Det koster at holde verden vedlige, og det kan godt være, at det på kort sigt bedst kan betale sig at lade være eller at købe sig til lidt udsættelse med kemiske genveje. På lidt længere sigt bliver det dyrere og vanskeligere og mere arbejdskrævende at tage problemet op. Til sidst vil vi ikke kunne løse det.

Af Kjeld Stenum
Hvordan kom jeg til at gøre det? Normalt tænker jeg lidt længere end til min egen næse, selv om jeg ikke er fanatisk med økologi. Jeg fjerner stort set ingen næringsstoffer fra min have, som jeg ikke fører tilbage til den i kompost, og jeg bruger stort set ingen kunstig gødning og ingen kemiske midler til bekæmpelse af ukrudt og utøj.
Men altså, jeg er også jord- og betonarbejdsmand, og rigtig meget af min fritid er optaget af andre ting som for eksempel skrivning af skærveknusere, jeg har sgu ikke altid overskud til at være mere, end skal vi sige lige akkurat a jour med haven. Det er vel sådan, der undtagelsesvist opstår situationer, hvor jeg ikke er så fanatisk med principperne.
Som nu guldfiskebassinet, der havde fået lov til at køre lidt for længe med algeudvikling i år. Normalt plejer jeg at tilsætte bakteriekulturer, vandpest og lignende, som med lidt besvær holder uvæsenet nede. En del af besværet er at fare rundt i byen og finde forretninger, der har den slags ting.
Jeg har vel haft for meget andet at tænke på i år. Måske har jeg også haft et forår, hvor jeg ikke var helt på toppen. I hvert fald fik det fred til at udvikle sig så meget, at jeg en dag måtte konstatere, at jeg ikke længere kunne se fiskene, selv når de steg op i det gennemsigtige vandfyldte rør, hvor de elsker at opholde sig.
Nu måtte der gøres noget, tænkte jeg, ellers ville mine fisk dø. Og en dag eller to senere gik jeg ind i en akvarieforretning og spurgte efter noget algebekæmpelse til havebassiner. Mere tænkte jeg ikke lige på at sige. Sågerne, sagde den venlige ekspedient og fandt et kemisk middel ned fra hylden.
Jeg vejede flasken lidt i hånden, rømmede mig lidt. Må ikke overdoseres, stod der, da det kan medføre fiskedød. Var der en lillebitte alarmklokke, der rumsterede indeni mig? I hvert fald overdøvede jeg den. Det var nok effektivt, det her. Og Lomborg har vel lidt ret, man skal tænke over, hvordan man prioriterer sine kræfter.
Bruger jeg de næste to uger på at fare byen rundt for at finde bakteriekulturer og vandplanter, så får jeg ikke luget ukrudt for ikke at tale om passet alle mine udadvendte forpligtelser, skrive skæreveknusere om miljøkamp, bekæmpe miljøskadelige ting som EU og den slags.
Ja altså, for nu at gøre lang historie kort, så investerede jeg en effektiv halvtredser i midlet, og så dampede jeg hjemad for at eksperimentere lidt med mine fisks liv.
Nej, selvfølgelig eksperimenterede jeg ikke. På en eller anden måde så holder jeg af de underlige væsner, der er noget særlig rørende ved den kontakt, man kan opnå med væsner, der er lige på grænsen af at være for primitive til, at man kan tale om kontakt.
Guldfisk er på den grænse, men ikke under den, for eksempel er det ubestrideligt, at de er nysgerrige. Så fascinerer det mig også, at vi jo selv har udviklet os fra sådan nogen vandhvirveldyr, jeg vil sgu gerne vide lidt om mine rødder. Så jeg eksperimenterer ikke.
Nej. Jeg gav dem en dosering, der var helt på den sikre side i forhold til flaskeetikettens anvisninger. Og måtte efter en uge konstatere, at det overhovedet ikke havde virket. Så fik det en lillebitte smule mere. Og sådan blev jeg ved i et par uger. Der kunne stadig ikke spores den mindste virkning.
Men nu var jeg i hvert fald oppe på den dosering, brugsanvisningen angav som øverste grænse, og jeg turde ikke fortsætte.
Nej, jeg undgik alligevel ikke at ræse rundt efter bakteriekulturer og vandpest, tænkte jeg. Så det brugte jeg de fleste eftermiddage i endnu et par uger på. Dernæst måtte man jo give det lidt tid. Nu var det efterhånden pænt langt fremme med sommeren. Og efter endnu nogle uger må jeg nu erkende, at biologiske midler heller ikke virker i år.
Vandpest og stjerner er slatne og halvdøde, og bakteriekulturen ser ikke ud til at leve. Det gør algerne derimod. Og mine fisk gisper efter vejret, eller hvad det nu er, sådan nogen vandvæsner gisper efter. Det er det skide kemiske middel!
Jeg lod mig besnære til at købe det middel for at spare tid, og det har jeg altså overhovedet ikke gjort. Jeg har brugt mere tid og mere krudt på at bekæmpe de alger end nogensinde før, og resultatet er ringere end nogensinde før. Jeg går og overvejer, om jeg skal skifte al vandet i bassinet og rense det godt, før jeg fylder det igen, men det er også sin sag, for sådan et miljøchok kan fiskene også gå hen og dø af.
Altså, nu kunne det kemiske middel jo godt have været et, der gav en virkning, i hvert fald på kort sigt. Det gjorde det ikke. På langt sigt tror jeg imidlertid ikke, konsekvenserne havde været så forskellige. For alger de kommer altid. Og de vandplanter og mikroorganismer, man bekæmper alger med, de er ret følsomme. Så man kan ikke bare vende tilbage.
Og sådan er det med mange ting. Det koster at holde verden vedlige, og det kan godt være, at det på kort sigt bedst kan betale sig at lade være eller at købe sig til lidt udsættelse med kemiske genveje. På lidt længere sigt bliver det dyrere og vanskeligere og mere arbejdskrævende at tage problemet op. Til sidst vil vi ikke kunne løse det.
Det drejer sig godt nok bare om et lillebitte problem i min lillebitte have. Men det er cirka sådan, jeg forestiller mig jordens undergang.