Vækst i volumen er ikke et mål, og denne blindhed overfor potentialet i mange af de små enmandsvirksomheder er dybt nedslående

af Abelone Glahn, iværksætter og fri agent
For kort tid siden udløb fristen for indstilling af kandidater til Årets Iværksætterpris, et nyt og rosværdigt initiativ fra Erhvervs - og Selskabsstyrelsen. Som iværksætter ønskede jeg selvfølgelig at indstille min virksomhed til prisen, men det var temmelig vanskeligt at udfylde indstillingen til prisen, fordi en række af felterne simpelthen var alt for langt fra min virkelighed.
Mit produkt kan hverken pakkes eller stables. Jeg rådgiver om dannelse af on-line-netværk mellem mennesker, der skal udveksle erfaringer via computeren. Jeg har skiftende arbejdsgivere, jeg har ikke ansatte, og mit arbejde er opgavebestemt og tidsbegrænset. Jeg er utrolig tilfreds med at arbejde som såkaldt fri agent. Men jeg har ikke ambition om at få 20 ansatte på et år, og dét er åbenbart en fejl i dagens Erhvervsdanmark.
Vækstmål i form af volumen og størrelse gennemsyrede hele prisindstillingens udformning. Hvor mange ansatte regner du med at have i 2005, 2006, 2007 og så videre. Spørgsmål, der var absurde for mig, og umulige at udfylde, da jeg netop ikke vil måles på vækst i ansatte, men selvfølgelig gerne i omsætning.

En anden slags vækst
Vi er nogle stykker, faktisk ikke så helt få, der ikke ønsker vækst i traditionel forstand, men som ønsker at vokse i kraft af netværk, adhoc-samarbejder og ved at skalere medarbejderstaben i forhold til opgaven. Jeg synes, det er sjovere at sætte mål om indflydelse og effekt af mit virke, og jeg er ved at kaste op over Gazellesyndromet, der præger al vores erhvervspolitik.
Vel er det sandt, at virksomheder som min ikke sætter en masse andre mennesker i arbejde, men indirekte gør de. Den frie agent med specialviden er ofte forudsætningen for vækst i de såkaldt innovative virksomheder, fordi vi kan levere meget specialiseret og efterspurgt viden til kunder, der ønsker at udvikle dele af virksomheden uden at hænge på en fastansat med specialviden.
Men potentialet betragtes som stort set lig nul, for vi er jo kun én person! Alene, fordi der ikke er ti på lønningslisten, lukkes øjnene for potentialet i denne stadigt voksende gruppe af kompetente, nicheorienterede og ofte utraditionelt tænkende vidensarbejdere.
En del af disse selvstændige vokser i øvrigt også i traditionel forstand - deres kompetencer bliver så efterspurgte, at de vælger at ansætte nogle for at kunne følge med efterspørgslen eller vokser ved at indgå partnerskaber med ligesindede konkolleger (konkurrenter, som man også er kolleger med) for at byde ind på større opgaver.

Ensidig fokusering
Imidlertid er ministerier, banker, business angels og investorer så ensidige i deres fokusering på innovative, højteknologiske gazeller og venturekapitalkrævende højdespringere, at det nærmer sig kikkertsyn. Hvad der sprudler op lige uden for fokus ses ikke. Hvis jeg skal sige det mindre pænt, så tangerer det ignorance over for en gruppe, der er fortrop for en ny måde at arbejde på, og en anden måde at skabe vækst på.
Danmark kan ikke overleve på særlig meget andet end viden, da vi har så store produktionsomkostninger. Det undrer mig, at man ikke kan se styrken i, at vi både internationalt og herhjemme kan være forrest med at levere viden, og at man ikke kan se, at selvstændige, der lykkes i deres enmandsvirksomheder, i sig selv udgør et vækstområde og samtidig også ofte er en direkte forudsætning for vækst i nye venturekapitalkrævende og millionomsættende virksomheder. Man behøver ikke være Ole Opfinder for at være ivækstsætter.