04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

¥€$-regimet

¥€$-regimet

Lørdag, 19. juni, 2004, 00:00:00

Det er yen, euro og dollar der styrer verden - også herhjemme

Det kan gå flere veje. Den liberalistiske vej, hvor de store bestemmer og kapital er våben - ¥€$-regimets vej. Eller også kan det gå ad en vej, hvor samfundene udvikles for og af dets borgere, for og af flertallet - et socialistisk samfund. I øjeblikket tages der mange skridt for og af eliten som misbruger verden for sine egne formål.

Hele fire ministerier fremlagde onsdag en ny rapport. Hvad er så konklusionen heri? At Danmark er et af de lande i verden, hvor der er færrest fattige. I sig selv er det jo ingen målestok. Hvis det er rigtigt - hvorfor skulle det så være godt nok? Vi har hørt det før - vore lønninger skal tilpasses niveauet i EU og siden hen på verdensmarkedet - hed det i 80'erne for fuld musik. Vi kender ekkoet, når socialministeren siger, at de socialt udsattes problemer ikke kan klares ved at forhøje indkomsten. Det er slet ikke den vej man vil gå.
I stedet lægges der op til en sociologisk metode. De 225.000 som tjener mindre end 75.000 kr. Om året deles op i en mangfoldighed af kategorier: tilbagetrukne, ledige, andre voksne, uddannelsessøgende og så videre. Problemet fortyndes og løsningerne underopdeles og gøres helt uigennemskueligt og samfundets ansvarlige har beskyttet sig bag en vold af komplekse love og cirkulærer. I stigende grad lægges ansvaret på de udsattes eller fattiges egne skuldre.
Og man må sandelig spørge. Er vi ikke nået længere end til at sætte en fattigdomsgrænse på 75.000 kr. For folk der vil leve et jævnt liv i dagens Danmark er hverken 100.000 eller 150.000 om året tilstrækkeligt. Ved at flytte grænsen vil gruppen af fattige svulme op og få politisk tyngde.

Men det er ikke kun i Danmark det er sådan. Uenigheder på de rige G8-landes topmøde i sidste uge tegnede et billede af nogle klare brudflader i verden mellem de rige og de fattige - eller mere præcist mellem dem der besidder produktionsmidler og magt og dem der ikke gør det.
'Når seks afrikanske ledere deltager i det G8-topmøde, der er i gang i Sea Island, Georgia, så vil vi i nogle kredse blive portrætteret som tiggere', skrev Sydafrikas præsident Mbeki i en aviskronik, og tilføjede 'vi vil fortsat være de fattige, der kommer uanmeldt til festen'.
G8 er ét af de politiske fora som bærer ¥€$-regimet oppe. Et andet er EU som er på vej ud af den bumpede vej. Næppe har EU-projektet udsat sig selv for et ydmygende valg til EU-parlamentet før der tages nye skridt for at bygge unionen.
Stemmeprocenten var rekord lav og valget har ikke givet den legitimitet, som EU-partierne havde ønsket. I flere lande har der været gennemført massive kampagner igennem hele foråret for at få folk til at stemme. Det var for eksempel tilfældet i Portugal, hvor der masser af steder sås mega store plakater, der viste noget der lignede en portugisisk lomme hvortil der flød guld fra Bruxelles. Lige meget hjalp det - kun 38 pct. Stemte. Resten ville ikke være med til festen.
Uanset hvad folk mener og hvad de ønsker så fester EU-toppen og regeringscheferne. De har ingen intentioner om at stoppe op for at høre hvad folk mener. De er mere optaget af deres interne slagsmål og positioneringer. Det samlede perspektiv om at udbygge Fort Europa er intakt. Udbygningen af EU er en styrkelse af ¥€$-regimet.

Symbolforklaring:
¥ = yen
€ = euro
$ = dollar

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jun. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp