06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det siger noget om Dansk Folkepartis menneskesyn

Det siger noget om Dansk Folkepartis menneskesyn

Onsdag, 08. september, 2004, 00:00:00

Jeg vil gerne spørge Pia Kjærsgaard om, hvad hun har tænkt sig at gøre med danske borgere, der er afhængige af offentlige ydelser?

af Ahmet Demir, cand. pæd. & familieterapeut
Ja, igen er Dansk Folkeparti synlig i medierne med deres snævre menneskesyn, og som sædvanlig angriber de flygtninge og indvandrere. Partiets formand vil sende de irakiske flygtninge hjem og derefter sende flere udlændinge hjem med følgende begrundelse:
'Dansk Folkeparti vil derfor sætte spøgsmålet om hjemsendelser på dagsordenen. De mange udlændinge i Danmark koster nemlig samfundet så dyrt, at det truer velfærdsstaten, mener partiet.' (Politiken tirsdag den 27. juli 2004).
Partiets metoder har altid været at hænge personer med anden etnisk oprindelse end dansk og nogle danske grupper ud. Deres partipolitik manipulerer med befolkningen, idet de giver indvandrer/flygtninge og de danskere, som af en eller anden grund i en periode har haft brug for offentlig støtte, skylden for alle samfundets problemer.

Et sygt menneskesyn
I mit indlæg vil jeg først og fremmest fokusere på, hvad meningen er med Dansk Folkepartis udmeldinger. I mine øjne gør partiet alt for at beholde sin magtposition og være det tredjestørste parti i Folketinget, så det kan bevare sin position efter næste valg. Faktisk kommer det ikke bag på mig, at partiets formand nu ytrer sine holdninger for at forberede sig til næste valg.
Jeg bryder mig ikke om partiets holdninger, og påstanden om at indvandrere/flygtninge skal sendes hjem, fordi de er for dyre for samfundet. Vi skal huske på, at en stor del af de mennesker Pia Kjærsgaard taler om, har bidraget til samfundsøkonomien via arbejde. Men nogen af disse har nu svært ved at finde deres ståsted på arbejdsmarkedet, og derfor mener Dansk Folkeparti, at de skal sendes hjem.
Et sådan menneskesyn sorterer under diktatoriske og fascistiske regimer, der undertrykker og bruger mennesker som midler for at bevare den politiske magt. Jeg vil gerne spørge Pia Kjærsgaard om, hvad hun har tænkt sig at gøre med danske borgere, der er afhængige af offentlige ydelser?
Den yngre og her i landet opvoksede generation føler, at Danmark er dens hjemland - de yngre har stærkere og større tilhørsforhold til Danmark end til oprindelseslandet. De forsøger på alle mulige måder at leve op til samfundets krav.

En sort plet på demokratiet
Jeg ved, at rundt om i landet arbejder en stor del danskere og mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk på forskellige niveauer sammen om at bygge bro mellem de forskellige grupper på tværs af kultur, religion og sprog. Men Dansk Folkepartis snævre menneskesyn spænder ben for integrationsarbejdet, og de puster bevidst til ilden og nærmest opfordrer til racisme.
Jeg vil opfordre danskere, grupper med anden etnisk oprindelse end dansk og de øvrige partier til at stå imod Dansk Folkepartis snævre menneskesyn, som efter min mening ikke er hverken særlig dansk eller demokratisk. Dansk Folkepartis politik er en sort plet på det danske demokrati.
Som afsluttende bemærkning vil jeg påstå, at jeg på alle leder og kanter forsøger at leve op til mit ansvar som en pligtopfyldende person, ligesom andre borgere med anden etnisk oprindelse end dansk og danske borgere gør, ved at arbejde og betale skat. Vi ønsker ikke at høre på Pia Kjærsgaards nedsættende synspunkter om os.
Danmark har brug for alle slags etniske grupper i dag, i morgen og i fremtiden, både på arbejdsmarkedet og på et kulturelt plan. Pia Kjærsgaard forsøger at gøre Danmark til en 'ren nation'. Hun tager grundigt fejl - vi lever i et globalt og multikulturelt samfund.
Kære Pia Kjærsgaard: Den tid om 'en ren nation' er forbi! Uanset hvad Dansk Folkeparti har tænkt sig, så vedbliver indvandrere/flygtninge altså med at leve side om side med den danske befolkning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. sep. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp