04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Solen, EU og Venus

Solen, EU og Venus

Lørdag, 12. juni, 2004, 00:00:00

Fra den forenede EU-blok er budskabet blot - STEM. Deres skræk er et EU-parlament uden legitimitet. Et parlament hvor under halvdelen har stemt, har ikke skyggen af legitimitet.

Tirsdag formiddag stod solen op som den plejer - tidligt. Men så viste der sig en lille mørk prik i bunden af solskiven. Det så næsten ud, som om nogen havde skudt et hul i solen.
Men det var en Venus-formørkelse. Et sjældent fænomen der sidst fandt sted i 1882. Over middag gled Venus igen ud over kanten. Det er en fantastisk fornemmelse på den måde, at kunne fornemme solens og planeternes bane i forhold til hinanden. Og selvfølgelig vores egen placering i universet.
Hvad skyldes så det storslåede? Kører det hele af sig selv og er det blevet til ved en selvstart? Eller er det Guds værk? Det har været en af ugens store principielle diskussioner, idet sagen om præsten Thorkild Grosbøll er dukket op igen.
Præsten der ikke tror på Gud, og derfor af bisp Rebel er ved at blive presset ud af sit embede. Præster skal tro på Gud, hedder det. Egentlig meget konsekvent. Vi har en statskirke og fundamentet er troen på Gud.
Helt konsekvent er dog hverken stat eller regering. Fogh har selv forsøgt at gribe ind i historiens forløb. For eksempel har han erklæret, at når EU's regeringsledere i næste uge har vedtaget den nye EU-forfatning, så skal det være den sidste EU-forfatning i mange år.
Det skal blive spændende at se, om Fogh vil være i stand til at fastfryse EU's bane. Vi har vores tvivl idet det mærkes, at der er andre kræfter i spil end blot Foghs retorik.

I morgen stemmes der til EU-parlamentet. Når valget diskuteres ender det altid med en debat om for eller imod EU. Hvilken kurs, der skal følges i Parlamentet, er der ikke fokus på.
Fra den forenede EU-blok er budskabet blot - STEM. Deres skræk er et EU-parlament uden legitimitet. Et parlament hvor under halvdelen har stemt, har ikke skyggen af legitimitet. Også hele forfatningsprojektet står i et dårligt lys, fordi det er tydeligt, at de folkelige kræfter ikke følger med.
EU-modstanderne holder meget af Europa og omegn. Uanset EU eller ej er vi på en bane med flere og flere internationale forbindelser og en mere flydende kultur. Det kan ingen ændre på. Reelt fungerer EU som en bremse på udviklingen af en solidarisk internationalisme.
Det er netop EU selv, der opbygger sig som en forkrøblet udgave af nationalstaterne, der blev til for 150 år siden. En EU-stat med en traktat der fastlægger den politiske og økonomiske kurs som en eviggyldig og forudbestemt bane.
Det er ikke holdbart. Det er rart at vide, at Venus bevæger sig uafhængigt af Gud og EU.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jun. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp