Der kan være mange fordele ved en fornuftigt reguleret konkurrence, men alene at fokusere på priserne er absurd i en så rig verden som vores.

af Bjarne Gårdsvoll
'Vi vil ikke have illoyal konkurrence,' sagde EU-kommisæren.
'Der er ingen konkurrence,' sagde den danske minister.
Begge de to autoriteter udtrykte dermed deres faste tro på konkurrencens fordele. Billigere varer og bedre kvalitet. Ingen af dem lod til at have øje for, at konkurrencens også har mørke sider.
Deres opfattelser har ligeledes stor udbredelse i samfundet, men sjældent bliver de skråsikre udtalelser fulgt op med konkrete anvisninger på, hvad der kan gøres bedre. Konkurrence er det magiske ord, som forklarer det hele. En uimodsigelig myte af næsten religiøs karakter. Kun den dumme eller kværulanten tør gå imod. Men det overfladiske argument er, at den dovne løber hurtigere og kreativiteten stimuleres. Alt sammen for at gøre varerne billigere, så vi kan købe og forbruge mere. Det er jo det, livet drejer sig om, ikke?
Men hvordan reduceres produktionsomkostningerne rent konkret? Autoriteterne kender midlerne, men er ikke meget for at afsløre medaljens bagside.

Krav om lønnedgang
Ude på arbejdspladserne har man imidlertid praktiske erfaringer, og i disse tider vrimler det med eksempler. Jeg har selv et langt liv i produktionen og har set og oplevet, hvordan sparekniven svinges, når udgifterne skæres ned. Og i vor tid presser ideologerne på for at få stadig nye områder ind under konkurrencens skrappe vilkår. Virkningerne kan vi hver dag læse om i pressen:
'Hvis ikke de danske tobaksarbejdere rubber neglene, så har firmaet allerede en fabrik i Polen, der står klar til at overtage den danske produktion af de kendte mærker som Cecil, Look, Prince og Savoy...'
Ja, sådan skrev en avis om medarbejderne på Cigaretkoncernen House af Prince, men der er utallige andre eksempler. Således måtte medarbejderne i SAS acceptere direkte lønnedgang ved sidste overenskomstfornyelse. Alternativet var massefyringer, for ellers kunne selskabet ikke klare sig i konkurrencen med lavprisselskaberne. Det, der måske kan være en fordel i form af billigere flyrejser, er en ulempe for de ansatte i branchen. De mister deres arbejde eller får lønnen kraftigt nedsat.
Hvad så med lavprisflyselskaberne? Hvorfor kan de sælge billigere rejser?
Det er primært som nævnt ovenfor, fordi medarbejderne er dårligt aflønnet og iført særdeles hurtige løbesko. Men det er bare en del af forklaringen. Også eftersyn og vedligehold er genstand for besparelser, og det er kommet frem, at mange fly har fløjet med revner i flyskroget i adskillige år. Også solide firmaer som SAS og Maersk er blevet anklaget for lignende forhold. Men mange af dem, der kritiserer flyselskaberne for brud på sikkerheden - især politikerne - har selv været med til at skærpe konkurrencereglerne, og det tvinger selskaberne til at finde nye besparelser.

En god molbohistorie
Jo, der er stormvejr i luften i disse tider, og for et par år siden kom det frem, at SAS - Skandinaviens stolthed - samt det mindst ligeså hæderkronede selskab, Maersk Air - havde indgået ulovlige aftaler. Formålet var at undgå unødigt spild af ressourcer som følge af konkurrencen mellem de to koncerner. SAS fik en bøde på 297 mio., mens Maersk blev noget mildere behandlet.
De to flyselskaber havde syndet mod EU-kommisionens regler, som tager sigte på at skærpe konkurrencen. Således mener de at varetage forbrugernes og konkurrerende selskabers interesser.
De tomme flysæder er flyselskabernes mareridt, og som gammel SAS-kunde ærgrer det mig, at selskabet gennem skærpet konkurrence påtvinges en dårlig økonomi. Hvordan kan de sælge billetter billigere til mig med en dårlig udnyttelse af kapaciteten end ved en god udnyttelse?
Jo, siger de lærde, et selskab der har monopol, skruer priserne op, fordi kunderne jo ikke har andre muligheder.
Argumentet lyder logisk, og historien bekræfter det. Men på den anden side vil en påtvungen konkurrence udvikle urationelle strukturer og svække erhvervslivets indtjening. Men paradoksalt nok straffes strukturændringer, som indebærer bedre udnyttelse af kapaciteten, men når det samme firma sparer ved at reducere medarbejdernes løn eller udlevere fyresedler, nikker bureaukraterne anerkendende og kalder det nødvendige dispositioner.
Det hele lyder som en god molbohistorie. Molboerne forpurrede deres kammesjuk i at trampe kornet ned, men ødelagde selv langt mere ved deres måde at gribe sagen an på.

