06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dejlige smukke morgener

Dejlige smukke morgener

Onsdag, 15. september, 2004, 00:00:00

Hver morgen står jeg tidligt op og går ud til dyrene. Kattene står parat lige udenfor døren. Jeg tror, de kan høre, så snart jeg begynder at støje lidt indenfor. De virker ivrige efter at få mad, selv om der er kattemad tilbage fra aftenen før. De vil allerhelst have nogle madrester

af Janni Milsted
Vi har 8-14 katte afhængig om der er killinger, og om hankattene er hjemme eller på besøg hos andre hunkatte. I øjeblikket har vi meget kære killinger, der er parate til at komme til andre familier. Mens kattene får mad begynder ænderne at skræppe op. Det er så deres tur til at blive lukket ud og få korn.
De går nu frit overalt sammen med fire halvstore kyllinger, og de spiser meget grønt og snadrer i vand. Derefter går jeg ud til gæssene, som bor i et stort grisehus. De kan også høre, jeg kommer og begynder at skræppe op. Jeg drysser korn ud på græsset til dem og lukker dem så ud. De vælter over hinanden og farer hen til kornet. De har et meget stort græsområde at gå på.
Samtidig nyder jeg den meget smukke morgen. Solen står op og giver et vidunderligt lys. Himlen er meget flot. Der har været nogle meget dejlige morgener. Græsset har været meget vådt af dug, så man har ikke kunnet begynde at høste før efter klokken 12, når det var blevet lidt mere tørt. Vi er som alle andre sent på den med at høste på grund af al det regn, vi har fået.
Nu mangler jeg kun at lukke hønsene ud og give dem korn. De går også på et stort område, så de har masser af græs at spise. Kaninerne får først mad senere, når der er slået græs til dem. Det samme gælder grisene.
Nu er det så tid til at få morgenmad selv og læse avisen.
Det sidste nye på miljøfronten er, at Forbrugerministeriet har godkendt multivitaminjuice, og det selv om navnet strider direkte mod fødevareloven.
Nu kræver et flertal i Folketinget, at Henriette Kjær (K) trækker godkendelsen tilbage.
Firmaet, der producerer juicen med vitaminer i, havde først fået afslag på at sælge juicen, men de henholdt sig til, at afslaget var en teknisk handelshindring i EU. Danmark var bange for at tabe en sag ved EF-domstolen og sagde derefter god for juicen, selv om Fødevaredirektoratet forbød den.
For mange vitaminer kan skade sundheden vurderer danske myndigheder, og på den baggrund vil forbrugerminister Henriette Kjær (K)lægge pres på andre lande for at få en mere påpasselig politik overfor berigede fødevarer, hvilket hun nok får svært ved.
Det paradoksale er, at samme minister vil have fødevarer mærket med røde, grønne eller gule mærker, således at forbrugerne kan se, om varen er sund, usund eller midt imellem. Dette virker som en ganske håbløs sag, da en vare godt kan være sund for en person og ikke for en anden afhængig af alder, krop og sundhedstilstand. Det har vel også betydning, hvor meget man spiser af varen og hvor tit.
Når jeg skriver om bær og frugter i øjeblikket, betyder det jo ikke, at det er noget, man skal spise hele dagen, men kun en gang imellem. Bærrene er sunde, men for meget sukker er ikke sundt, men det fremhæver smagen i bærrene. At det optager mig nu er jo, fordi det er frugt og grønsagstid, og det er dejligt at gemme noget til vinteren. Men hvilket mærke ville der mon komme på et glas brombærsyltetøj eller på syltede mirabeller?

Mirabeller, syltede
1 kilo mirabeller eller blommer, 3 dl. vand. 650 gram sukker, kanel, vanille eller økologisk citronskal.
Læg de skyllede frugter i en gryde (blommer skal prikkes med en gaffel først). Kog en sukkerlage af vand sukker, kanel, vanille eller citronskal. Køl sukkerlagen af og hæld den kold over frugten. Bring langsomt blommerne til kogepunktet. Lad frugten stå over svag varme i ca. 15 minutter. Skum, tilsæt eventuelt konserveringsmiddel og hæld frugten på rene skoldede glas, eller kom det i en boks og frys det ned uden konserveringsmiddel. Serveres gerne med flødeskum.

Mirabellemarmelade
Bærrene dækkes med vand og koges til de er møre, sies og jævnes derefter med maizena, kartoffelmel eller blandingerne til syltetøj og marmelade.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp