05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vatikanet og FN

Vatikanet og FN

Torsdag, 29. juli, 2004, 00:00:00

Hvis Vatikanet er en stat, så fortjener Euro Disney en plads i FN´s Sikkerhedsråd

af Torben Retbøll
'I går (den 2. juli - red)vedtog FN's generalforsamling enstemmigt at udvide Vatikanets rettigheder i FN, herunder retten til at tale på den årlige debat, der samler regeringsledere fra hele verden.'
Sådan skriver det franske nyhedsbureau AFP i et telegram, der blandt andet blev trykt i den thailandske avis The Nation den 3. juli.
Vatikanet har haft status som permanent observatør i FN siden 1964, men hvad skal Vatikanet i FN?
Generalforsamlingen er et forum for stater, men Vatikanet er ikke en stat, selv om den påstår det. Den har næsten ikke noget territorium og næsten ingen indbyggere.
I virkeligheden er Vatikanet en privat organisation eller mere præcist en trosretning. Den er ikke demokratisk. Den ledes af et aristokrati af mænd, kardinalerne, og regeres af én mand, paven, der ikke står til ansvar over for nogen, undtagen måske over for Gud.
Vatikanet vil gerne give gode råd om familieforhold såsom ægteskab, skilsmisse, prævention og abort. Men de personer, der giver disse råd, har ikke noget personligt kendskab til disse forhold, fordi katolske præster ikke må gifte sig eller få børn.
I FN har Vatikanet ofte allieret sig med reaktionære og diktatoriske stater, hvor kvinder bliver udsat for åben diskrimination. Der er mange katolikker rundt omkring i verden, men ikke alle ønsker at adlyde parolen fra Rom.
Frances Kissling, der er leder af organisationen Catholics for a Free Choice, spørger:
'Hvorfor skal en enhed, der i praksis er et par hektar land med kontorer og turistattraktioner midt i Rom, hvis befolkning udelukker kvinder og børn, have en plads ved det bord, hvor regeringer træffer politiske beslutninger? Hvis Vatikanet er en stat, så fortjener Euro Disney en plads i FN's Sikkerhedsråd.' (1)
Kort før den 15. internationale konference om aids, der blev afholdt i Bangkok 11.- 16. juli, udsendte den katolske kirke et officielt dokument, hvor man - i ramme alvor - hævder, at kondomer er farlige, fordi de fremmer udbredelsen af den farlige sygdom. (2)
Vatikanets løsning på dette og mange andre problemer er seksuel afholdenhed, selv om kirken burde vide bedre: Denne anbefaling fungerer ikke i praksis. Mange katolske præster er involveret i skandaler, der omfatter seksuelle forhold, senest på præsteseminariet i den østrigske by St. Pölten. (3)
Andre trosretninger har ikke plads i FN. Hvorfor skal den katolske kirke så have en? Vatikanet er en meget magtfuld organisation, som det fremgår af den seneste beslutning i FN's generalforsamling. Men magt er ikke altid det samme som ret.

Noter:
1. Peter Phillips & Project Censored, Censored 2000: The Year's Top 25 Censored Stories, Seven Stories Press: New York, 2000, side 84-86.
2. Kobsak Chutikul, 'Church widens attack on condoms,' Bangkok Post, 13. juli 2004.
3. DR Nyheder, internet, 12. juli 2004; Frankfurter Allgemeine Zeitung, internet, 13. og 19. juli 2004. Samme sted tema om 'Kindesmissbrauch in der Kirche,' 30. august 2002.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jul. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp