I modsætning til Karen Sunds kunne jeg ønske mig, at Folkebevægelsen agerede mere politisk

af Margit Kjeldgaard, medlem af Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU
Enhedslisten prioriterede ikke mellem bevægelserne og kandidaterne og i Brønshøj/Husum/Vanløse, hvor jeg hører til, satte vi pænt plakater op for begge bevægelser og for mange forskellige kandidater som repræsenterede flere forskellige partier, selvom vi næsten udelukkende var Enhedslistemedlemmer.
For mig blev det simpelthen for broget, og jeg havde det skidt med at sætte personlige plakater op for folk, jeg er politisk uenige med.
Jeg er enig med Kathrine Klok Due (Arbejderen 21. august) i at prioriteringen i Enhedslisten af de to store og erfarne mænd samt de to unge kvindelige kandidater og Pernille Rosenkrantz-Theil, som fælles varemærke, ikke havde baggrund i Enhedslistens årsmøde. Faktisk kan man jo sige at dem, der blev kaldt 'Enhedslistens kandidater', aldrig blev kåret som repræsentanter for Enhedslisten.
Kendte personer kan bedre trække stemmer, det så vi med Jens Okking sidste gang. Med Søren Søndergaard fik Folkebevægelsen både en kendt person og en politiker, men ifølge Kathrine skal man åbenbart aftjene en vis værnepligt. Principielt er jeg enig, men jeg synes ikke Folkebevægelsen har råd til en sådan optimal organisationskultur. Valgkampen vindes i medierne - ikke blandt de relativt få medlemmer og jeg synes Folkebevægelsen skulle have ventet med at vælge spidskandidater til senere i forløbet.
At dømme efter stemmetallene til de enkelte kandidater de sidste gange tyder det på, at opbakning til Folkebevægelsen fortrinsvis kommer fra Enhedslistevælgere og omegn, men Karen Sunds (Arbejderen 21. august) frygter vist mere for, at Pia Kjærsgaard vinder i den 'nationale kamp'.
I modsætning til Karen kunne jeg ønske mig, at Folkebevægelsen agerede mere politisk. Samtidigt med at vi arbejder på at komme ud af EU, har vi vel en mening om EU-sagerne i Folketinget og i EU-systemet, som kan udledes af Folkebevægelsens grundlag?
Hvis Anders Dam og andre i det 'nationalt funderede borgerskab' vil bakke op om Folkebevægelsen, så er det o.k. med mig, men som jeg forstår Karen Sunds, så bør vi ligefrem holde os tilbage i den politiske (og internationale) kamp for at kunne tiltrække borgerlige og nationalt orienterede vælgere.
Betyder det, at vi skal støtte og skåne nationale monopolkapitalister mod international konkurrence, at vi ikke kan sige ja tak til sociale- og miljømæssige forbedringer, som trods alt ind imellem fremføres i EU-systemet, og at vi som medlemmer af (og eventuelt kandidater i) Folkebevægelsen ikke må udtrykke vores socialistiske holdninger af frygt for at støde de borgerlige medlemmer/kandidater/vælgere i Folkebevægelsen?
Hvis det er meningen, tror jeg ikke at Folkebevægelsen vil være i stand til at tiltrække mange forskellige mennesker, men risikerer at blive apolitisk og et holdningsløst sammenrend af forvirrede nationalister.