06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danskerne har fortjent bedre

Danskerne har fortjent bedre

Tirsdag, 31. august, 2004, 00:00:00

Nye ansigter på taburetterne og en sminket finanslov ændrer ikke regeringens virkelige dagsorden, som er at tilgodese dem, der har rigeligt i forvejen, og lade de fattigste betale gildet.

Vedtaget på den faglige konference 28. august 2004
Beskæftigelsen bliver sat over styr. Kollektivt finansieret velfærd afvikles, til gengæld bliver der fri profitjagt på alle vigtige samfundsopgaver. Danmarks internationale anseelse svækkes ved nedskæringer i ulandsbistand, en fjendtlig holdning til fremmede, og deltagelse i krigshandlinger i strid med folkeretten.

Danskerne har fortjent bedre. Danmark er et af de rigeste lande i verden. Danskerne hører til blandt de bedst uddannede, dygtigste og mest produktive. Der er råd til at fører en anden politik, hvis der er politisk vilje. Og der er nok at tage fat på:

- Der skal skabes tusindvis af nye arbejdspladser.
- Der skal bygges tusindvis af nye almennyttige boliger.
- Arbejdsmiljøet skal have et kraftigt løft.
- Børnefamiliernes dagligdag skal lettes.
- Den danske overenskomstmodel skal respekteres fuldt ud.
- Der skal rettes op på nedskæringerne i social- sundheds- og uddannelsessektoren.
- Der skal skabes initiativer inden for forebyggelse og sundhedsfremme. Dette såvel på arbejdspladser og i samfundet i øvrigt.
- Udlicitering og privatiseringer må afvises som en metode til at udvikle velfærden.
- Demokratiet skal styrkes, borgerne skal spørges inden store strukturændringer i samfundet, hvilket kæver en folkeafstemning om regeringens smalle forlig om strukturreformen. Borgerne skal have mere indflydelse på forvaltningen af den offentlige sektor.
- Arbejdsbyrden skal fordeles langt mere rimeligt, der skal gøres plads til de mange, der er udstødt fra arbejdsmarkedet.
- De økonomiske vilkår for de svagest stillede, skal forbedres væsentligt.
- Skattebyrden skal omfordeles, så de tungeste byrder bæres af de bredeste skuldre: De højestlønnede, kapitalejerne og de multinationale selskaber.
- Danmark skal være foregangsland med hensyn til miljøforbedringer og bæredygtig energipolitik.
- Danmarks omdømme som et fredeligt, åbent og demokratisk samfund skal genoprettes, og det kræver bl.a. at danske soldater trækkes hjem fra Irak.

Der skal snarest etableres et nyt flertal i folketinget, som kan gennemføre en sådan politik.
Men et sådant flertal kommer ikke af sig selv. Der skal rejses en bred debat i befolkningen om konsekvenserne af den borgerlige politik. Vi skal rejse spørgsmålet: Hvad er det egentlig for et samfund vi ønsker?
Arbejderpartierne i folketinget, hele fagbevægelsen og andre folkelige organisationer må gå sammen om at løse denne opgave.
Debatoplægget Faglige krav til en anden politik er konferencens bud på hvad en anden regerings politik mindst skal indeholde.
Konferencen opfordrer alle faglige organisationer til at sikre en debat blandt medlemmerne med udgangspunkt i debatoplægget Faglige krav til en anden politik og debatterne i de afholdte workshops med henblik på endelig vedtagelse på næste konference, der afholdes senest i 1. kvartal 2005 eller på 3. dagen efter udskrivelsen af et folketingsvalg.
Med udgangspunkt heri vil vi bidrage til enhver aktivitet, der kan ændre den politiske dagsorden, herunder søge fælles fodslag i en kommende valgkamp.
Vi hilser det derfor meget velkomment, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har deltaget i konferencen den 28. august, og at vi i fællesskab kan anbefale en lokal aktivitetsdag i alle landets større byer, i forbindelse med Folketingets åbning den 2. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. aug. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp