Blandt de få relevante emner var oplysningen om, at Venstre i EU-parlamentet har stemte imod begrænsning af parfume i babycreme og kræftstoffer i kosmetik.

Den ubestridte hovedperson i onsdagens udgave af Krydsild var ingen anden end landets statsminister. Denne pæne mand, der gør et imponerende stykke arbejde for at aflaste sig fra flest mulige ansvarsområder og få dem losset til Bruxelles i en vis fart, var flankeret af henholdsvis Dybbøl Mølle, Dannebrog og en fjoget smilende EU-kandidat.
Karin Riis-Jørgensen, der på det seneste er blevet kendt på ikke at være kendt, (er det ikke fantastik alt det, man kan blive kendt på nu om dage?) forholdt sig andægtigt lyttende det meste af programmet, og det skal man tilsyneladende ikke være ked af.
Venstres valgpropaganda var overraskende afdæmpet, tidligere tiders hysteriske EU-jubel taget i betragtning, selv om vi ikke slap for Anders Fogh Rasmussens 'A new Europe is born' med umiskendelig tysk accent på topmødet i København. Selv Venstre har fundet ud af, at folks kritiske fornuft sætter bremserne i over for overdreven EU-galskab. Bortset fra det, skulle tiden bare gå, uden at nogen kom ind på noget tilnærmelsesvist vigtigt, og det lykkedes over al forventning.
De to gæster i Glyptoteket fik minimal modstad fra værten Steffen Kretz, der ellers var lige ved at have fat i noget i begyndelsen: Statsministerens krav om en pause i rækken af nye EU-traktater. Desværre havde Kretz ikke forstået, at det ikke er et udtryk for, at Unionen ikke kan fortsætte sin fremmarch mod superstaten: Den nye forfatning giver netop mulighed for at erobre ny magt fra landene uden at spørge folkene til råds eller lave besværlige traktater, men den var ikke feset ind hos Kretz, så statsministeren slap af sted med en sludder for en sladder som begrundelse for sit forslag.
Det var nu ikke alt, hvad hovedperson sagde, der var forkert. Han pointerede op til flere gange, at national politik og EU-politik hænger uløseligt sammen. Det kan man dårligt være uenig med manden i, al den stund at 7 ud af ti love er dikteret af EU, men den slags overordnede problemstillinger vovede Steffen Kretz sig heller ikke ud i. Det bør man ikke besvære utålmodige seere med, syntes tankegangen at være. I stedet koncentrerede han sig om at fange de to Venstrefolk i små uenigheder internt i Venstres politikerkreds, stille såkaldt skarpe spørgsmål til deres personlige karrierevalg og den slags pjat.
Blandt de mere relevante eksempler var oplysningen om, at Venstre i EU-parlamentet på fornuftig liberalistisk vis har stemte imod begrænsning af parfume i babycreme og kræftstoffer i kosmetik. Fogh og Riis-Jørgensen slap af sted med at svare, at forslaget nu nok havde haft en usikker baggrund og en sjusket uformning, og hvem støtter måske sjusk? Det var varm sommerluft uden mening og indhold.
Arbejderens læsere kan muligvis finde det trættende at læse om Steffen Kretz' middelmådighed og varierende kritiske sans under dækningen af DR's valgprogrammer. Som en helt ny service kan Kretz i stedet selv henvende sig til avisen for tips til nye og mere alvorlige emner, som han kan tage op næste gang, han er så heldig at have statsministeren i studiet med en praktikant. Det kunne for eksempel være EU's overtagelse af social- og arbejdsmarkedspolitikken under den nye forfatning, EU's krav om liberalisering i og uden for Europa, det nye servicedirektiv og EU's veludrustede atombærende hær. Det ville måske endda være ganske rimeligt at forlange, at DR beskæftigede sig med disse spørgsmål. Ellers kan kanalen formentlig risikere en EU-sag efter TV2-model, fordi den ikke opfylder sine public service forpligtelser, og derfor ikke må modtage statsstøtte, ifølge unionen.
Det kunne nok få Steffen Kretz i omdrejninger!