Storbritannien vil kræve sig betalt for at sige ja til EU-forfatningen. Blair har en folkeafstemning at true med.

af Karen Sunds
Efter det ydmygende sammenbrud på EU-topmødet før jul, er der næppe nogen tvivl om, at EU-forfatningen bliver vedtaget på dette topmøde. Det irske formandskab har rejst rundt til EU«s hovedstæder og taget alle i ed.
Det største stridspunkt bliver spørgsmålet om, hvor mange områder, vetoretten skal fjernes på. Og striden står mellem de store lande. På den ene side Storbritannien, der rejser krav om, at vetoretten fastholdes på det udenrigspolitiske område, på skatte- og socialpolitik, samt på det indre-retlige område. På den anden side står Frankrig og Tyskland, der kræver en smurt integrationsmaskine, hvor intet land kan blokere for beslutningerne.
Storbritannien er et stort land, og premierminister Blair kan nu oven i købet true med, at en britisk folkeafstemning vil kuldkaste forfatningen, hvis ikke han har betydelige sejre med hjem. Derfor bliver dette spørgsmål topmødets vigtige magtkamp.
I søndags spillede det irske formandskab ud med et kompromisforslag. Forslaget gør det muligt for et medlemsland at kræve et forslag genforhandlet i Det Europæiske Råd (det halvårlige EU-topmøde), hvis landet mener, at forslaget undergraver dets sociale eller retlige system. Er der fortsat ikke opnået enighed efter et år, kan de mest harmoniseringsivrige lande gå videre med forslaget selv, i et pionerprojekt. Forslaget er et forsøg på at komme Blair i møde, men det er uvist, om det vil blive vedtaget

Passerelle-artiklen
Muligvis bliver det, der løser konflikten om vetoretten, en anden særdeles vidtgående paragraf i forfatningen, nemlig den såkaldte passerelle-artikel.
Det er nemlig den paragraf, der giver et EU-topmøde mulighed for at trække et område fra veto til flertalsafgørelser uden at hvert enkelt land skal tiltræde forfatningen eller traktaten igen (ratifikation). Det kræver blot, at alle landene er enige. Via passerellen kan landene således senere hen få fjernet de bremseklodser, som Blair-regeringen kræver nu, under indtryk af den stærke skepsis på hjemmefronten..
Ligeledes har det irske formandskab i praksis givet briterne lov til at beholde deres særlig lave medlemskontingent til EU, for at lette et britisk ja. Siden 1984 har Storbritannien betalt mindre til EU end alle andre. Den særlige rabatordning er en torn i øjet på mange lande, men ser ud til at blive fastholdt. Ifølge forslaget til EU-forfatning vil det nemlig kræve enstemmighed at ændre beslutninger vedrørende betaling til EU.

Magtfordeling mellem store og små
Derimod er den bombe, som forårsagede sammenbruddet i december, nemlig striden om magtfordelingen mellem store og små lande, ved at være afmonteret.
Ifølge det irske formandskab skulle der således nu være opnået enighed om det såkaldte dobbelte flertals princip. Det vil sige, at de store lande i flertalsafgørelser har stemmer, der svarer til deres befolkningsmæssige tyngde. Tilbage står at få fastlagt, hvor stor en procentdel af landene og befolkningerne, der kræves for at en beslutning er vedtaget. Men det vil ikke være noget, der kan bremse forfatningen.
Det samme gælder striden om EU-Kommissionen, og hvorvidt hvert land skal have sin egen kommissær. Her tyder alt på, at irernes forslag om, at der fra 2014 bliver 18 kommissærposter, som landene skiftes til at sidde på, bliver vedtaget.

Kristne værdier
Der er også enkelte andre knaster tilbage.
Det er blandt andet striden om, hvorvidt unionsforfatningen skal have en direkte henvisning til kristne værdier, der udelukker, at muslimske lande kan være med i EU. Bag dette krav står Polen og flere andre østeuropæiske lande, samt Italien og Portugal. Frankrig og Belgien afviser derimod forslaget, og det bliver næppe vedtaget.
Selvom der således stadigvæk er udeståender, så er billedet klart: EU-forfatningen er vedtaget af EU-lederne om mindre end 48 timer.
Tilbage står den virkelige styrkeprøve: opgøret med befolkningerne.