En generel opblomstring i interessen for filosofi, er tydelig at spore i samfundet

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg.
I marts 1922 bragte tidsskriftet Under marxismens banner en artikel af Lenin, der er skrevet da den unge sovjetstat var i færd med at konsolidere sig. Selvom artiklen er skrevet under andre betingelser, rummer den inspiration til de opgaver vi står over for i dag; at bruge marxismen i de debatter, som handler om erkendelsesteoretiske spørgsmål.
Når man undersøger filosofiske tidsskrifter eller nyere udgivelser, er det sjældent at støde på marxistiske bidrag. Det er som om en hel epoke i filosofiens historie er faldet ud. Marx og Engels virke var blot en fejltagelse, der hurtigst muligt må forbigås i tavshed og ikke kræver videnskabelig kritik, eller var det?

Lenins værker
Jeg faldt over en artikel i Jyllands-Posten, det jyske svar på Financial Times, hvori en velmenende person var stødt på Lenins værker i en affaldscontainer, og konkluderede at der hørte de egentlig hjemme! (1)
Han havde ikke selv læst noget af Lenin, men det var heller ikke nødvendigt for at kunne forholde sig til mandens virke, der blev betegnet som en stor fejltagelse.
At folk med en almindelig eller videregående uddannelse, kan forholde sig til de mest vitale spørgsmål på denne måde, borger ikke just for intelligens eller kvaliteten af den uddannelse de har fået, tværtimod, og forsøget på at tie marxismen ihjel, er heller ikke ensbetydende med dens manglende betydning.
Det er snarere udtryk for en klasseinteresse.
I udvalgte Værker af Lenin bind 15, omtaler Lenin i artiklen 'Om den kæmpende marxismes betydning', nødvendigheden af at slutte forbund med personer eller kredse, som hælder til materialismens filosofi, eller som gennem deres naturvidenskabelige arbejde kommer i berøring med materialismens grundproblemer.
Lenin siger herom i artiklen: 'Man skal huske, at netop den drastiske omvæltning, som moderne naturvidenskab nu oplever, gang på gang afstedkommer reaktionære filosofiske skoler og pseudoskoler, strømninger og pseudostrømninger. At holde øje med de spørgsmål som udspringer af den seneste revolution inden for naturvidenskaberne, og drage naturforskere med ind i dette arbejde i et filosofisk tidsskrift, er derfor en opgave, som den kæmpende marxisme skal og må løse.'

Hegel og Kant
Det er selvfølgelig en vanskelig opgave, men behøver jo ikke at være begrænset af nationale grænser. En genoplivning af den materialistiske tradition, vil give mulighed for at bringe marxismen videre, idet det kun er gennem dialektikken, at filosofien kan blomstre op igen. Det forstod allerede de græske filosofiske skoler.
I slutningen af samme artikel, omtaler Lenin arbejdet med Hegels filosofi, som en betingelse for at forstå marxismen. Man kunne udvide kravet til, at omfatte alle betydende i filosofiens historie, og det er en hel anden oplevelse af marxismens filosofi, når man sammenholder med Hegel eller Kant.
I virkeligheden er det gennem læsning af de to, at man forstår, hvor stort et gennembrud for tænkningen marxismen i virkeligheden var. Det var et ægte kvalitativt spring i filosofiens historie!
En generel opblomstring i interessen for filosofi, er tydelig at spore i samfundet, den går helt ned til folkeskolens mindste klasser, hvor filosofi nu kommer til at indgå i undervisningen.
Bør vi ikke udnytte denne mulighed, altså væksten i interessen, og give vores bidrag til debatten?
Og som Lenin foreslog; knytte forbund med mennesker, der hælder til materialismen?
Note:
1. Den intellektuelle nostalgi af Per Smidl, Jyllands-Postens kulturkronik den 4. juni 2004.