NATO lever i disse år en noget omtumlet tilværelse - topmødet i Istanbul skulle vise at USA og Europa fortsat står sammen.

af Lotte Rørtoft-Madsen
NATO lever i disse år en noget omtumlet tilværelse - topmødet i Istanbul skulle vise at USA og Europa fortsat står sammen.
Det vigtigste var egentlig at fremvise fælles fodslag melllem USA og Europa.
Essensen var symbolikken. At på trods af ridser og skrammer - og dét ikke blot i overfladen men helt ind i de indre lag - så er kernen fortsat intakt.
Så enkelt opsummerer NATO's hollandske generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer militæralliancens netop overståede topmøde i Tyrkiet. Tirsdag i denne uge sagde han i Haag:
- Topmødets symbolske betydning er indlysende: at fremvise ny transatlantisk enhed. Istanbul var stedet, hvor NATO's allierede skulle vise at de var rede til at se fremad og ikke tilbage.
Og de var faktisk rede, mener Jaap de Hoop Scheffer at kunne konkludere.

Mere mobilt militær
NATO lever i disse år en noget omtumlet tilværelse og er i en grad, der næppe er set siden dens stiftelse blevet skueplads for modsætninger mellem de forskellige imperialistiske magter. Konkret mellem USA på den ene side og supermagtens europæiske allierede samlet i EU på den anden.
Hvor meget skårene efter Irak-krigen - hvilken dårlig formulering, for krigen er jo ikke ovre - hvor meget disse skår reelt blev klinket i Istanbul er et stort spørgsmål.
Skræller vi symbolikken væk, er det reelt at sige, at NATO bevægede sig fremad i Istanbul, men vel ikke i det tempo og med den pågåenhed som alliancens kernetropper mener der er brug for.
Vigtigst er de skridt der tages i den omstillingsproces, som NATO befinder sig i. Det handler om gradvise ændringer i materiel, mandskab, meddelelsesveje og magtstrukturer. Mål: at sikre at NATO kan gå i aktion når som helst og hvor som helst.
På Istanbul-topmødet kunne stats- og regeringscheferne konkludere, at en særlig fleksibel udrykningsstyrke (NATO Response Force) senere i år vil kunne begynde at være operationel.
En strømlining af NATO's kommandostrukturer er på vej, ligesom en særlig indsats-bataljon mod kemiske og bakteriologiske våben er fuldtud klar til at rykke ud.
Samtidig arbejder NATO videre med de mål, der blev sat på sidste topmøde for to år siden i Prag: nemlig at stille mere militært isenkram af den rigtige flytbare slags til rådighed for hurtig udrykning.
I dén forbindelse lægger NATO op til at flere lande følger den linje, der også er lagt i forbindelse med det nyligt indgåede danske forsvarsforlig:
'I nogle tilfælde kan landene frigøre ressourcer fra de nationale styrke-strukturer og kapaciteter, som der ikke mere er brug for, og geninvestere dem i flytbare indsats-kapaciteter,' hedder det direkte i slutkommunikeet fra topmødet.
Disse ændringer er 'den vigtigste drivkraft' i NATO's omstillingsproces, fremhæver Jaap de Hoop Scheffer.

Mod Kaukasus og Centralasien
Topmødet sendte også krystalklare signaler om, hvor det stadig mere bevægelige militære apparat skal bruges.
I princippet kan det naturligvis flyttes rundt i hele verden, hvis NATO-landenes interesser er på spil. Men i den nærmeste fremtid er det området i Kaukasus og Centralasien, der trækker.
På den måde er noget symbolsk i, at topmødet var henlagt til Istanbul ved Bosporus-strædet - dér hvor det europæiske og asiatiske kontinent møder hinanden.
'Vi vil lægge særlig vægt på at engagere vores partnere i de strategisk vigtige regioner Kaukasus og Centralasien,' hedder det i slutkommunikeet.
Her uddeles der også roser til Georgien, Aserbajdsjan og Usbekistan, der nu skal i gang med at udarbejde separate samarbejdsaftaler med NATO.
Det er i det samme strategiske lys, at udvidelsen af NATO's tilstedeværelse i Afghanistan skal ses. Topmødet besluttede, at NATO tager kommandonen over fire nye såkaldte genopbygningsenheder og sender ekstra soldater til Afghanistan.
Enhederne blander civilt og militært personal. De nye enheder indebærer, at den NATO-ledte ISAF-styrke bevæger sig uden for Kabul og indtager områder i nord. Hvor mange ekstra soldater der på dén konto skal til det store land, står ikke helt klart.

Irak-splinten
Mere lunken er topmødets beslutninger angående Irak. For her er modsætningerne mellem førende EU-lande som Frankrig og Tyskland og USA bestemt ikke lukket ned.
USA havde ønsket at få NATO-landene til i fællesskab at spille en aktiv rolle i den fortsatte udenlandske besættelse af landet. Men sådan gik det ikke:
- Efter min mening er det ikke NATO's opgave at intervenere i Irak, sagde Frankrigs præsident Chirac i fuld offentligned før mødet.
Og derved blev det. De 16 NATO-lande der har soldater i Irak, har det fortsat på individuel basis - altså under amerikansk og ikke NATO-overhøjhed.
NATO som organisation vil til gengæld træne Iraks sikkerhedststyrker i tiden fremover, blev det besluttet.
Hvad der til gengæld var ubetinget enighed om var at udsende en 'appel om umiddelbart stop for alle terror-angreb i Irak' - underforstået: vi slår ned på enhver modstand mod besættelsesmagten.
Håndteringen af Irak-spørgsmålet demonstrerede således tydeligst, at selvom der blev udvist ny transatlantisk enhed, så bevæger NATO sig fremad med stort besvær.

NATO og EU
Præsident Bush nåede da også direkte at træde i spinaten, da han i en tale blandede sig i interne EU-forhold. Frankrigs præsident Chirac havde ellers advaret ham på forhånd, men alligevel kunne Bush ikke lade være med at plædere for tyrkisk optagelse i EU:
- USA mener, at som en europæisk magt hører Tyrkiet til i Den Europæiske Union, sagde Bush, da han besøgte Galatasaray Universitet.
På den militære front stod EU faktisk på den officielle dagsorden. NATO's generalsekretær ser NATO og den kommende EU-hær som to sider af den samme sag:
- Jeg er glad for det nye hollandske EU-formandskabs udtalelser om, at det er rede til at give Unionens forsvars- og sikkerhedsmæssige rolle og kapaciteter et kraftigt skub fremad, sagde Jaap de Hoop Scheffer kort efter topmødet.
Han taler direkte om at NATO og EU kan supplere hinanden, både geografisk og opgavemæssigt, 'hvor vores interesser er ens'.
I den forbindelse er det værd at nævne, at NATO til gengæld er indskrevet som en partner i det forslag til grundlov for EU, som blev vedtaget midt i juni.
Alt tyder på, at det i de kommende år netop vil være i spændingsfeltet mellem NATO og EU's militære styrkelse, at modsætningerne mellem USA og Europa vil udfolde sig