Selv om Kissinger, da han hørte om Hitchens´ bogprojekt, forsøgte at skræmme ham fra at fuldføre det, så er hans svar på Hitchens´ udfordring: Tavshed! Kissinger kan ikke svare, og han tør ikke. Men han behøver det heller ikke. Sådan er magt.

Af Kjeld Stenum
På et hotelværelse i Paris sidder en gammel magtfuld mand, der har lavet så meget lort i sit liv, at han knapt tør åbne en avis af frygt for, at hver ny dag skal bringe ny afsløringer.
Grove og injurierende beskyldninger tør han ikke imødegå, dels fordi de er sande, dels fordi det at procedere om injurier uundgåeligt fører til en graven i den fortid, der mindst af alt tåler lys.
Manden hedder Henry Kissinger, beskrivelsen er bedrevet af en journalist, der hedder Cristopher Hitchens, i en bog, som hedder 'The trial of Henry Kissinger'. Den bog har jeg nylig læst, og den har gjort mig klogere.
Kissinger skrev så vidt jeg ved disputats om oplysnings-filosoffen Immanuel Kant, der mente, at moralsk erkendelse er et anliggende for ren fornuft, mens for eksempel følelser er et forstyrrende element.
Realpolitikeren Kissingers version af denne pligtetik var, at i virkelighedens politik var det ikke altid sådan, at man kunne vælge imellem at gøre det gode eller det onde. Sommetider var virkeligheden sådan, at man måtte vælge mellem to onder.
Jeg kan godt gå med til, at sådanne valgsituationer findes. For eksempel hvis jeg på min cykeltur til arbejde kommer ud i en situation, hvor jeg må vælge mellem at påkøre en fodgænger og køre ud foran en bil. Men at jeg tager risikoen for at komme ud i den slags situationer har naturligvis at gøre med, at trafikken i det store og hele altid går godt og bringer mig derhen, hvor jeg skal.
Hvis situationer med 'onde dilemmaer' var dominerende, ville jeg fravælge selve det at cykle i trafikken.
Cristopher Hitchens' bog giver det indtryk, at har man valgt at befinde sig i magtens klamme korridorer i Det hvide Hus, så har man også valgt en vej gennem livet, som er fuldstændig brolagt med 'onde dilemmaer'. Eller man har valgt ondskaben, slet og ret.
Magten i Det hvide Hus er grundlagt på lurvede, kyniske og forbryderiske intriger. Hitchens' bog starter i 1968 med at beskrive, hvad der formentlig var den manøvre, der skaffede Nixon sejren over Johnson i præsidentvalget.
Selvom Nixon på pågældende tidspunkt ikke var andet end almindelig senator og præsidentkandidat, der lige så lidt havde mandat til at føre aktiv amerikansk udenrigspolitik, som du og jeg har til at føre dansk, så lod han under bordet Saigon-regimets forhandlere ved fredsforhandlingerne i Paris forstå, at hvis republikanerne vandt præsidentvalget, ville de kunne skaffe Saigon en meget bedre fred end den, præsident Johnson tilbød dem i Paris.
Dette djævelske træk fik naturligvis Saigons forhandlere til at trække sig, og i stedet for at kunne høste palmerne for at have afsluttet Vietnamkrigen måtte Johnson nu gå til præsidentvalget med fiaskoen fra et forhandlingssammenbrud i bagagen. Fem år, millioner af vietnameseres, laoters og cambodianeres liv senere - og tyve tusind amerikaneres - skaffede Nixon så Saigon en fred på cirka de samme betingelser, som Johnson havde kunnet få i 68.
Trækket, som kom til at koste så mange uskyldige civile livet, var udtænkt af - Henry Kissinger.
Og hermed var banen sådan set kridtet op. Hitchens beskriver gennem centrale eksempler fra hele Kissingers karriere - Bangladesh, Chile, Cypern, Øst-Timor - hvordan han har samtykket i folkemord, konspireret mod andre landes legitime regeringer, og hvordan han for at rydde politisk ubelejlige modstandere af vejen forsøgte både kidnapning og drab.
Og hvordan han efterfølgende har søgt at sløre sine spor ved at fjerne dokumenter, og forsøge at true dem, der ville afsløre ham. Det meste af det bekræfter måske blot, hvad mange af os mere eller mindre intuitivt har fornemmet.
Vi har godt kunnet gennemskue, at den fremstilling af tingenes sammenhæng, vi hørte i medierne, ikke holdt vand, og at virkeligheden var både fordækt og beskidt. Men denne fordækte virkelighed er stort set den politik, der har formet verden, som den ser ud i dag.
Derfor er det alligevel givtigt at få det hele penslet ud, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og den klamme kynisme, hvormed det er blevet udført. Også selvom det næppe nogensinde fører til, at de virkelig ansvarlige drages til ansvar.
Det skinner tydeligt igennem bogen, at Hitchens hader Kissinger. For hans forbrydelser, naturligvis, men også fordi han er urørlig. Der er ikke noget at sige til dette had, og det smitter af på én, når man har læst bogen. Men man skal ikke lade sig forblænde af det.
Der er jo netop én bestemt grund til, at Kissinger er urørlig, og det er, at der er begået forbrydelser i amerikansk udenrigspolitik både før og efter Kissinger. Det var ikke Kissinger, der var ansvarlig for, at USA i det hele taget startede overfaldet på Vietnam, ligesom han ikke har medansvar for nyere histories overfald på eksempelvis Afghanistan og Irak, eller CIA's fordækte spil i Venezuela.
Den slags magtpolitik forudsætter kyniske planlæggere, der bevæger sig på kanten af loven, bryder den om nødvendigt og skider på menneskeliv. Kissinger var bare én af dem. Fældes han, river han nuværende magtmennesker med. Derfor fældes han næppe.
Hitchens udfordrer i sin bog offentligt Kissinger til at tage en injuriesag om bogens grove beskyldninger. Mener Kissinger, det er pligten til at gøre det nødvendige, der har drevet ham, tåler hans handlinger også et offentligt forsvar.
Men det får de ikke. Selv om Kissinger, da han hørte om Hitchens' bogprojekt, forsøgte at skræmme ham fra at fuldføre det, så er hans svar på Hitchens' udfordring: Tavshed! Kissinger kan ikke svare, og han tør ikke. Men han behøver det heller ikke. Sådan er magt.