Uddrag af en analyse af Jairo N. Espinoza. Han er medlem af Colombias Kommunistiske Parti men lever i eksil i Europa

af Jairo N. Espinoza
Som konsekvens af den venezuelanske befolknings kamp mod den økonomiske og sociale krise og den nyliberale globalisering, vandt den tidligere oberst Hugo Chávez, som leder af en koalition af demokratiske og sociale kræfter MBV, i 1998 præsidentposten med tæt på 60 procent af stemmerne.
Med magtovertagelsen indledtes en række omfattende sociale initiativer, som for eksempel en jordreform, fiskeri- uddannelses- og pensionsreformer, byplansudvikling i storbyernes fattigkvarterer samt lønforhøjelser, inflationsdæmpende økonomisk politik, iværksættelse af offentlige anlægsarbejder, særlige projekter for kvinder, børn og den oprindelige befolkning.
Senere har Chávez ved en folkeafstemning i marts 2000 fået befolkningens opbakning til en forfatningsreform, der blandt andet giver befolkningen mulighed for at afsætte en folkevalgt politiker efter halvdelen af vedkommendes valgperiode - og dette gælder også landets præsident! Af andre tiltag kan nævnes forbudet mod at etablere udenlandske militærbaser på venezuelansk territorium, men måske er det mest afgørende 'renationaliseringen' af den venezuelanske olieindustri, der før kun på skrømt kunne defineres som tilhørende den venezuelanske stat.
Internationalt har Chávez provokeret med leverance af olie til Cuba, og sin modstand mod frihandelaftalen for de amerikanske kontinenter, ALCA. Som et modsvar på sidstnævnte har Chávez slået til lyd for oprettelse af en alternativ frihandelsplan for hele regionen, den såkaldte ALBA, Alternativa Bolivariana para las Américas, hvori der blandt andet foreslås oprettet et fælles latinamerikansk olieselskab, Petroamericas.