Mine bibliotekspenge går videre til de rige og kendte forfattere, som sikkert er blevet millionærer på at skrive det folk vil have. Hvorfor skal Rifbjerg, Reuter og Aamund have mine penge

af Ole Hans Jensen Forfatter
Glad modtog jeg som førstegangsforfatter min afregning for 'bibliotekspenge' i 1994.
Det er de penge, som alle danske forfattere spændt venter på at få udbetalt og måske drømmer om at skulle leve af det næste år.
363 kroner og 33 øre var, hvad der stod på min afregning.
Masken faldt lidt af skuffelse - men det var måske ikke så mærkeligt, da min første bog netop hedder 'Maskerne Falder'.
Det var dog nogle helt andre masker, der faldt under og efter Anden Verdenskrig, hvor det kom frem, at Danmark blev besat efter en aftale, hvilket jeg afslører i min bog.
Det kan være, hvad det være vil - bogen blev alligevel ikke anmeldt - på trods af at den nu næsten er udsolgt, købt af mange interesserede læsere.
Nu skulle jeg høste lønnen i ussel mammon som kompensation for den manglende anerkendelse, som min, efter min mening, ret afslørende bog ikke havde fået.
Men masken faldt helt af, for der stod minsandten i brevet, at man ikke kunne udbetale min afgift på de 363,33 kroner - da man dengang ikke udbetalte beløb under 1301 kroner.
Da skuffelsen havde lagt sig, tænkte jeg: Man samler vel beløbene sammen over et par år og udbetaler dem så samlet, til de der skal have dem.
Men næh, man lader mine 363,33 kroner, som nu ti år efter, gå videre til alle de rige og kendte forfattere som Klaus Rifbjerg, Peter Høegh, Helle Virkner, Susanne Brøgger, Jane Aamund, Bjarne Reuter og Lise Nørgaard for bare at nævne nogle, der dengang og nu var og er oppe i tiden, og som sikkert er blevet millionærer på at skrive det folk vil have - og ikke på kontroversielle bøger.
Det er hylende uretfærdigt - og så er mange af dem sikkert også på finansloven, hvor man heller ikke skeler til beløbet på skattebilletten, hvilket man efter min mening burde.
Man skeler mere til, om det er kendte folk.
Det er jo ikke de forfattere, der tager en chance, når de skriver.
De er sikre på at få succés, fordi de store forlag har den store fod på landets underdanige boghandlere, der må købe både skidt og kanel for at få del i de kendtes 'bestsellere'.
For hvis de ikke gør det, så var Jane Aamunds bøger eller Lise Nørgaards erindringer sikkert ikke til at levere lige til den kunde, der gerne vil have en kendt persons bøger.
Det er blevet spillets regler - men alligevel - hvorfor skal de førnævnte og andre have mine dengang optjente 363 kroner og 33 øre?
Dette skrev jeg i 1994 - og nu ti år efter gentager det samme sig - i år bliver mine 523 kroner og 43 øre stadig fordelt til andre grupper og ikke udbetalt, så der er ikke sket en pind i ti år, hvor jeg vel skulle have haft udbetalt cirka 5000 kroner i alt - nu er det måske bare nogle andre kendte forfattere der nyder godt af min finansiering af deres millionforfatterskab.
Det er dem vel undt - men det passer jo ikke, hvad kulturminister Brian Mikkelsen og andre før ham har sagt - at det er for dyrt at sende bibliotekspenge ud under mindstegrænsen, som nu er op til 1630 kroner - for det er løgn.
Det drejer sig i alt om 12.182 personer, inklusiv 576 enker eller lignende, der i alt bliver snydt for 6.015.456 kroner plus renter, som de rige forfattere får oven i puljen. Det kan da ikke være rigtigt - man skulle nægte, at ens bøger kom på bibliotekerne - som ikke betaler afgift for dette til mig, hvis ikke man har mange bøger på hylderne.
Hvem talte om snyderi - og tyveri...