Akkordsystemer
Konkurrencen har mange negative sider, og akkordsystemerne er en af dem. Men naturligvis har også monopoler interesse i høj produktivitet for at øge udbyttet. Ikke desto mindre er argumentet på mange arbejdspladser, at uden produktivitetsfremmende lønsystemer kan de ikke klare sig i kampen om markedsandele.
Slagteriarbejderne tilhører en af de grupper, som har prøvet akkordræset på deres krop. Da jeg var ansat på B&W havde jeg en kollega, der var tidligere slagter. Han var flygtet fra branchen netop på grund af det opskruede tempo, som førte til slidskader i arme, skuldre og nakke. Han havde dertil pådraget sig diskusprolaps.
Trods disse beviselige gener er det svært at få systemet afskaffet eller blot lempet. De stærkeste kan altid klare den - i hvert fald i en del år - og der kommer mere i lønningsposen. Mange slagteriarbejdere lagde imidlertid mere vægt på helbredet end pengene, og en undersøgelse over en halvanden måned viste, at over fem hundrede kom til skade, heraf stak eller skar 385 arbejdere sig i hånden eller maven.
Også syersker og ansatte i fiskeindustrien, hvor akkorder er udbredt, lider ofte af det såkaldte EGA-syndron - ensidigt gentaget arbejde. Jeg kender flere syersker, der har arbejdet på akkord, og de lider alle af rygskader efter kun en tiårig periode med hårdt tempo og gentagne bevægelser.

Børnearbejde
Børnearbejde er ligeledes et udbredt fænomen i vor konkurrencefikserede verden. I Bangladesh, Indien og andre asiatiske lande knokler børnene løs som pottemagere, tæppevævere eller tekstilarbejdere. Det er ikke kun store børn, men drenge og piger ned til syv år.
Ikke alt børnearbejde skyldes konkurrencen. I ulandene kan børnene være nødt til at forsørge sig selv, fordi forældrene er døde af AIDS eller andre sygdomme. Det er en kamp for at overleve. Men i mange tilfælde henvises netop til den hårde konkurrence. Hvis voksne skulle erstatte børnene i produktionen, ville varen være for dyr til at kunne sælges på det globaliserede verdensmarked...
Vi er nærmest indoktrineret med ideen om de flittige og kreative producenter, som udkonkurrerer de sløve i branchen. Naturligvis har vi hørt om Østens sultelønninger, men at 'dygtighed' i den grad består af udbytning, fornedrelse og nedslidning af børn, lyder noget fjernt og uvirkeligt, og i Danmark er vi meget prisbevidsteé

Dyrevelfærd
Også dyrene får konkurrencen at føle. Herhjemme har debatten om de lange transporter tværs gennem Europa vakt postyr. Dyrene lider under mangel på føde, vand og pladsmangel. Transportomkostningerne skal holdes nede, og enhver forbedring af dyrevelfærden koster penge og gør flæskestegen dyrere. Derfor har EU-kommissionen begrænset sig til at bevilge dyrene kortere kørselsperioder med obligatoriske hvilepauser, men ikke sat loft over grisen eller koens ophold på vognens lad.
Også selve produktionsleddet er genstand for dyrenes specielle akkordsystem. Debatten var livlig sidst i 70'erne, da aviserne afslørede de første burhøns. Burene bestod af trådnet og var anbragt i lange rækker, ofte i 2-3 etager. To til seks høns måtte kæmpe om et gulvareal på 20x30 cm eller mindre og typisk en højde på 40 cm.
Hønens naturlige adfærdsmønster som støvbadning og motion var udelukket. Resultatet var afpillede høner, fedtlever og knogleskørhed som dokumenteret af etologer og dyreværnsfolk. Alligevel valgte folketinget at gøre æglægningsburene lovlige. Vi kunne jo ikke hindre import af æg sydfra, og en lovliggørelse var eneste mulighed for at gøre danske producenter konkurrencedygtige.
Der kan være mange fordele ved en fornuftigt reguleret konkurrence, men alene at fokusere på priserne er absurd i en så rig verden som vores. Og de negative og mørke sider tales der mindre om. Vi kunne håbe på, at der i hvert fald blev sat en grænse ved de bløde områder, så som sundhedssektoren, børnehaver og ældreområdet. Her er menneskevelfærden direkte berørt både i produktions- og forbrugerleddet. Men i EU-kommissionens nylig udkomne hvidbog slås det fast, at reglerne om fri konkurrence skal gælde for alle offentlige serviceydelser. Der er således intet, der tyder på, at dette området vil blive skånet.

Bjarne Gårdsvoll er forfatter og skriver om søfolk og industriarbejdere. Hans sidste roman hed 'Tankskibet'.