Der er grund til at tro, at folk i Danmark kan blive tussegamle. ´Lev stærkt og dø gammel´ vil naturligvis være et bedre perspektiv end ´lev liberalt og dø ung´.

Hvad skal vi stille op med dem? Den ene dag er der for mange. Den næste dag er der for få.
Så er de for gamle eller også er de for ungdommelige. Andre kommer de forkerte steder fra. Og så bosætter de sig de forkerte steder i landet. Det moderne samfund har et enormt problem - alle disse mennesker.
Der er for mange børn til institutionerne, og skolerne ligger landet over forsømt i årtier, og der er skåret ned på undervisningstimerne.
Samtidig brokker system-Danmark sig over at unge er dårlige til dansk og regning. Netop de fag som angiveligt skal sikre et langt, arbejdsomt, succesfuldt og lykkeligt liv.
Det eneste der kunne gå galt var, hvis dem der går på universitet, vælger en humanistisk uddannelse. At der ikke er praktikpladser til unge på fagskolerne er åbenbart et mindre - og mindre medieegnet - problem.
Ellers dukker problemerne for alvor op i den anden ende af aldersskalaen. Her er skaden sket.

De store ældre årgange lader sig ikke trylle væk ved hjælp af statistiske kategorier, som det er tilfældet med mange i den såkaldte 'arbejdsduelige alder'. Derfor har vi ældrebyrden, der som begreb og fænomen næsten har fået en uimodsigelig status.
I al fald regeres der i forhold til det faktum, at der bliver flere ældre i Danmark. I 2040 siger Danmarks Statistik, at der vil være 63 procent flere ældre over 65 år end i dag. Og som sagt - skaden er sket. Alle disse problemældre er født.
Vi kender alle en del af dem og burde måske være bedre til at påpege over for dem, hvordan de faktisk er en trussel mod samfundet. Kan de nu også være det bekendt?
Finansministeriet og Dansk Industri har travlt med at råbe vagt i gevær. De skriger på arbejdskraft i fremtiden. Derfor det ene forslag efter det andet om at udfase efterlønnen, hæve pensionsalderen og så videre. De skal fastholdes på arbejdsmarkedet.
Sådan er det når økonomer fører politik, så er der nogle simple haner at dreje på. Der findes jo ingen fast grænse for hvornår folk skal holde op med at arbejde. De bratte afslutninger - enten i fuldt arbejde eller ude - er hverken humane, fornuftige eller for den sags skyld økonomiske.
Der er folk som har behov for at stoppe når de er 58 andre når de er 70. Det kommer helt an på helbred, nedslidning, social situation og så videre.

Men dybest set er der jo for få ældre i dette land fordi levealderen er lav. Danskerne kan i gennemsnit forvente at blive 76,1 år. Det er den laveste forventede levealder i Norden, og hele tre et halvt år kortere end svenskernes på 79,6 år.
I Norge er levealderen for kvinder 81,4 år og for mænd 76 år. Levealderen i lande som Costa Rica, Hong Kong, USA og Storbritannien er højere end i Danmark. Japanerne har den højeste forventede levealder i verden med 80,8 år. 12 procent af danskerne kan ikke forventes at leve indtil de bliver 60.
Hvorfor mon? I stedet for økonomer og teknokrater, som tror at verden består alene af det de kan få øje på med deres stærkt politiserede kategorier, burde debatten om livet i Danmark også være præget af folk der har forstand på sundhed, arbejdsmiljø og livsglæde.
Der er ikke grund til at tro andet end at folk i dette land kan blive tussegamle. 'Lev stærkt og dø gammel' vil naturligvis være et bedre perspektiv end 'lev liberalt og dø ung'.