Der er ingen problemer i at have politiske partier i Folkebevægelsen, hvis de bakker op om Folkebevægelsens grundlag og ide

af Karen Sunds, DKP/ML
Et par kommentarer til Margit Kjeldgaards (MK) indlæg i Arbejderen den 4. september - et indlæg, der klargør, hvilke uenigheder vi snakker om.
Margit Kjeldgaard skriver, at hun 'kunne ønske, at Folkebevægelsen agerede mere politisk. Samtidig med at vi arbejder på at komme ud af EU, har vi vel en mening om EU-sagerne i Folketinget og i EU-systemet, som kan udledes af Folkebevægelsens grundlag(!)... Betyder det, at vi skal støtte og skåne nationale monopolkapitalister mod international konkurrence, at vi ikke kan sige ja tak til sociale og miljømæssige forbedringer, som trods alt ind imellem fremføres i EU-systemet?'
At 'agere politisk' betyder åbenbart i MK's optik, at stemme for de rigtige værdier i EU-Parlamentet.
Synspunktet markeres endnu stærkere af Åge Skovrind, der ligesom Margit Kjeldgaard er sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe. I et indlæg i Rød Grønne Linier 3. september skriver han, at EU-Parlamentet er en 'politisk kampplads', og 'måske forholder det sig netop sådan, at de fleste vælgere udmærket godt ved, at beslutninger i EU-Parlamentet gør en forskel, og at de i stigende grad stemmer på kandidater ud fra kandidaternes holdninger'.

Illusioner
Sådanne udtalelser lugter fælt af den illusion, at det kan gøre en forskel, hvordan Folkebevægelsen stemmer i EU-Parlamentet. At man kan trække EU i en lidt mere progressiv retning, hvis blot tilstrækkelig mange stemmer rigtigt.
Men det er ikke Folkebevægelsens opfattelse, og heller ikke min. Har man den opfattelse, må man søge ind til JuniBevægelsen.
I forhold til EU's udvikling, er det fløjtende ligegyldigt, hvordan Ole Krarup stemmer, for at sige det ligeud.
Men det er selvfølgelig langt fra ligegyldigt i forhold til den profil, som Folkebevægelsen har herhjemme i Danmark. Som sådan skal vi kunne forsvare hver eneste stemmeafgivning i EU-Parlamentet, og der bruges da også mange kræfter på at sikre, at Folkebevægelsen stemmer rigtigt.
Og hvilket princip bruger vi så, når vi stemmer? Folkebevægelsen stemmer altid ud fra, at vi ikke accepterer EU-indblanding i danske anliggender. Det være sig på miljøområdet eller i social- og arbejdsmarkedspolitikken. Vi støtter ikke ideen om 'den mindste fællesnævner i EU'.
Hvis man teoretisk forestiller sig en EU-lovgivning, som kunne være en lille forbedring i Danmark, men som samtidig åbner for EU's indblanding på et område, så vil Folkebevægelsen heller ikke støtte det. For det vigtigste princip for os er forsvaret for den nationale selvbestemmelse.
Vi har ingen illusioner om, at monopolernes EU vil komme os til hjælp i vores sociale og politiske kamp i Danmark. Derfor lader vi os selvfølgelig heller ikke lokke til at stemme for, at de får fingrene ned i fadet i Danmark. Det glæder mig at se, at Per Clausen har det samme standpunkt.

Alliancepolitik
Med hensyn til Kjeldgaards spørgsmål, om vi 'skal støtte og skåne nationale monopolkapitalister mod international konkurrence', så lad mig tage et eksempel, nemlig EU's overtagelsesdirektiv: Jeg er faktisk fuldstændig enig med Dansk Industri, når de forsøger at forhindre dette EU-direktiv, der forbyder danske virksomheder at etablere værn mod fjendtlige opkøb. Hvorfor? Ikke fordi jeg vil beskytte danske kapitalister, men fordi jeg ikke vil, at de store europæiske monopoler trænger ind i den danske produktionssektor og overtager kontrollen med den. Det har vi som revolutionære også al mulig grund til at kæmpe imod, for det vil nemlig vanskeliggøre vores kamp for socialisme på længere sigt.
Her har vi altså en fælles interesse med den del af det danske borgerskab, der er nationalt funderet. Det er gedigen og fornuftig alliancepolitik.
Det der kræves, for at kunne repræsentere Folkebevægelsen i EU-parlamentet på en god måde, er, at man brænder for forsvaret af den nationale selvbestemmelse. Så er det ikke vigtigt, om man er rød som Ole Krarup eller borgerlig som Ditte Staun. Begge har de hjertet med sig i denne sag.
Margit K. spørger, om man så skal skjule sine socialistiske holdninger for ikke at skræmme de borgerlige væk i Folkebevægelsen. En sådan udtalelse er vist mest af alt udtryk for stor uvidenhed.
Jeg har personligt arbejdet i Folkebevægelsen i 15 år. Og jeg har ikke lige ry for at gå stille med mine kommunistiske holdninger. De er tværtimod velkendte. Alligevel arbejder jeg uden problemer sammen med unionsmodstandere fra Kristendemokraterne, og Det Konservative Folkeparti. Og hvorfor er det så ikke nogen modsætning?
Fordi det er velkendt, at mit parti støtter 100 procent op om forsvaret for den nationale suverænitet. Vi støtter fuldt den folkefrontside, som Folkebevægelsen bygger på. Og vi tager også et aktivt medansvar for, at den tværpolitiske bredde fastholdes. Konkret førte vi via Arbejderen valgkamp for alle tre spidskandidater for Folkebevægelsen, ikke kun vores 'egen' Karina Rohr, men også Ole Krarup og Ditte Staun.
Der er ingen problemer i at have politiske partier i Folkebevægelsen, hvis de bakker op om Folkebevægelsens grundlag og ide. Problemerne opstår dér, hvor et parti, der ikke støtter bevægelsens grundlag og ide, begynder at agere rundt i bevægelsen. Og det er jo det, der er tilfældet med SAP.