis vil det sige, at livet ikke er en grundlæggende rettighed. Liv er et forbrugsgode, du kan anskaffe dig - hvis du har råd!
Selvfølgelig skabes der værdier! 1000 milliarder dollars i profit alene i korn-og foderstofsektoren ved at forhindre landmænd i at bruge deres egen såsæd. Og 1000 milliarder dollars 'spøgelsespenge' til de, der har overtaget de privatiserede markeder for drikkevand. Det er en imponerende vækst.

Giver 50 men tager 2000 milliarder
Man taler om fordelingen af de 50 milliarder dollars, som verdens rige lande yder i ulandsbistand. Hvorfor taler de ikke om at omfordele disse 2000 milliarder dollars? Eller om økologisk omfordeling, så vand er noget, der kom alle til gode? Lad frøene spire ude på gårdene, og lad være med at anse bevaring af frø for en forbrydelse.
Den canadiske bonde Percy Schmeissers afgrøder blev inficeret af Monsantos (frø- og sprøjtemiddel-gigant, red.) produkter. En domstol afgjorde, at selv om 'smitten' var sket via åben bestøvning, var der alligevel tale om tyveri af Monsantos produkter. Det er interessant, at der ikke var tale om en enstemmig afgørelse, hvilket betyder at et flertal på fem dommere mod fire afgør fem millioner plantearters og samtlige klodens bønders skæbne.
Vi må have en diskussion om, hvad der kan ejes, og hvad der ikke kan. Hvad man frit kan handle med, og hvad der behøver sociale og miljømæssige reguleringer. Hvilke beslutninger, der skal tages af det offentlige og hvilke, man kan overlade til private. Denne definition af det økologiske landskab må i dag være miljøbevægelsens opgave.
Begrænsning i adgang til fælles goder er en årsag til fattigdom. Har du ikke adgang til vand, fordi en flod skal omlægges, så er du fattig! Både fordi du udelukkes fra at din måde at leve på, og fordi du tvinges ind i storbyernes slum. Ingen indere har valgt at flytte til en storby, fordi de elsker neonlys eller holder af at sortere affald. De flyttede fordi deres brønde tørrede ud eller fordi globaliseringen har fundet nye metoder til at fjerne deres livsgrundlag.
Alene i Indien har landmænd mistet 26 milliarder dollars i indtægter på grund af frihandel, der har betydet lavere priser for deres produkter. I Indien bor 25 procent af verdens bønder, så på verdensplan taler vi om 100 milliarder dollar ny fattigdom for verdens fødevareproducenter. Det er temaet for en diskussion om omfordelingen - ikke de 50 milliarder i bistand.

Sultens supermarked
Vi bør aldrig accepetere, at socialt og miljømæssigt engagement kan være for dyrt! At hindre folkelig medvirken er bekosteligt i form af økologiske katastrofer som for eksempel gensplejsede organismer (GMO). Det er ikke tilstrækkeligt at diskutere, hvordan vi fortsætter de seneste 50 års miljøkamp. Det afgørende må være: Hvordan kan vi rette op på 500 års kolonialisme og på 300 års teknologisk verdenssyn, der forhindrer bæredygtig udvikling. Miljøbevægelsen må påtage sig et globalt ansvar og gøre opmærksom på, at det er @os, der repræsenterer ansvarlighed - ikke de, der sælger verden i sultens og tørstens supermarked.
Denne nye tankegang,'Jordens Demokrati', baseres på lokal produktion for derved at mindske de 'fodspor', vi afsætter.
Vi må indse, at der er brug for organisering på mange planer. På lokalt niveau til beskyttelse af lokalsamfundenes rettigheder, på nationalt niveau, hvor vi for alvor kan udfolde vores demokratiske rettigheder og på internationalt niveau, hvor vi skal være modvægt til de multinationales globalisering.
Omfordeling er vort ansvar på denne klode. Alt andet er utilstrækkeligt, alt andet vil resultere i artens undergang.

Vandana Shiva holdt dette indlæg på konferencen 'Global Ansvarlighed' på Christiansborg den 23. maj. Konferencen var en modkonference til Miljøinstitut-chef Bjørn Lomborgs officielle og statsstøttede konference 'Copenhagen Consensus'.
Oversat og beskåret af Arbejderen.