Krisecentre er blevet nutidens kvindeherberger og ude af stand til andet end stort set at opbevare og transportere

af Leif Randeris, kontorleder Indvandrerrådgivningen i Århus
Landsforeningen af Kvinde Krisecentre, LOKK har endnu engang udsendt redegørelse, statistik og konklusion om situationen på de krisecentre, der er medlem af LOKK.
Det kan undre, at det danske samfund år efter år bliver udsat for disse selvgjorte redegørelser uden indsigelser fra relevante ministerier og amter, som reelt er krisecentrenes arbejdsgivere. Det bør bemærkes, at krisecentre er underlagt politisk økonomisk styring gennem overenskomster med amterne. Disse tilbagevendende selvgjorte redegørelser er udformet således, at man må regne det som grundlaget for krisecentrenes arbejdsudgangspunkt og økonomiske grundlag.
Krisecentrene har i de sidste par år uden egentlig ekspertise taget fat på forebyggelse og patentløsninger af de nu anerkendte problemer omkring arrangerede og tvangsægteskaber, blandt etniske unge og voksne. Krisecentrene har i en del år været nødt til at modtage de etniske kvinder, som jo er en del af det danske samfund.
LOKK har da også i sine tilbagevendende selvgjorte rapporter nævnt de af dem kendte problemer omkring arrangerede og tvangsægteskaber uden på noget tidspunkt at have fremvist egentlig erfaringsmateriale og reelle resultater.
Den netop udsendte undersøgelse viser, at krisecentre ikke er i stand til at hjælpe de etniske unge og voksne kvinder, gennemstrømningen er katastrofal. Eller med andre ord, krisecentrene er ikke i stand til at hjælpe de etniske kvinder. Derfor forsvinder de hurtigt.
Vi vil påstå, at det ikke just er fordi, at krisecentre eller andre har løst de etniske unge og voksne kvinders problemer, som er mange lige fra vold fra ægtemænd, misbrug, social vold, manglende integration og arbejde med videre. Det vil vi med udgangspunkt i, at krisecentre er blevet nutidens kvindeherberger og ude af stand til andet end stort set at opbevare og transportere.
Vi skal gerne give et positivt bud på hvorledes de tidligere feministiske højborge kan blive up to date, nemlig ved at samarbejde med rådgivninger og andre organisationer, samt fremover ikke betragte sig som selvfungerende og uafhængige, hvad de bestemt ikke er. De økonomiske midler for de etniske kvinders problemløsning ligger i de kommuners socialcentre, ikke hos krisecentrene. Og det kræver stor idesomhed og samarbejde med hver enkelt kommune, socialrådgiver, rådgivninger og andre.
Vort andet bud er, at krisecentrene må ændre indstillingen til ligestilling. Det er almindelig kendt, at etniske kvinder ingen chancer har for ansættelse her, at der endnu er en hørm af kvindefrigørelse og frivilligt social arbejde. Hvad det alt for store antal frivillige medhjælper på landets krisecentre er med til at frembære.
Vil krisecentrene løse gennemstrømningen og problemet med etniske unge og voksne kvinder, må man til at ændre indstillingen til samarbejde med rådgivninger og organisationer og ikke have nok i sig selv. Man må lukke den manglende ekspertise ind, ikke alene ved samarbejde, men ved ligestilling og ansættelse at etniske kvinder.