EU-grundlæggerens helgenstatus hænger i en tynd tråd. At EU rent faktisk godt kunne bruge et mirakel, hjælper ikke

Mirakler og åbenbaringer har en stor plads i vores historie. Mirakler er stadig et succeskriterium og et samfundsmæssigt håb for mange.
Vatikanet er en sælsomt overlevende institution og magtfaktor i den moderne verden. Pavestaten holder liv i gammelmoral og forblindelse, der er pakket ind som religiøse, evigtgyldige universalløsninger. For at holde liv i ideen om den guddommelige kraft - der holder Vatikanet flydende - kanoniseres jævnligt personligheder, som menes at have ydet en gudsbeåndet indgriben i verdensforløbet.
En af de personligheder som aktuelt er til vurdering i Vatikanets bedømmelesesudvalg, der igangsatte undersøgelserne omkring. Schuman-miraklet. Cirkus Schuman eller komponisten? Nej, der er tale om den Robert Schuman, der i 1950'erne var Frankrigs udenrigsminister, og som 9. maj 1950 lancerede planen for dannelsen af Den Europæiske Kul- og Stålunion. Det var den konstruktion, som sidenhen udviklede sig til EF og EU og Den Europæiske Union. Det er denne indsats fra Roberts Schuman, der gør at han for år tilbage blev indstillet til kanonisering som mirakelmager. En helgen i jakkesæt, blev han kaldt af den daværende tyske forbundskansler Adenauer. Schumans kandidatur støttes varmt af den franske præsident Jacques Chirac.
Naturligvis er det ikke ligetil at finde et Schumanmirakel. For, som lederen af Vatikanets undersøgelse, Jean Moes, siger: Vi har brug for et mirakel, men vi har ikke været i stand til at finde et. Alt, hvad vi har, er opbygningen af Europa efter krigen, og det anerkender Rom ikke som et ægte mirakel. EU-grundlæggerens helgenstatus hænger altså i en tynd tråd. At EU rent faktisk godt kunne bruge et mirakel, hjælper ikke.
I et samfund, hvor styringen er lagt i få hænder og i øvrigt foregår på markederne, er der for jævne folk brug for mirakler. Mirakler eller en probat politisk systemkur. Fra den sidste uge kan nævnes flere tilfælde.
36 millioner af USA's indbyggere er fattige, fastslår en ny regeringsrapport fra det føderale befolknings-statistiske departement. Alene i 2003 blev over 1,3 millioner amerikanere kastet ud i fattigdom under det økonomiske opsving. Procentvist er antallet af fattige amerikanere steget til 12,5 procent mod 12,1 procent i 2002. Især er det børn og sorte der er ramt. Bush vil sikkert mane til moralsk oprustning og tilbyde frelse i et muligt liv efter døden.
Herhjemme er den gennemsnitlige venteliste til kræftbehandling nu over syv uger, fordi der ikke i tide er købt udstyr til strålebehandling. Når man ved, hvor vigtigt netop hurtig behandling er, er det skandaløst. Kun på to kræftbehandlingssteder overholdes garantien på højes fire uger.
Også børnefamiliernes pladsgaranti vil afhænge af mirakler. Den nye Familie- og Forbrugsminister har fremlagt en plan, der angiveligt skulle sikre pasningsgarantien. Til det formål er der blot afsat 100 millioner kroner. For de penge skal der skaffes et tilstrækkeligt antal nye institutioner, og der skal tilmed være længere åbningstid. Det afsatte beløb rækker som en skrædder i helvede, men selvfølgelig kan regeringen nu sige, at den har opfyldt endnu et løfte.