06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En ny regering og en anden politik

En ny regering og en anden politik

Tirsdag, 14. september, 2004, 00:00:00

Regeringen skal ikke bedømmes på den nye valgfinanslov. Den skal bedømmes på sin samlede indsats, siden den kom til magten

af Mogens Weile, Måløv
VK-regeringen og Dansk Folkeparti har ført Danmark ud på en glidebane, som ødelægger velfærdssamfundet. Danmark har mistet anseelse internationalt som et demokratisk land, der solidarisk tager hånd om de fattige i verden.
Den borgerlige regering har påbegyndt et opgør med den solidariske skattefinansierede samfundsmodel; et opgør, der som et masseødelæggelsesvåben indtil nu har ramt de ældre, børnefamilierne, de uddannelsessøgende, de ledige, de syge, flygtninge og indvandrere og de beskæftigede gennem en forringelse af arbejdsmiljøet.
Det sker under dække af et skattestop, der gør de rige rigere, og de fattige fattigere.
Hvis man lægger VK-regeringens fire finanslovsforslag ved siden af hinanden, lader det sig slet skjule, at den seneste adskiller sig markant fra de tre foregående.
Efter tre finanslove med grove nedskæringer på miljø og velfærd, præsenterer regeringen nu et finanslovsforslag med små gaver til udvalgte grupper - nøje udmålt efter princippet: Flest mulige stemmer for pengene, efter det amerikanske tv-shop princip.
Regeringen skal ikke bedømmes på den nye valgfinanslov. Den skal bedømmes på sin samlede indsats, siden den kom til magten. Og her er der tale om at fodre hunden med sin egen hale!
På børneområdet har det allerede vist sig, at løfterne ikke kan holdes inden for beløbsrammen på 100 millioner kroner.
På efter- og voksenuddannelse er der blevet skåret 4-500 millioner kroner om året. Nu tilfører regeringen området 100 millioner kroner om året.
De ældre har endnu ikke set noget til de 500 millioner kroner som Venstre lovede til ekstra hjemmehjælp ved sidste valg. Tværtimod er der i dag færre hjemmehjælpstimer per ældre, end da regeringen trådte til.
På folkeskolen er der skåret med næsten 500 millioner kroner årligt, hvis man korrigerer for elevtallet, mens børnepasningsområdet har mistet en milliard kroner. I begge tilfælde langt mere end det nøje afmålte stykke valgflæsk, som regeringen nu tilbyder, og sådan kan man blive ved område for område.
Finansloven 2005 er ikke andet end en lille luns af tidligere nedskæringer, som nu 'gives' tilbage. Det er det rene fup og humbug.
Troen på fællesskab og omsorg er afløst af 'noget for noget'. Der er sket indskrænkninger af den enkeltes frihed, og mange borgere har fået minimeret eller frataget opnåede rettigheder. Den frie forhandlingsret på arbejdsmarkedet er blevet angrebet. Under dække af en ny kommunalreform, vil Fogh gennemføre minimalstaten - efter New Zealandsk model - hvor fanden tager de sidste.
Regeringens beslutning om, uden om verdenssamfundet og i strid med folkeretten, at erklære krig mod et andet land, Irak, er med til at øge terrorhandlinger og hadet mellem verdens folkeslag og gør vores fælles verden mere usikker. Den kurs regeringen har sat må stoppes. Der må skabes et folkeligt grundlag for en anden politik og et andet folketingsflertal. Gå af Fogh og udskriv folketingsvalg nu.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp