Samfundet presser os til at lade os integrere i sådan et mønster. Marsmanden ville ryste nogen gange på sine grønne tentakler, mens han tog sine notater. Og til sidst ville han konkludere, at et samfund, der lagde den slags pres på sine borgere, sådan et samfund det var ondt.

af Kjeld Stenum
Mellem Hillerødmotorvejen og Tingbjerg-kvarteret i det nordvestlige København løber en cykelsti i et smalt grønt område. Ved siden af den cykelsti løber der et par fjernvarmeledninger. Cyklisterne, der ræser meget hurtigt forbi på netop denne strækning, ved det næppe, for normalt ligger rørene en halvanden meter under jordoverfladen.
Men i sjakket ved vi det, for vi turnerer i sommermånederne rundt i byen og graver dem fri hist og her, fordi der skal skiftes muffer på dem. Og dette område er ikke det bedste. Få hundrede meter længere fremme hedder det Utterslev Mose.
Så der er vand i jorden. På sine steder meget vand, og det er det eneste sted i byen, hvor sjakket nogensinde har måttet opgive et hul. Det er flere år siden. Pladderet løb til fra alle sider så stærkt, at ligemeget hvor meget der blev gravet og pumpet, så var det flydt sammen igen dagen efter. Det er flere år siden, før jeg kom med i sjakket, og jeg har kun fået det fortalt. Normalt tager et hul et par dage. Da de havde gravet i halvanden måned, gav de op.
I år slipper vi lettere. Faktisk slipper vi meget let. Der er drænet under rørene på det sted, hvor mufferne skal skiftes denne gang, og allerede inden middag på førstedagen har jeg begge muffer klar. Gravemesteren kører maskinen videre til næste opgave, og jeg har lidt ventetid alene, inden jeg bliver hentet af de andre, så vi kan rigge til med afspærring og deslige det næste sted.
Jeg bliver nede i hullet, der blæser en kras vind ved jordoverfladen, men hernede i hullet er der læ og ret så sommervarmt, når solen kigger ned gennem skyerne. Når jeg sætter mig hen over rørene og bruger skrænten som ryglæn, er her næsten helt dejligt.
Det vil sige, hvis man var døv, var her dejligt. Og hvis man ingen lugtesans havde. For her er en infernalsk larm. Motorvej bag et trådhegn til den ene side, og en børnehave i Tingbjerg bag et trådhegn lige ovenfor en beplantet skrænt til den anden, og her stinker af bilos. Fanden til sted at lægge en børnehave.
Hvordan er det, vi laver verden? Der er højst tyve meter mellem motorvej og legeplads. Hvis ikke ungerne er hæse af at skrige for at overdøve bilerne, så er de hæse, fordi osen giver dem dårlig hals, for hæse det er de i hvert fald. Imellem skyerne er himlen meget blå. Indimellem får jeg et glimt af en flyver højt oppe, indimellem forsvinder den bag en frembrusende sky. Tænk om det var et rumskib fra Mars, og der sad en lille grøn marsmand deroppe og studerede jordboernes adfærd i en stærk kikkert, og han så lige netop sad og studerede det lille udsnit af vores verden, hvor jeg sidder i mit hul! Hvad ville han tænke?
Han ville have to hold facts at forholde sig til, voksne i bilerne på motorvejen, og børn i den indhegnede børnehave ved siden af motorvejen. Nåja, og så mig i min muddergrøft, men det lader vi ude af betragtning. Han ville kunne notere, at alle befandt sig i den mest stressende omgang os og støj, og at voksne og børn var skilt fra hinanden med to gange trådhegn, et hegn omkring børnehaven og et andet omkring motorvejen.
Han ville undre sig over, hvorfor de voksne jordboere havde så djævelsk travlt på vejen derude, men han kunne formentlig slutte sig til, at det havde noget at gøre med at skaffe mad til at opfostre afkommet med, det er jo sådan helt basalt set, hvad vores travle arbejdsliv handler om.
Dernæst ville han nok undre sig over, hvorfor de voksne hadede deres afkom så meget, at de burede dem inde klods op ad sådan en larmende osende vej. Og det er sådan set også temmelig mærkeligt, men det er billigt og praktisk, når man har travlt med at ræse i osende biler.
Nu er rigtig mange af børnene deroppe børn af indvandrede forældre, for der bor mange indvandrere i Tingbjerg. Og der er nok ikke så mange af dem, der ligger og kører ræs derude på motorvejen, så integrerede i danskerlivet er nok de færreste af dem. Men vi skal nok få dem presset til at blive det.
Om morgenen tuder ungerne måske lidt, fordi de er vækket midt i en dejlig drøm for at blive bragt over i buret ved motorvejen, og de ville meget hellere blive hjemme hos far og mor. Forældrene diskuterer måske lidt, om de ikke kunne beholde dem hjemme i dag, og der er tusindogen grunde til, at det kan de ikke.
Har de ikke fået arbejde endnu - og det er det jo desværre ikke usandsynligt, at de ikke har, for et mærkeligt efternavn er sjældent efterspurgt på arbejdspladserne - så skal de til sprogkursus og jobtræning og fanden og hans pumpestok og har på den måde alligevel ikke tid til at passe børn.
Og det er vigtigt for børnenes integration og sprogindlæring, at de kommer i børnehave hver dag, det får forældrene at vide alle steder, og det er jo også sandt. Det kræver virkelig tilvænning at blive integreret i sådan et ræsende, børneindburende samfund. Og forældrene overbeviser lidt modstræbende hinanden om, at det nok er bedst at bringe ungerne hen til buret.
Sådan gør man nu engang i Danmark. Der har man altså ikke tid til at blive hjemme hos sine unger. Ungerne skal bures inde, så forældrene kan komme ud og ræse og tjene penge. Og de, der ikke fra barnsben er blevet opflasket med normal dansk kultur og derfor ikke har helt det samme begreb om det gode liv, de skal også leve sådan, ellers får de Pia Kjærsgård og Mogens Camre på nakken. Samfundet presser os til at lade os integrere i sådan et mønster. Marsmanden ville ryste nogen gange på sine grønne tentakler, mens han tog sine notater. Og til sidst ville han konkludere, at et samfund, der lagde den slags pres på sine borgere, sådan et samfund det var ondt.