Hvis man ikke forstår betydningen af den nationale kamp, men betragter den som `reaktionær`, så er der simpelthen åbent land for Pia Kjærsgaard.

af Karen Sunds, DKP/ML
Kære Søren Søndergaard,
Tak for dit svar i Arbejderen den 19. august som jeg vender tilbage til. Først vil jeg dog starte med at sige et par ord om, hvorfor jeg bringer denne sag op. Som det var forventeligt, har det affødt forskellige reaktioner i og omkring Folkebevægelsen. Nogle hilser velkommen, at jeg har punkteret bylden. Andre mener, at 'vi skal vaske vores beskidte vasketøj inden døre', eller forsøge at 'tie problemet ihjel'.
Jeg tror ikke på, at denne sag kan ties ihjel. Den har i realiteten ulmet i et år nu, og har fået ny næring under og efter valgkampen. Hvis vi forsøger at pakke konflikten ind, så brager den bare igennem på et andet tidspunkt, på landsmødet eller senere.
Jeg synes, det bedste for Folkebevægelsen må være, at vi tager denne debat nu og i den kommende tid, så tingene er mest mulig afdiskuteret inden Folkebevægelsens landsmøde. Så kan landsmødet nemlig komme til at handle om det, som det skal handle om: Kampen mod EU-forfatningen.

Tale med to tunger
Og så til dit svar til mig, Søren: Jeg skal forsøge at forklare, hvorfor jeg ikke er specielt beroliget over din erklæring.
Som du selv nævner har du afgivet en lignende erklæring tidligere.
I forbindelse med at du søgte opstilling som kandidat, blev der afholdt et særligt møde mellem dig og en del af Folkebevægelsens styrelse. Formålet med dette møde var netop, at få klarhed over hvad der egentlig var dine motiver for at stille op. Også dengang erklærede du, at 'Enhedslisten havde kun til hensigt at række EU-modstanden en hjælpende hånd'.
Imidlertid udtaler du i marts til SAP's blad, Socialistisk Information, at 'I Enhedslisten diskuterede vi hen over sommeren vigtigheden af, at vi var synlige i EU-Parlamentskampagnen. Dels for at markere den internationalistiske og anti-liberalistiske fløj i unionsmodstanden, og dels for at styrke Enhedslisten'.
Det er jo en lidt anden historie. Og det er nok den sidste udtalelse der ligger tættest på virkeligheden, når vi ser på valgkampens forløb, jævnfør den kritik, der også er rejst i Rød Grønne Linier.
Det er aldrig nogen god ide at tale med to tunger, for det giver altid anledning til uro og mudder. Og det har det også gjort i Folkebevægelsen.
Lad det for en sikkerheds skyld være sagt klart: der er rigtigt mange Enhedsliste-folk, der har ydet en brav og loyal indsats for Folkebevægelsen! Enhedslisten er jo ikke nogen homogen gruppe.

Strid på sidste landsmøde
Men hvis vi hæver os op og ser på de sidste års politiske forløb, så er det ikke forkert at sige, at der er en strømning i Enhedslisten, der ønsker at ændre Folkebevægelsens sigte og mål, og som har forsøgt sig på forskellig vis.
Dels har der gennem årene været en løbende strid i Enhedslisten om, hvorvidt man selv skulle stille op til EU-valget. Stridens kerne er ikke kun partichauvinisme, det er politiske uenigheder i Folkebevægelsens kamp for den nationale selvbestemmelse og et ønske om i stedet at arbejde for et 'rødt Europa', for nu at bruge et gammelt SAP-udtryk.
På sidste landsmøde i Folkebevægelsen husker mange nok, at vi netop havde en strid om dette emne. Her blev vi præsenteret for et hav af ændringsforslag fra et medlem af Enhedslisten. Forslag, der alle gik ud på at neddæmpe det nationale og i stedet lægge vægt på 'den europæiske unionsmodstand'. Det blev som bekendt afvist. Men var det ikke sket, så havde det været som at række fanden en lillefinger.
Nu erklærer SAP så åbent, at denne debat skal rejses igen. Og dit gode valgresultat skal være et af argumenterne.
Min og andres mistænkelighed kommer jo ikke ud af ingenting.
SAP kommer i Socialistisk Information nr. 184 med en meget præcis vurdering af strømningerne i Enhedslisten: ' Det er ingen hemmelighed, at Enhedslisten rummer forskellige varianter af socialistisk EU-modstand. Nogle lægger stor vægt på konkrete resultater i EU-parlamentet. Nogle ser dansk udmeldelse som den vigtigste opgave. Andre lægger vægt på at afsløre EU's liberalistiske og kapitalistiske karakter og at styrke den fælleseuropæiske kamp mod EU's politik. For abonnenterne på denne ugekommentar er det nok heller ikke en hemmelighed, at den ene af Enhedslistens kandidater, Søren Søndergaard, der opstiller for Folkebevægelsen mod EU, lægger stor vægt på den antikapitalistiske kritik og på det internationalistiske fælleseuropæiske perspektiv i kampen.'

Lad os diskutere politik
Jeg har ikke noget ønske om, at denne debat udelukkende skal handle om din person. Lad os diskutere de politiske uenigheder i stedet. Du erklærer i svaret til mig, at du går ind for en 'tværpolitisk unionsmodstand'. Fint nok. Til et fremtrædende medlem af Folkebevægelsens ledelse sagde du for nogle dage siden, at 'valgresultatet bør give anledning til en debat om Folkebevægelsens vælgerunderlag'.
Denne debat, om hvorvidt Folkebevægelsen skal erklære sig som en centrum-venstre-bevægelse, spøger i kulissen. Så lad os tage den debat. Det kan måske være nyttigt i forhold til at afklare og styrke bevægelsen til den kommende forfatningskamp. Jeg tror, at Arbejderen vil være villig til at stille spalter til rådighed for en sådan debat.
Uenigheden om hvorvidt EU-modstanden også skal favne borgerlige kræfter, er affødt af uenigheder om selve det politiske mål. Der er en logisk og enkel sammenhæng mellem det politiske mål, man sætter sig, og de alliancer, man bygger op.
Hvis omdrejningspunktet er forsvaret for den nationale selvbestemmelse, allierer man sig med de kræfter, som objektivt har en interesse i at forsvare denne selvbestemmelse. Det gælder altså også småborgerskabet og det nationalt funderede borgerskab, vendt mod det multinationale borgerskab, som til gengæld forsøger at få alle snærende nationale barrierer nedbrudt.
Kæmper man derimod for et 'rødt Europa', allierer man sig naturligvis med de, der har interesse i den kamp, det vil sige socialistisk orienterede kræfter i Danmark og andre lande.
For mig at se er den nationale kamp et af tidens mest brændende spørgsmål. Det er selve rygraden i Folkebevægelsen. Men jeg hører dig aldrig tale om den nationale kamp. Er det et af de punkter, du er 'mindre begejstret for' i politikken?
Min opfattelse er, at hvis man ikke forstår betydningen af den nationale kamp, men betragter den som 'reaktionær', som SAP gør, så er der simpelthen åbent land for Pia Kjærsgaard - og det, der er værre. Derfor er det så fatalt, at begå fejl. Og derfor er jeg 'ufordragelig' i denne sag.
Kom nu ud i en åben politisk debat om disse uenigheder, i stedet for at stikke hovedet i busken.