Penge til foreningsvirksomhed for børn og unge forsvinder i lommerne på rige aktieejere, der driver deres spil fra det land, hvor afgifterne er lavest
af Kaj Holm, DIF, og Søren Møller, DGI
Det internationale spilleselskab Ladbrokes har meddelt, at det vil føre sag mod den danske stat. Påstanden er, at Tipstjenestens eneret til at udbyde spil i Danmark strider mod EU-loven. Får selskabet ret, skabes der stor usikkerhed om idrættens fremtidige indtægter.
Når Ladbrokes stævner staten, er det lovbryderne, der sagsøger ordensmagten. Det er en måde at skaffe sig omtale, når loven forbyder markedsføring af ulovligt spil på Internettet. Loven er ganske klar, og retssagerne i Italien, Tyskland og Holland er faktuelt ikke faldet ud til spilleselskabernes fordel i en eneste sag på trods af, at spilleselskaber hårdnakket påstår det modsatte.
Den danske stat har besluttet, at spil skal være reguleret, og at overskuddet skal gå til idræt, spejdere, kultur og forskning. Når visse aviser og udenlandske spilleselskaber bevidst overtræder loven, er der for så vidt tale om et tyveri. Penge til foreningsvirksomhed for børn og unge forsvinder i lommerne på rige aktieejere, der driver deres spil fra det land, hvor afgifterne er lavest. Det viser historien indtil nu med al ønskelig tydelighed!
Derfor er idrætsorganisationerne i Sverige, Finland, Tyskland, Holland og Danmark gået sammen om at sende en kraftig opfordring til regeringerne i EU landene og medlemmerne af Europaparlamentet om at være opmærksomme på de fatale konsekvenser for idrætsbevægelsen i hele Europa, hvis spillemarkedet bliver liberaliseret.
EU-kommissionen er i modsætning til et meget stort flertal af medlemslande i denne sag. Det er vel kun England og Malta, som ønsker en liberalisering. Derfor er det på tide, at det store flertal markerer sig og slår fast, at de enkelte lande fortsat selv skal kunne bestemme, hvordan spil skal foregå i deres land. Vi opfordrer derfor regeringerne i Sverige, Tyskland, Holland og Finland om i fællesskab at gå foran i denne sag!
Kai Holm er formand for Danmark Idræts-Forbund, og Søren Møller er formand for Danske Gymnastik og Idrætsforeninger
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278