Også i forhold til opbygningen af modstanden mod EU-forfatningen er vi helt på bølgelinje med det grundlag Folkebevægelsen har lagt for arbejdet
af Per Clausen, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse
Den seneste tids debat i Arbejderen om Enhedslisten og EU-parlamentsvalget har med Kit Aastrups indlæg udviklet sig i en sådan retning, at jeg mener, det er nødvendigt at få præciseret, hvad Enhedslisten har besluttet og foretaget sig i forbindelse med dette valg samt Enhedslistens holdning til Folkebevægelsens grundlag.
Enhedslistens formål med at forsøge at få kendte Enhedsliste medlemmer opstillet på de to EU-kritiske lister var først og fremmest at styrke disse lister ved EU-parlamentsvalget. Men hensigten var også at synliggøre Enhedslisten og vores EU-modstand for at forberede folkeafstemningen om EU-forfatningen og det kommende folketingsvalg, hvor Enhedslisten ville være det eneste EU-kritiske venstrefløjsparti og det eneste EU-modstanderparti i Folketinget.
Denne opfattelse var der udbredt enighed om i Enhedslistens hovedbestyrelse og linjen blev da også bekræftet på Enhedslistens årsmøde i marts 2004, hvilket fremgår klart beslutningerne på dette årsmøde (se www.enhedslisten.dk for dokumentation).
Ingen af os havde vist på det tidspunkt forventet, at nogen bagefter skulle vende sig imod denne linje - og påstå at den skulle være skadelig for Folkebevægelsen. Eller at dette skulle føre til et personangreb på Søren Søndergaard, der i denne sag handlede på baggrund af diskussioner i Enhedslistens politiske ledelse.
På samme landsmøde vedtog vi: 'Enhedslisten støtter JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU og opfordrer alle til at stemme på vores opstillede kandidater hos disse to bevægelser'.
Afdelingerne besluttede selv
Denne beslutning har hovedbestyrelse og arbejdsudvalg efterfølgende forsøgt at føre ud i lyset. Vi opfordrede vores medlemmer og afdelinger til at gå aktivt ind i Folkebevægelsens og JuniBevægelsens kampagner samtidig med, at vi opfordrede dem til at gå ind i kampagnen for de kandidater, der også var medlemmer af Enhedslisten. Vi stod også for distribution af dette materiale.
Det var afdelingerne selv, der afgjorde, hvem de ville føre valgkamp for. Det er derfor det vitterlige vås, når Kit henviser til en beslutning om, at Enhedslisten øst for Storebælt skulle føre valgkamp for Søren og vest for Storebælt for Bent.
Som medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og arbejdsudvalg har jeg ikke været med til at træffe en sådan beslutning og som lokalt bestyrelsesmedlem i Aalborg er jeg ikke blevet informeret om denne beslutning. Derfor besluttede vi da også i Aalborg, at støtte Folkebevægelsens valgkamp og i øvrigt dele Enhedslistens avis ud samt materiale for Søren Sønderggard og Majbritt Berlau.
I Enhedslistens avis, som jeg var redaktør for, kunne vi have besluttet ikke at skrive om nogen kandidater eller bragt protrætter af dem alle. I stedet valgte vi at fokusere på de politiske temaer Enhedslistens årsmøde og hovedbestyrelse havde besluttet, var de vigtigste og gøre det i form af fire interview. Her var vi enige om, at det ville være en god idé at bruge de mest kendte kandidater samt sikre en hvis bredde. Det lykkedes meget fint både i forhold til alder, køn, listetilhørsforhold, provins/København, men vi kunne sikkert have valgt nogle andre kriterier og øget antallet af kandidater, som blev interviewet.
Enig med Folkebevægelsen
I forhold til Arbejderens dækning af vedtagelserne på Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde efter valget er det ærgerligt, at man har valgt at overse, at vores beslutning indeholdt en gentagelse af vores klare tilslutning til Folkebevægelsens valggrundlag og praksis i EU-parlamentet. Derfor synes vi det er ærgerligt, at dette valggrundlag og denne praksis kom alt for lidt frem i valgkampen.
Også i forhold til opbygningen af modstanden mod EU-forfatningen er vi helt på bølgelinje med det grundlag Folkebevægelsen har lagt for arbejdet - og får den sags skyld også med det grundlag som Karen Sunds sammen med blandt andet Pernille Frahm har lagt frem for en bredere komité, når vi taler om at samle en bred bevægelse, der er baseret på sociale, økologiske og demokratiske værdier. Der var i Enhedslistens hovedbestyrelse ingen der talte for at omdanne Folkebevægelsen til en socialistisk bevægelse.
PS: Jeg synes Kitts omtale af Charlotte og Majbritt er rigtig træls. Så vidt jeg har forstået har både Charlotte og Maibritt mange års arbejde bag sig i JuniBevægelsen og Folkebevægelsen. Dette arbejde har været med til at skabe den store respekt, der er for dem i Enhedslisten. Derfor har vi valgt dem til vores hovedbestyrelse og som folketingskandidater. På den anden side skader Kitts angreb næppe dem, men det er kedeligt og næppe gavnligt for Enhedslisten, at medlemmer af Enhedslisten fører an i den slags angreb.
_
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278