I visse perioder var Reagan faktisk en af de mest upopulære amerikanske præsidenter. Med god grund
af Torben Retbøll
Ronald Reagan var USA's præsident fra 1981 til 1989 (ikke 1980-88, som Dagbladet Arbejderen skriver 12. juni). Næsten alle nekrologer i de borgerlige medier hævder, at han var den mest populære præsident i USA indtil da. Denne påstand blev også fremsat mange gange, mens han var i sit embede, men den passer bare ikke.
Reagan var ikke særlig populær i den amerikanske befolkning. Det var eliten - og dermed medierne - der elskede ham, og derfor blev de ved med at påstå, at han var så populær, selv om den ene opinionsundersøgelse efter den anden kunne dokumentere det modsatte:
* Reagans første periode blev i gennemsnit godkendt af 50 procent af vælgerne. Det er mindre end gennemsnittet for Eisenhower (69), Kennedy (71), Johnson (52) og Nixon (56), og ikke ret meget over Carter (47) og Ford ((47). Der er en statistisk usikkerhed på tre point.
* Reagans toppunkt kom i maj 1981, kort efter tiltrædelsen, da han nåede op på 68 procent. Men fire af de fem valgte præsidenter efter Anden Verdenskrig havde højere toppunkter: Eisenhower (79), Kennedy (83), Johnson (80) og Carter (75), mens Nixons toppunkt (67) ikke var meget lavere.
* Reagans lavpunkt (35) kom i januar 1983. Det er betydeligt lavere end det tilsvarende tal for Eisenhower og Kennedy, og svarer meget godt til det niveau, Johnson sank til, lige før han trak sig ud af politik i 1968. Det er ikke langt fra de 24 procent, Nixon nåede ned på i juli og august 1974, lige før han forlod sit embede i vanære.
* Reagans samlede periode blev godkendt af 52 procent. Det er mindre end det tilsvarende tal for både Kennedy (70), Eisenhower (66) og Johnson (54).
Som tallene viser, var Reagan absolut ikke den mest populære præsident i USA efter Anden Verdenskrig. I visse perioder var han faktisk en af de mest upopulære. Med god grund.
Kilder: Thomas Ferguson og Joel Rogers, Right Turn: The Decline of the Democrats and the Future of American Politics, New York, 1986, side 24-28; Michael Benhoff, Extra!, marts-april 1989; Z Magazine, marts 1989.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278