Højere takster i myldretiden er ikke det, der får bilisterne til at lade bilen blive hjemme og stige om til bus og tog. Flere takststigninger ad bagdøren
af Arne Lund, NOAH Trafik www.noah.dk
Det elektroniske rejsekort til busser og tog ventes indført om cirka to år af Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og DSB. Kortet har mange fordele: Behovsstyret trafikplanlægning, passagererne betaler for den korteste vej, det er landsdækkende, chaufføren slipper for at billettere og kan koncentrere sig om kørslen - det giver kortere rejsetid
Når HUR - der har enekompetencen til at fastsætte taksterne - vil indføre rejsekortet, er det ikke kun fordi det giver mulighed for en bedre styring af trafikstrømmene, men også fordi der herved åbnes op for brug af variable takster i myldretidstrafikken på strækninger hvor trafik-systemets kapacitetsgrænse er nået. Dette skulle angiveligt øge provenuet for de kollektive rejser med ti procent. Med andre ord: Højere takster ad bagdøren!
HUR agter altså ikke at bruge bedre driftsstabilitet og planlægning til at udbygge bus- og tog-trafikken. Provenuet skal bruges til at amter/regioner og kommuner kan nedsætte bidraget til den kollektive trafik.
For at føje spot til skade så viser HUR's budgetoverslag 2005-2007, at man forventer at beskære bustrafikken med 55.000 bustimer efter indførelse af rejsekortet.
Samtidig med at HUR giver takstskruen endnu et vrid, advokeres der kraftigt for at vej-systemernes kapacitet udvides - selvom der kun er 1,17 person pr. bil i myldretiden.
Højere takster i myldretiden er ikke det, der får bilisterne til at lade bilen blive hjemme og stige om til bus og tog. Tværtimod kan man være sikker på, at stigende takster vil jage endnu flere passagerer væk. Som om HUR ikke allerede har tabt rigeligt med passagerer!
Stigende myldretidstakster er en hån mod de passagerer, der dagligt rejser mellem for eksempel Roskilde og København, og som ikke har alternative ruter at vælge imellem eller som ikke har flekstid. For dem er der intet 'frit valg' - de må betale for HUR's elendige planlægning.
Debatten om at indføre trængselsafgifter for biler har stået på siden midten af 90'erne. Til trods for de kraftige reduktioner i biltrafikken, der er sket i for eksempel London og Singapore, så viger HUR tilbage for at lade bilisterne betale for de belastninger, de påfører hovedstadsområdet. Men man har tilsyneladende ingen skrupler ved at foreslå myldretidsafgifter indført i bus- og togtrafikken.
Forslaget om takstdifferentiering flytter fokus væk fra, at det er bilerne, der er årsag til trængselsproblemerne - ikke den kollektive trafik. Det er biltrafikken, der tilstopper gaderne og gør det vanskeligt for busserne at overholde køreplanen.
Forslaget fjerner ligeledes opmærksomheden fra, at beslutningstagerne ikke har været i stand til at sørge for en tilfredsstillende kollektiv trafikbetjening, idet de ikke har tilvejebragt den fornødne vej- og banekapacitet til, at den kollektive trafik kan afvikles bedst muligt.
Der er brug for nye tankebaner - ikke vejbaner!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278