Overenskomstforhandlingerne for over 600.000 offentlige ansatte er gået i gang, og der er lagt op til konfrontationer

af Ulla Nygaard, 56 år. Næstformand i BUPL Århus Kommune og medlem af BUPL`s hovedbestyrelse. Deltager i landskoordineringen af Fagligt Ansvar. Medlem af DKP/ML.

Utilfredshed med lønnen og det nye lønsystem er gennemgående for en meget stor del af det offentlige område. Det var de to spørgsmål, der var afgørende for den høje nej-procent ved urafstemningen i 2002, hvor 49,5 procent stemte nej og 50,5 procent sagde ja. Og det er de samme spørgsmål, der igen vil have højeste prioritet.
Det offentlige område er kendetegnet af lave lønninger indenfor de store serviceområder. Arbejdspresset er blevet benhårdt med nedskæringer over hele linien. Der rationaliseres og stilles krav om konstante omlægninger og forringelser. Det har givet anledning til mange protester og kampe indenfor de senere år. Slut med fordoms loyalitet og ydmyghed overfor et system, der undergraver den offentlige sektor og vores fælles velfærd, og som byder de ansatte stadig ringere vilkår til en ringe aflønning.

Realløn og Ny Løn
Kravet må være en reallønsforbedring til alle ved det centrale bord og en 100 procent reguleringsordning, der sikrer, at lønudviklingen for de offentlige ansatte ikke halter bag den gennemsnitlige lønudvikling på det private arbejdsmarked.
Et andet hovedkrav er ændringer af det nye lønsystem. Der er indenfor mange grupper af offentlige ansatte stor kritik af Ny Løn. En kritik, som går på, at Ny Løn undergraver aftaleretten og opleves som et ensidigt arbejdsgiverredskab, og at Ny Løn splitter, er usolidarisk og uigennemskuelig.
Det er ikke lykkedes at finde fælles fodslag om et alternativt lønsystem blandt alle de offentlige ansatte. Men der er væsentlige krav, som går igen på tværs af organisationerne.
Det gælder kravet om fagforeningernes aftaleret på alle lønmidler og aftaleret på forhandlingsniveauet, det vil sige at arbejdsgiverne ikke skal kunne lægge lønforhandlinger ud på den enkelte arbejdsplads, med mindre begge parter (fagforening og arbejdsgiver) er enige.
Desuden skal der være udmøntningspligt på alle midler. Det skal være slut for de kommunale arbejdsgivere at stjæle lønkroner, som er afsat til lokale lønforhandlinger, til dækning af andre driftsunderskud.

Fælles kampagne
Det er afgørende, at vi indenfor det offentlige samles om de hovedkrav, vi er fælles om og får skabt en bevægelse, der involverer arbejdspladserne.
Erfaringerne fra OK-kampagnen i 2002 er værd at bygge på. Flere af de gode kræfter fra stem-nej kampagnen i 2002 sidder nu selv ved det centrale forhandlingsbord. Det stiller et forventningspres. Men uanset hvordan forhandlingerne forløber, kan intet fornuftigt resultat opnås uden aktivitet og involvering af medlemmerne og tillidsfolkene ude på arbejdspladserne.
Målet må være en højere stemmeprocent (45,8 procent i 2002), og at arbejdspladserne er parat til konflikt om nødvendigt.
Det kræver, at mobiliseringen starter op nu, at tillidsfolkene involveres i hele processen, og at samarbejdet mellem organisationerne udvikles lokalt.