Landgangen på Normandiets kyst og sprængningen af Globus fik stor politisk tid og ændrede for lang tid den almindelinge opfattelse af Anden Verdenskrig

af Per Mortensen, tidligere Bopa-mand
Den 6. juni var det 60 år siden, at englænderne og amerikanerne gik i land på Normandiets kyst og at Bopa sprængte Globus.
Begge begivenheder fik en enorm politisk betydning, og ændrede for lang tid den almindelige opfattelse af Anden Verdenskrig. Den militære værdi af 6. juni var derimod ringe og kun en mindre del af folkenes og Sovjetunionens stædige og uhyre blodige kamp mod det nazistiske Tyskland.
Den danske regering var, under hele krigen og besættelsen, imod sabotagen. I 1942 og i det meste af 1943 forsøgte man at bagatellisere og kriminalisere sabotørerne. Både kongen og statsministeren udtalte fordømmelser og politiet forsøgte, ofte ved hjælp af stikkere, at få fat i sabotørerne.
29. august 1943, hvor den danske hær udleverede alle sine våben og alt sit sprængstof til tyskerne, ændrede kun lidt i denne politik. Selvfølgelig måtte regeringen nu virke skjult igennem sine departementschefer, og politiet blev måske lidt mindre aggressivt.
Bladfolkene fik det nok nemmere, men ikke de fiskere der sejlede jøder til Sverige og slet ikke sabotørerne. I Bopa havde vi for eksempel to udleveringer fra dansk til tysk politi så sent som i juli 1944, to måneder før politibetjentene selv blev taget af tyskerne.

Sabotagen tager til
Politikerne og deres avisers bagatellisering af sabotagen tog en brat ende i slutningen af 1943, hvor den ene fabrik efter den anden blev sprængt i tusind stykker. Sangen om de selvantændte hølæs blev helt utroværdig, især da Bopa i december med få timers mellemrum sprængte Danmarks to største våbenfabrikker Riffelsyndikatet og B & W.
Aktionerne blev lavet med 'hold up' af vagter eller ved indsmugling af sprængstof. Men vagterne blev flere. Mange danske SS soldater der kom hjem fra Østfronten fik en tjans ved et maskingevær, så kampen blev sværere.
Skillepunktet kom på Globe den 3. maj 1944, hvor Bopa kiksede et 'hold up' og kom i rigtig ildkamp. Chang blev fanget og henrettet og Kaj fik et grimt skudsår i armen. Noget måtte der altså gøres, hvis nazierne ikke skulle have våben fra de danske fabrikker. En slem værnemager var Globus. Her var ansat nazivagter og bygget bunkers, men 6. juni stormede Bopa fabrikken, nedkæmpede vagterne og sprængte Globus med to hundrede kilo trotyl (vil du vide mere om den aktion så læs KK og KRIGEN).
Politikerne der sad trygt i deres kontorer på Christiansborg blev bange. Hvis krigen sluttede lige nu, så ville danskerne sikkert straffe mange politikere for deres nationale forbrydelser, og at Tyskland var ved at tabe krigen, det var 6. juni 1944 klart for alle.
Den længe ventede invasion var nemlig startet samme morgen. Englændere og amerikanere blev i tusindvis kastet ud med faldskærm over Frankrig og alle troede, at freden ville komme lige med det samme. Det borgerlige og nazivenlige Europa havde med rædsel set, at Sovjetunionen næsten havde nedkæmpet den tyske værnemagt, og borgerne regnede nu med, at de røde modstandsfolk ville lave revolutioner overalt.
Selvfølgelig vidste politikerne godt, at USA ikke kunne lide kommunismen, men det var rigtig slemt at røde danske sabotører kunne nedkæmpe kamptrænede soldater i Glostrup, og så endda blive lykønsket. General Eisenhower telegraferede nemlig efter sprængningen af Globus: Gongratulation to danish saboteurs reference Grundahl Hansen S. H. A. E. F. Telegrammet var bemærkelsesværdigt, fordi det faktisk var første gang at en statsmagt gratulerede en dansk illegal sabotageorganisation for sit arbejde.

Konflikt blandt tyske officerer
Invasionen udløste store konflikter i det tyske officerskorps. Mange generaler mente, at man burde lukke amerikanerne ind, og få USA med i krigen mod Stalin. Alle tyskeres store rædsel var jo at blive besat af russerne, og den tyske generalstab vidste, at kun et militært mirakel kunne stoppe Den Røde Hær.
Mange militære dispositioner i juni 1944 kan derfor kun forstås, hvis man antager, at tyske officerer med vilje lod de allierede få fodfæste i Normandiet. Generalerne planlagde også et oprør og 20. juli forsøgte de at myrde Hitler, men på trods af von Stauffenbergs store personlige mod, så mislykkedes attentatet. Gestapo startede en uhyre udrensning, og al snak om at åbne fronten i vest forsvandt.
Anden Verdenskrigs store drama gik inde i sin sidste bitre og blodige fase. Værnemagten kæmpede med en uhyre kampvilje for, at Tyskland ikke skulle blive besat. Modstanden stoppede englænderne og amerikanerne, der overlod de hårde kampe til russerne.
Nogle cirka tabstal kan belyse dette forhold. Montgomerys styrker mistede ved befrielsen af Holland cirka 50.000 mand, hvorimod Eisenhowers styrkers tab ved befrielsen af Paris næppe var 30.000 mand. Senere kom det til meget store tab i Ardennerne, men hele fremrykningen fra Normandiet i vest til Rhinen kostede næppe over 200.000 soldater. Fremrykningen fra Oder i øst kostede mange flere livet. Alene ved erobringen af Berlin blev over en million russiske soldater dræbt.
Denne store forskel i tabstal skyldes visse militære årsager, men det kan ikke afvises, at især Montgomery tog den med ro for, at Den Røde Hær kunne blive svækket mest muligt. Denne forhalingspolitik, som Winston Churchill støttede, svækkede selvfølgelig Sovjetunionen, især da et samlet Tyskland efter freden ikke blev pålagt nogen krigsskadeserstatning. Stalin pålagde så Østtyskland at betale for alle de tyske forbrydelser, hvilket lagde grunden til Berlinmuren og hvad der deraf fulgte.

Deling af modstandsbevægelsen
I Danmark medførte storpolitiken i Europa, at politikerne fra 1944 forsøgte at dele modstandsbevægelsen i en rød og en borgerlig. Det lykkedes politikerne at få Holger Danske til at opgive sabotagen, og at få modstandsgruppen til at samarbejde med o-grupperne. Disse blev ledet af danske officerer og af Hærens Efterretningstjeneste, og o-grupperne var derfor stærkt antikommunistiske, hvilket fik en stor betydning ved fordeling af de indsmuglede våben fra England og Sverige.
Bopas offensive og effektive kampteknik blev brugt som et skræmmebillede for en mulig kommunistisk magtovertagelse, når freden engang kom. Men dette er rent vrøvl, for dels var delingen af Europa i en rød og i en borgerlig del allerede blevet aftalt mellem de sejrende magter på Jalta konferencen, dels havde DKP indgået aftaler om at komme med i regeringen efter krigen, dels var Bopa ved freden kun på cirka 200 mand, hvilket var en under en procent af de samlede bevæbnede grupper i København, og vigtigst ingen i Bopa ønskede at indføre proletariatets diktatur med militær magt.
I den danske historieskrivning er det stadig vigtigt at dele modstandsbevægelsen i en rød og i en borgerlig. Det er stadig vigtigt at fortælle, at det var USA der befriede Europa, og at det var Montgomery og kongen der befriede Danmark.
Det russiske folks umådelige ofre på mere end 30 millioner mennesker skal derfor helst glemmes, for det forstyrrer den borgerlige opfattelse af hvem der frelste Europa fra nazismen.
Dette sker selvfølgelig med den hensigt, at vi alle skal tro at USA er verdens evige frelser. Dette er en uhyre løgn, og selvom amerikanernes støtte under Anden Verdenskrig var stor og dejlig, så undskylder den ikke USA's forbrydelser i Vietnam og heller ikke den nuværende besættelse af Irak.