De kommunister, der gerne vil bidrage til processen, gør det bedst ved at være aktive - i et af de eksisterende partier, i de lokale samarbejder, i bevægelserne, i aviser og tidsskrifter, ved møder og så videre. Bare at vente forlænges processen. Tag del - deltag

af Birgit Unnerup, Vanløse
Et svar til de fire DKP'ere fra Vestsjælland (Arbejderen den 5. juni).
Ja, det er klart, at der er enighed på afgørende områder mellem de kommunistiske partier i Danmark. Blandt andet om at vi er kommunister, at vi bygger vores virke på marxismen - leninismen, og at vi arbejder for at få socialisme.
Denne enighed er og har altid været mellem kommunisterne i Danmark, og alligevel blev vi splittede.
Som jeg formulerede det i Nørrebroparken sidste sommer ved K-festivalgen: 'Der er en grund til, at der er tre partier. Og grunden er, at det oprindelige parti ikke var rummeligt nok'. Hvis vi vil have en sammenslutning til ét parti, så skal dette parti være rummeligt nok, eller også skal en masse kommunister skifte holdning.
Det sidste er urealistisk på kort sigt. Det er i hvert fald ikke sket hidtil, og der sker heller ikke nu. Det er, som det plejer. Alle mener, at de andre skal indse deres fejltagelser og komme hen til os, der jo har udgrundet sandheden.
En praktisk vej ville være at definere de områder, hvor vi er uenige, som ikke-afgørende. Men det er ikke det, der sker. For eksempel definerer DKP/ML, at DKP skal anskaffe sig et marxistisk-leninistisk partiprogram for at kunne være med i enhedsprocessen. Formentlig i den mening, at et sådant har de selv, og at det program og det programudkast, som DKP har, ikke er marxistisk-leninistisk. I hvert fald ikke på den fede måde.
Jeg mener ikke, at der eksisterer en fælles kommunistisk opfattelse eller definition af, hvad et marxistisk-leninistisk program er. Jeg ved godt, at DKP/ML mener eller har ment, at strategien med det antimonopolistiske demokrati, sådan som de opfatter den, er forkert og reformistisk.
Men da Lenin ikke er iblandt os mere, så kan han desværre ikke afgøre, om det er rigtigt leninistisk. Med mit kendskab til Lenin (som grunder sig i de af hans skrifter, som jeg har læst) så ville han meget have sig frabedt at blive brugt på den måde. Jeg er ikke engang sikker på, at han ville have brudt sig om, at folk kalder sig leninister.
Og han ville bestemt have vendt sig imod, at folk siger leninisme ved enhver lejlighed og bruger det som et selvstændigt argument. Uanset hvor meget vi hver især sværger på, at vi er leninister, så er der ikke meget, der bliver anderledes af den grund, medmindre vi enes om, hvem der har den rette udlægning af leninismen og dermed kan skille fårene fra bukkene. Og jeg er ikke klar til at være enig i, at DKP/ML er de rette leninister i Danmark, og at de derfor skal teste, hvilke personer og partier, der kan være med i enhedsprocessen.

Vilje til diskussion
Jeg oplever ikke vilje til at diskutere meningsforskelle. Eller rettere, jeg oplever, at jeg gerne må fremsætte mine meninger, hvorefter jeg bliver sat på plads af en af de rigtige leninister. Hvis jeg så efterfølgende ikke har indset mine fejltagelser, så bliver jeg opgivet og placeret i gruppen af forhærdede tidselgemytter, som ikke skal regne med at få en plads i enhedsprocessen.
Det er ikke vilje til at diskutere. Det er gammeldags patronisering og magtanvendelse, som enhver lærer og enhver arbejdsgiver kender og bruger. Og det er efter min opfattelse hverken kammeratligt eller fremadrettet. Og derfor er vi ikke så gode kammerater, og derfor går det ikke så stærkt fremad, som vi alle havde håbet. Det havde jeg i hvert fald.

