Prøv at gå i skoven eller haven og plukke brombær! Det hjælper, når man har læst Arbejderen og læst om alle de forfærdelige ting, der sker i verden
af Janni Milsted
Når regeringen har skåret ned på alt miljøarbejde og så giver en lille bevilling, så det skal se ud som om de er rigtig gode. Når politikerne lyver om krigen i Irak. Når alle, der kæmper mod deres regering bliver kaldt for terrorister, og ikke må støttes ved økonomiske bevillinger.
Når EU giver mulighed for, at industrien kan tilsætte skadelige stoffer i maden. Når der er diskussion om, at det skal være tilladt at tilsætte vitaminer i slik, så det skal se ud, som om det er sundt at spise det.
Ja, jeg kunne blive ved.
Men for at kunne klare alt dette, er man nødt til at hente opladning i naturen eller kunsten eller andet, man er glad for.
I øjeblikket er det brombærrene, der kan give en stor glæde. Jeg er heldig at have rigtig mange i haven. Men brombær kan man også finde vildt i skoven og ved stranden. De vokser især i lyse åbne skove.
De modner i august- september og de kan spises rå, men er meget aromatiske og man kan gå ud og plukke hver dag, for de modner ikke på samme tid. På den samme gren kan der sidde nogle modne og også nogle umodne bær.
Det værste er, at de har så mange torne, og jeg kan ikke plukke de fine sarte bær med handsker på. Det er dog en fordel at have handske på den ene hånd, så man kan holde grenen med den. Der sidder nemlig mange bær inde under, så man skal løfte grenene op.
Nogle af bærrene bliver frosset ned til senere brug til desserter eller syltetøj. Nogle af dem bliver til brombærsnaps, andre til syltetøj eller marmelade.
Brombærsnaps.
Brombærrene kommes i et syltetøjsglas med låg. De overhældes med Brøndum snaps. Der er kommet en ny helt klar snaps, der er meget velegnet til at hælde på forskellige urter og bær. Snapsen skal dække bærrene og stå og trække en en uges tid.
Derefter skal bærrene sies fra og snapsen må gerne stå og lagre. Der kan også tilsættes sukker, så man kan få en dejlig brombærlikør.
Jeg tror den kan blive færdig til jul og serveres til kaffen efter julemiddagen eller frokosten.
Brombærmarmelade
Halvanden kg. brombær, 2 dl. vand, 3 spsk. citronsaft, 750 gram sukker, jævningspulver.
De skyllede bær, vand og citronsaft varmes langsomt under låg, til de safter. Bærrene koges i 5 minutter, til de skifter farve. Det meste af sukkeret røres i og koges op. Derefter røres resten af sukkeret i sammen med det, man vil jævne marmeladen med. Man kan bruge de færdige marmeladejævningsprodukter, men der kan også bruges anden jævning som maizena eller kartoffelmel.
Marmeladen skal stå koldt, hvis man ikke har tilsat konserveringsmiddel. Det kan svare sig at lave små portioner, så man undgår konserveringsmiddel, da det indeholder visse skadelige stoffer. Marmeladen hældes på skoldede glas.
Brombærsyltetøj.
1 kg. brombær, 2 spsk. citronsaft, 650 gram sukker.
De rensede bær overhældes med citronsaften, bringes langsomt i kog under låg og koges ved svag varme i 5 minutter under forsigtig omrøring. Når der er slukket, røres sukker i. Syltetøjet hældes i varme skoldede glas, der bindes til med det samme.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278