SAS er gået i gang med en plan for at splitte virksomheden op i selvstændige aktieselskaber. I SAS-sproget kaldes det ´bolagisering´

af Nicolas E. Fischer
Knapt var den store nedskæringsplan i hus, før den næste store plan blev lanceret.
Nu handler det om 'bolagisering' - dette særlige SAS-ord, der betyder, at virksomheden splittes op i selvstændige aktieselskaber. Som alligevel ikke er mere selvstændige end at SAS bestemmer hvad varen skal koste hvordan selskabet skal drives og hvad overskuddet skal bruges til.
Det virker som om, at SAS-ledelsen altid er i gang med en eller anden kampagne over for medarbejderne. I årevis har vi fået at vide, at vi var for dyre og at vi sådan set gravede vores egen - og selskabets - grav ved simpelthen at gå på arbejde og modtage løn for det.

Mat stemning
Det er jo ikke ligefrem noget opløftende budskab konstant at få at vide, at man ikke er pengene værd. Og for at det ikke skal være løgn, er det stort set også det eneste, SAS-ledelsen har udkommunikeret. De måbende kunder kunne kun forstå det på én måde: SAS - medarbejderne er for dyre og laver for lidt, derfor er SAS for dyrt sammenlignet med lavprisselskaberne!
Er der noget at sige til, at stemningen blandt medarbejderne har været mat, at motivationen og engagementet har vaklet, og at det har været svært at oparbejde den helt store kampvilje.
Med hiv og slæb blev der skåret i omkostningerne. Det er ikke let at acceptere en lønnedgang - bare spørg Lindegaard. Men vi gjorde det, og ledelsen meddelte os, at vi nu havde 'præsteret de forventede besparelser'. Nu havde SAS de rette forudsætninger for at kigge fremad.
Det er sjældent nogen dyd at være naiv, men måske var det ønsketænkning, der fik os til at tro, at SAS nu ville koncentrere alle kræfter om at erobre kunderne tilbage. At vi nu skulle lancere nye ruter og bedre produkter, der sammen med en revitaliseret SAS-ånd skulle overbevise flypassagererne om, at SAS har viljen til at komme stærkt tilbage. At Lindegaard ville være stået frem og havde sagt: Kære SAS-medarbejdere, jeg ved, at vi stillede jer over for hårde betingelser, men vi er overbevist om, at det var nødvendigt af hensyn til SAS. I leverede varen, og det skal I have tak for. Nu går vi sammen ud og erobrer verden!
Naivitet? Ønsketænkning? For medarbejderne er det i hvert fald noget helt andet, der er under opsejling.

I kamp med markedskræfterne
SAS-ledelsen synes stadig, at vi er for dyre og for uproduktive, men har erkendt, at man fra centralt hold ikke kan skære mere i budgetterne. Derfor vil ledelsen nu overlade ansvaret til os selv: 'Bolagisering' betyder, at vi bliver sendt ud i 'fri konkurrence' - med Ryanair, ISS, Novia foruden en masse indere, kinesere og så videre - og så kan vi jo se, om vi kan klare os i kamp med markedskræfterne. Helt bogstaveligt ved vi nu ikke, om vi er købt eller solgt.
Hvis man er leder - og udelukkende ser virksomhedsdrift som et spørgsmål om kortsigtet investering og overskud - er 'bolagisering' en rigtig god idé. Hvis de bolagiserede virksomheder klarer sig godt, bidrager de med overskud i regnskabet. Hvis de klarer sig dårligt, kan man sælge dem - der er altid nogen, der er parat til at overtage arbejdet.
Bemærk i øvrigt, at man kan sælge dem, hvad enten de klarer sig godt eller skidt, og i begge tilfælde ryger indtægten ved salget ind i SAS-koncernens regnskab, hvor alle indtægter pynter, store som små.
Set fra ledelsens side medfører denne 'bolagisering' yderligere fordele.
Først og fremmest splitter man medarbejderne op i en hel række selvstændige selskaber.
På den måde får man skovlen under det faglige og kollegiale sammenhold, det endelige opgør med fagforeningerne med andre ord. I forlængelse af det, bliver SAS fri for alt bøvlet med de mange overenskomster, aftaler og kutymer. Ikke vores bord, kan de sige i SAS ' hovedkvarter.
Vi køber bare en vare af et selvstændigt selskab, og kan det ikke levere varen til den pris, vi vil betale, er der heldigvis andre, der kan.

Overlever SAS uden fællesskab?
For os som medarbejdere ser regnestykket nærmest modsat ud. Og det er måske karakteristisk for den måde, SAS bliver styret på, at selskabet kun kan vinde ved at tage noget fra sine ansatte.
Vi mister muligheden for faglig udvikling ved at flytte fra en afdeling til en anden i en stor virksomhed med mange aktiviteter. Og hvis det har været svært for de faglige organisationer i SAS at bevare arbejdspladser eller at flytte bortrationaliserede medarbejdere til andre afdelinger, vil det i fremtiden blive nærmest umuligt.
Endelig mister vi glæden ved at arbejde i et af verdens førende luftfartsselskaber. Og det er måske det værste af det hele.
SAS-ledelsen har det med at få eller tage æren for at redde SAS fra sikker undergang. I virkelighedens verden er det medarbejderne, der tager slæbet. Fordi vi hver gang, det har været nødvendigt - i os selv, og ikke med inspiration fra ledelsen - har fundet styrken til at mobilisere den motivation og det engagement, der skulle til. Al den kraft og energi har vi medarbejdere leveret til SAS, ofte på trods af ledelsen.
Nu, hvor ledelsen synes fast besluttet på at reducere SAS til en samling småselskaber, er spørgsmålet, om SAS overhovedet kan overleve uden en medarbejderstab, der i fællesskab kan skabe en sammenhængende produktion.
Er ejernes, medarbejdernes og passagernes fremtid en virksomhed som er propassiv og forsøger at overleve ved kopier de andre? Det varsler ikke godt !

Nicolas E. Fischer er tillidsmand for Luftfartsfunktionærerne i SAS.