Vi skal støtte modstand i Irak, også væbnet modstandskamp, men vi kan ikke støtte massemord af tilfældige civile irakere

af ïrn îlafsson, København
Der er mange der har svært ved at tage stilling til hvad der sker i Irak. Nogle siger: 'Støt modstandskampen i Irak', men hvad indebærer det?
På venstrefløjen er folk enige om at protestere mod amerikanske firmaers overtagelse af irakiske rigdomme, enige om at kritisere det netop afslørede milliardtyveri af dem gennem den amerikanske militæradministration. Og de fleste mennesker reagerer med afsky på afsløringen af USA's tortur af fanger, i Irak og andre steder.
På den anden side er vi vel alle enige om at protestere mod kvindeundertrykkelse, islamisternes religiøse fanatisme og bekæmpelse af demokratiske og nationale rettigheder, blandt andet kurdernes.
Vi er også enige om at besættelsesstyrken skal ud af Irak, men så kommer spørgsmålet: Uden videre? Så er det jo åbenbart, hvem der ville tage magten i Irak, det er de mennesker som i dag myrder løs på tilfældige civile irakere, lige meget hvem, bare flest muligt. Med andre ord, tilhængere af diktatur og fundamentalisme.

Tilfældige mord
Er der overhovedet nogen i antikrigsbevægelsen, som vil acceptere det? De som siger 'besættelsestropperne ud af Irak' må forholde sig til dé fremtidsudsigter, hvis de vil tages alvorligt. Så hvad indebærer slagordet helt konkret: 'Støt modstandskampen i Irak'?
Hvad støtter vi så, hvad bekæmper vi? Det er blevet påvist at amerikanske firmaer som ville plyndre Irak, nu er fordrevet til nabolandene af 'modstandskapmen i Irak'.
Er det så ikke rimeligt at kræve, at vi støtter den? Selv om vi véd, at det er bilbomber, med massemord på tilfældige, civile irakere der især præger denne modstandskamp, og at det er disse bomber som har fordrevet de imperialistiske firmaer?
Nej, det er bestemt ikke rimeligt.
Man siger det er nemt at være bagklog.
Men så må det jo være rimeligt at kræve, at folk i det mindste forsøger at være bagkloge.
Lad os kigge på nabolandet Iran i bagklogskabens lys.
Der var der for 25 år siden en folkelig revolution, som fordrev USA's mest trofaste marionet i området, Shah Reza Pahlevi. Hundredetusindvis af mennesker trodsede maskingeværsalver, og knuste således denne verdensdels største militær- og politistyrke. Ingenting i Irak nu kan tåle nogen sammenligning med denne folkelige opstand.
Det var USA-imperialismens største nederlag, i hvert fald siden Vietnamkrigen, hvis ikke hidtil. Burde så ikke revolutionære socialister støtte det?

Læren fra Iran
Vi kommunister har en naturlig tilbøjelighed til altid at støtte sådanne folkelige bevægelser, selvom vi nok synes at den folkelige bevidsthed lader noget tilbage at ønske. 'Det væsentlige er jo at folkemasserne er kommet i bevægelse, kæmper for deres egne rettigheder, så kommer den politiske bevidsthed bagefter, som frugt af et træ'. Det sagde vistnok kommunisterne i Iran, og blev så blandt islamisternes første ofre.
Jeg behøver ikke her at opridse præstestyrets historie i Iran det sidste kvartsekel, med offentlige hængninger og steninger, massiv undertrykkelse af kvinders, bøssers, og faktisk alles rettigheder. De styringsmetoder er så blevet eksporteret til nabolandene. Det har været et kolossalt sejrstogt for reaktionen, vistnok verdens største siden dens sejre i Italien 1922, Tyskland 1933, Spanien 1939, og i Sovjetunionen i trediverne.
Jeg mener at eksemplet klart viser, at vi altid bør kritisere reaktionære bevægelser, uanset hvor folkelige de er, ja faktisk især når de er folkelige. Det er den laveste form for selvmorderisk opportunisme at bare støtte sådanne reaktionære bevægelser.
Nogle siger at man skal være 'på Iraks side', som om alle irakere er et fedt, rige og fattige, herskere og undersåtter. Det er måske politiske tømmermænd fra 'Den Store Fædrelandskrig' i Sovjetunionen i fyrrerne. Jeg mener at vi skal støtte modstand i Irak, også væbnet modstandskamp, hvis den retter sig mod besættelsestropperne. Men vi kan ikke støtte massemordere af tilfældige civile irakere, vi bør tage klar afstand fra sådanne 'modstandsfolk.'