Lad os være ambitiøse. Lad os satse på at få stor indflydelse på Danmarks fremtid, og ikke nøjes med lidt ´snak på venstrefløjen´
af Anne Bundsgaard, suppleant til Folkebevægelsen mod EU's forretningsudvalg
En kommentar til diskussionen om, hvad der er vigtigst: At agere politisk eller at fastholde Folkebevægelsens brede EU-modstander grundlag?
Selvfølgelig er det dejligt at have ret til at sige sine politiske meninger. Det er også rart at få et mandat eller to og en stor pose penge til at udarbejde materialer for. Det er rart at sidde med ved bordet, når de andre bestemmer.
Hovedproblemet er imidlertid det sidste. Der er ikke så meget ved politik i det hele taget, når det altid er nogle andre, der bestemmer det hele.
Hele begrundelsen for Folkebevægelsens eksistens er jo sådan set, at mange af os danskere er afsindig trætte af at EU-systemet efterhånden bestemmer alt over os. At de for hver traktat får mere og mere at skulle have sagt, og vi selv mindre og mindre. Også selv om vi har retten til at udtale os.
Vi er mange, som anser det for det absolut vigtigste, at vi fastholder retten til at bestemme i eget hus. Fastholder retten til at kunne følge med i, hvad der foregår. Fastholder retten til at hele verden ikke behøver at udvikle sig totalt ens og i række.
Den vigtigste politiske kamp i disse år består i at fastholde retten til national selvbestemmelse. Hvis vi opnår det resultat, så er det en meget ringe pris at betale, at vi skal enes med nationale arbejdsgivere, borgerlige modstandere og andre alliancepartnere. Vi kan faktisk godt finde ud af at leve sammen til glæde for alle parter. Det er historisk bevist og kan fastholdes, hvis alle parter gør sig umage. Det er det, der gør Danmark enestående.
Det undrer mig såre, at denne diskussion om Folkebevægelsens grundlag kommer op netop nu. Det næste år eller to indeholder enorme muligheder for at få reel indflydelse på, hvor beslutningerne skal tages. Hvis vi fastholder grundlaget og bredden.
Endog mediemæssigt står Folkebevægelsen bedre end vi længe har gjort. Igennem de sidste mange år har medierne konsekvent valgt 'JuniBevægelsen' til at præsentere modstanderne. Men denne situation må have flyttet sig, for hvem kan mere påstå de er 'pænere' og har mere orden i sagerne end vi? Det er ikke blevet nemmere for tilhængerne konsekvent at nægte os retten til at blive 'kendte'.
Så lad os være ambitiøse. Lad os satse på at få stor indflydelse på Danmarks fremtid, og ikke nøjes med lidt 'snak på venstrefløjen'.
Sælg ikke førstefødselsretten for en skål linser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278