I sidste ende kan det meget vel komme til at hedde sig, at sjældent har en så omfattende plan, betydet så lidt, for så mange børn

af Annette Louise Brorson, Københavns Forældreorganisation, KFO
Den pædagogiske perspektivplan for Københavns Kommune er et imponerende gennemarbejdet værdikatalog, som resultat af to års samarbejde mellem politikere, forvaltning, pædagogisk personale og forældre. Planen bærer præg af, at man har tænkt sig rigtigt godt om, og fået det bedste ud af de forskellige aktørers indfaldsvinkler.
Forældre og personale er blevet enige om, hvilke værdier, de synes, skal danne grundlag for pædagogikken i kommunens dagtilbud. Værdigrundlager bygger på følgende fire opdragelsesværdier: Selvværd, hensyn til andre, selvstændighed og tolerance.
Forudsætningerne for børns trivsel gennemgås detaljeret, og underbygges yderligere med beskrivelse af en børnetrivselskultur, hvor der lægges vægt på, at børn får tryghed og anerkendelse, omsorg og tæt tilknytning til voksne, mulighed for at lege og etablere venskaber med andre børn, samt at udvikle identitet og skabe mening i deres liv. Derudover skal børns nysgerrighed vækkes, og de skal delagtiggøres i vores fælles kulturarv med videre.
Men kan disse idealer nu også forenes med hverdagslivet i daginstitutionerne, der ofte er præget af økonomiske trængte kår?
Der kan næppe være tvivl om, at planen kræver, at børnene har et godt team af dygtige og opmærksomme pædagogisk personale omkring sig. Det er nødvendigt, at der er ressourcer til at sætte fokus på det enkelte barn, således at aktiviteter der kan styrke såvel vigende selvværd som sproglig udvikling, sættes i gang. Her kommer vi til det springende punkt: Antallet af børn per voksen spiller - efter min mening - en altafgørende rolle for planens opfyldelse.
I Danmark har vi har ikke en lovgivning, der sikrer en forsvarlig minimumsnormering på daginstitutionsområdet. Børnenormering er lagt ud til kommunerne selv at bestemme, og her har man en lang tradition for at anskue daginstitutionsområdet ud fra et besparelsessynspunkt. Det er økonomien, der sætter faste grænser for, hvor mange personaletimer der er råd til - ikke hensynet til børnenes tarv.
Da kvalitet til alle tider har kostet penge, kommer vi ikke udenom at tale økonomi, når spørgsmålet om Den Pædagogiske Perspektivplans realisationsværdi skal tages i betragtning. Personligt finder jeg det ikke muligt at opfylde den ambitiøse plan, medmindre der følger økonomiske midler med, der kan sikre en minimumsnormering i enhver given situation. Hvis ikke det bliver tilfældet, må der stilles spørgsmålstegn ved de fine pædagogiske idealer. I sidste ende kan det meget vel komme til at hedde sig, at sjældent har en så omfattende plan, betydet så lidt, for så mange børn!