De ordblinde ønsker hjælp og handling i stedet for `fokus` og `målrettede ressourcer`
af Claus Andersen, Århus
'I tidligere generationer ville jeg nok bare være afskrevet som idiot', siger Jørgen Worning, bestyrelseformand i FLS Industries, om sit liv som ordblind.
En halv million danskere er funktionelle analfabeter. En million danskere på arbejdsmarkedet har brug for at få forbedret deres læse-, stave- og regnefærdigheder, hvis de skal kunne fungere i dagens videnssamfund. Hele 18 procent af de unge der forlader folkeskolen, har så dårlige læsefærdigheder, at de ikke kan klare en ungdomsuddannelse.
Det er Danmarks største skjulte handicap og forbundet med meget tabu. Det er flovt at være 'funktionel analfabeter' og det er en alvorlig barriere i forhold til arbejdsmarkedet, hvor uddannelse eller efteruddannelse er nødvendig for ikke at ende i køen af arbejdsløse. Tilbage til skolebænken. Den skolebænk, der tidligere har medført så mange nederlag og smerte og som de har svoret aldrig mere at sidde på.
Statsministerens kovending
Selv statsministeren mener, der nu skal satses på efteruddannelse i stedet for lønkrav. Fagforeningerne undrer sig over kovendingen. Vi ved regeringen på tre år har sparet 1,4 milliard på uddannelse. Uddannelse er nøgleordet til bevarelse af velfærdssamfundet og danske arbejdspladser, men de 'funktionelle analfabeter' er stadig skræmte for den truende skolebænk.
Med forårspakken fik ekstra 2000 faglærte endda muligheden for bedre at lære at læse og stave, men indtil nu har kun 12 søgt om disse læsekurser. Der vigtigt at oplyse de læsesvage om denne mulighed og initiativet må komme fra Undervisningsministeriet med oplysningskampagner. De læse- og stavesvage rækker ikke hånden op og indrømmer deres skjulte problem. Heller ikke børnene i folkeskolen.
FEGU og scientology
Regeringen snakker om at styrke specialundervisningen og der er mange aktører på banen, men er alle lige seriøse? I vinterferien hørte jeg om et kursus. I stedet for at holde vinterferie sendte forældre deres læsesvage børn på privat læsekursus i Silkeborg. En uge og til en pris på 6000 kroner. Prisværdigt initiativ, men har alle råd og er det et udtryk for folkeskolens svigt?
Bag mange af disse private kurser gemmer der sig foreningen FEGU. FEGU Århus læseskole eller FEGU Randers læseskole. 22 byer har FEGU skoler. Hvad og hvem er FEGU? Dialogcentret i Århus har samlet kritisk dokumentationsmateriale om FEGU. Materialet er af ældre dato, men bekymringen er vel ikke mindre, når man ved, at bag FEGU finder man undervisningsmetoder udviklet af pengemaskinen og sekten Scientology. En sekt, der er ekspert i at udnytte svage mennesker.
Arrogant DF'er
Desværre glemmer politikerne de læse- og stavesvage, når de diskuterer hjælp og tilbud til handicappede. Der er ikke prestige i 'funktionelle analfabeter'. Kulturminister Brian Mikkelsen fjerner tilskuddet til den frivillige selvejende institution KLO, Kultur og Litteratur Orientering for læsehandicappede, der indlæser bøger til ordblinde.
Vores undervisningsminister mener ikke området behøver flere penge og mener kommunalreformen kan løse problemet. Vi får endnu en arrogant udtalelse fra Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Louise Frevert om 'der har altid været fokus på ordblinde og der er ikke et eklatant stort behov lige nu'.
Vi får brug for hoveder, men ikke ufaglærte hoveder. Alle skal klare sig i et bogligt orienteret videnssamfund. Vi svigter igen de ordblinde og skrive- læsesvage. De ordblinde ønsker hjælp og handling i stedet for 'fokus' og 'målrette ressourcer'. Alle de fine ord, der altid har voldt dem kvaler og kun skabt personlige nederlag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278