Lokale erfaringer
Der er heldigvis et godt samarbejde en række steder i landet. Der er også nogle steder, hvor det ikke går helt så godt. Der opstår også lokalt problemer undervejs, selv om det generelt ser ud til, at de konkrete samarbejdsopgaver i de fleste tilfælde formår at bygge bro over problemerne. Og jeg tror meget på, at det er det lokale samarbejde, der skal forplante sig opad.
Dem der vil være med, når vi samler kræfterne.
Ja, dem er der forhåbentlig en god del af. På den anden side tror jeg ikke, at vi hverken inden for det enkelte parti eller partierne imellem eller i et nyt fælles parti skal regne med idelig fred og fordragelighed.
Vi må acceptere, at der altid vil være meningsforskelle og politiske 'kampe' - også kommunister imellem. Men vi skal have udviklet en uenighedskultur, så vi kan fremsætte og drøfte vore meningsforskelle uden at blive uvenner og beskylde hinanden for alt muligt. Det er mere den hidtidige 'sammensværgelseskultur', der har skræmt folk væk. Det vil sige det forhold, at enhver meningsforskel bliver behandlet som et 'kardinalspørgsmål', hvor man skal (ende med at) mene det rigtige eller må acceptere at blive behandlet som en forræder, en spion og en agent eller i bedste fald som en tåbe.
Endelig skulle der ikke være noget i vejen for at samle kræfterne uden nødvendigvis at skulle være i det samme parti. Det er ligesom med EU. Vi kan da godt samarbejde i Europa uden at det skal ske gennem en union og et unionsmedlemskab. Og når vi så har formået at samle kræfterne og at samarbejde, så vil enhedsprocessen og sammenslutningen 'komme af sig selv'. Så vil den fremstå som det eneste fornuftige og naturlige.

Vilje til åbenhed
Når vi er nået dertil, så vil problemerne være løst, og vejen til enhed og fælles parti ligge åben. Efter min mening er det lige præcis her, vi står med problemerne i dag - ikke uenighed om væsentlige ideologiske og teoretiske problemstillinger.
Men helt banalt at se os selv og hinanden som kammerater, vi har respekt for, og som vi derfor kan være åbne overfor. Og dette problem ligger ikke mindst hos ledelserne af de omhandlede partier. I mindre grad lokalt. Og derfor er det vigtigt med et lokalt pres på ledelserne.
Er det håbløst?
Nej, det er det da ikke. Behovet er der, og det vil bevirke, at der hele tiden er folk, der vil arbejde på sagen. Personligt har jeg flere gange fremhævet, at det på en måde er ret sensationelt, at vi nu rent faktisk snakker sammen - centralt og lokalt -, og at der er et vist samarbejde, hvor det for bare få år siden var stort set fraværende. Det kan være skuffende, at der så alligevel er alle disse problemer i processen, men det skal ikke overskygge det faktum, at processen er der, og at det er en proces, det vil sige der er ikke stilstand. Det går lidt frem, og så går det lidt tilbage, men trenden er positiv.

Konklusion
Jeg tror, at det er muligt, at vi inden for overskuelig fremtid kan have ét kommunistisk parti i Danmark, og at dette parti vil være rummeligt nok til, at det kan omfatte alle kommunister. Men der er ingen genveje.
Der er diskussioner, der skal tages, og problemer, der skal afklares. Der skal etableres det klima af åbenhed, kammeratskab og gensidig respekt, som er nævnt overfor. At starte med det fælles parti og snakke om problemerne bagefter vil ikke virke så længe, det rette klima eller 'arbejdsmiljø' ikke er etableret.
De kommunister, der gerne vil bidrage til processen, gør det bedst ved at være aktive - i et af de eksisterende partier, i de lokale samarbejder, i bevægelserne, i aviser og tidsskrifter, ved møder og så videre. Bare at vente forlænges processen. Tag del - deltag!